Banderelateret 2000-2003

4 år i godt selskab

Forhistorien

Jeg syntes der er brug for en lille forhistorie, inden vi når frem til den tid i mit liv, som denne beretning skal handle om.

Da jeg tilbage i 1991 begyndte at køre motorcykel, var der kun ca. 35.000 indregistrere motorcykler i Danmark mod nu (2012) ca. 150.000. Det betød, at det dengang var ret usædvanligt at køre motorcykel, og at man fra den brede befolkning ofte blev mødt med en vis skepsis og afstandtagen. Dette resulterede i, at der generelt var en højere grad af fællesskabsfølelse blandt motorcyklister, end man ser i dag.

En anden stor forskel på dengang og nu var, at der ikke var noget internet og deraf følgende mulighed for at kommunikere med ligesindede via diverse motorcykeldedikerede sites og fora. Den eneste måde at møde andre bikere var derfor ude i virkelighed igennem klubber, til træf og lignende.

Jeg var så heldig, at et par af mine kammerater begyndte at køre motorcykel på samme tid som jeg, med det resultat, at jeg fra starten helt automatisk havde nogen at dele min lidenskab med. Det skete dog fra tid til anden, at vi hang ud og kørte med nogle af de ”bander” der huserede i det østjyske på den tid.

Det gik hurtigt op for mig, at selvom det var sjovt at hænge ud med andre bikere, var bandelivet med klubhus, vedtægter og forpligtigelser ikke lige min kop te – der var andre ting jeg hellere ville bruge min tid og energi på.

Efter et par år, begyndte de kammerater jeg kørte sammen med i starten, af forskellige årsager at lægge bikerlivet på hylden. Jeg havde i denne periode heldigvis stiftet bekendtskab med andre bikere (bl.a. under mit ophold på Camping Moto i ´94) – bekendtskaber der med tiden udviklede sig til nære venskaber.

Da jeg i ’95 flyttede fra Århus til Roskilde, genoptog jeg sammen med disse nye kammerater en kortvarigt flirt med bandelivet. Jeg fulgte bl.a. op på en invitation til at besøge Stenløse MC og var til fest hos Solrød MC. Lige som tidligere, følte jeg mig ikke fristet til, at knytte mig nærmere til de klubber jeg besøgte.

Kort tid efter jeg flyttede til Djævleøen begyndte jeg at arbejde i et lille vagtfirma der hed Vanguard Vagtservice. Det var en arbejdsplads udover det sædvanlige, både pga. karakteren af de opgaver vi udførte, men især fordi os der arbejdede i firmaet var en usædvanlig homogen gruppe der udviklede et tæt sammenhold – at være ansat i Vanguard var i høj grad en livsstil.

Firmaet eksisterede kun i et par år, hvorefter det pga. sin succes inden for de områder vi beskæftigede os med, blev opkøbt af ”The Evil Empire” Falck Securitas ud fra devisen: ”If you can’t beat them, buy them”.

Min tid i firmaet kom til at have stor betydning for mit fremtidige liv – det gav mig nogle værdifulde erfaringer og kompetencer, som har været med til at udvikle mig til den jeg er i dag. Lige så betydningsfulde, ikke mindst i forbindelse med denne fortælling, var de relationer jeg fik etableret i perioden – udover kammerater for livet, var det også igennem mit arbejde, at jeg mødte min kæreste Katrine, som jeg har levet sammen med siden da.

 

En af de første ture med Primusmotor MC gik til malerklemmen ved Borup.

Fuldgyldigt medlem

En sommerdag i 2000 blev jeg ringet op af en kammerat som jeg kendte fra min tid i Vanguard. Jeg boede på det tidspunkt på Nørrebro sammen med Katrine, og arbejdede som falckredder i Storkøbenhavn. Kammeraten der ringede var i gang med at uddanne sig til politibetjent. Han ringede fordi han sammen med nogle kollegaer fra Helsingør politi, havde fået den idé, at etablere en ny motorcykelklub og i den forbindelse ville høre om det var noget jeg havde lyst til at tage del i.

Som tidligere nævnt var medlemskab af en motorcykelklub ikke umiddelbart noget der stod højt på min ønskeseddel, men nu da det var en god kammerat der spurgte, bestemte jeg mig for at give det en chance. Vi aftalte derfor, at jeg skulle komme en tur til Nordsjælland og møde de andre rødder der var involveret i projektet.

Mødet udviklede sig til en hyggelig aften og fra første færd var der rigtig god kemi deltagerne imellem. Inden aftenen var omme, var vi blevet enige om, at danne klubben ”Primusmotor MC”. Det skulle være en klub der udover de tilstedeværende, skulle bestå af de af vores venner der havde lyst. Derudover skulle det være en klub uden klubhus, da ingen af os gad det arbejde og de forpligtigelser et klubhus indebærer. Samlingspunktet for klubben skulle være en hjemmeside, som et af medlemmerne der var webdesigner ville stable på benene. På denne side havde vi medlemmer så mulighed for, at lægge forslag til aktiviteter op, hvorefter interesserede kunne tilmelde sig – vi skiftedes på denne måde til at være primusmotor for klubbens arrangementer.

Resten af året blev der holdt en række sammenkomster og kørt en del ture i klubregi, bl.a. en tur til og rundt i Knuthenborg safaripark.

Vi gik ikke så meget op i titler og reglementer i klubben (det havde flere af os så rigeligt af i vores arbejde), men bestemte os alligevel for, at der var et par poster der skulle besættes. Titlen ”Præsi” blev tildelt Ped, selvom det i virkeligheden var hans hustru Anne (som var vores webmaster) der var den virkelige leder af banden. Vi valgte også en kasserer, da medlemmerne betalte et mindre beløb til at dække udgifterne til hjemmesiden, samt produktionen af bl.a. nogle klistermærker og T-shirts med klubbens logo.

 

På safari i Knuthenborg.

Livet er kun til låns

Af de nye venner Katrine og jeg fik igennem klubben, faldt vi især rigtig godt i hak med netop Ped og Anne, og året endte med, at vi holdt nytårsaften sammen med dem og Annes børn i deres hus i Helsingør.

I løbet af vinteren besluttede Ped og Anne sig for, at de trængte til luftforandring og mere plads, så de solgte deres hus og købte i stedet et lille landsted på Lolland. Den sidste uge inden de skulle flytte ind i det nye hus, brugte Katrine og jeg en del tid på at hjælpe dem med at gøre det indflytningsklar. Vi fik lagt sidste hånd på værket, samme eftermiddag hvor de om aftenen skulle aflevere nøglen til og hente deres sidste ting fra huset i Helsingør. Da vi tog afsked med dem om eftermiddagen, aftalte vi, at komme derned igen den efterfølgende aften og fejre, at de var flyttet rigtigt ind – sådan kom det dog ikke til at gå…

Sent samme dags aften blev jeg ringet op på arbejde af min søster, der på daværende tidspunkt arbejde i politiet på Lolland. Der var tidligere på aftenen sket et alvorligt trafikuheld på motortrafikvejen ved Guldborgsund og hende og hendes makker blev sendt til Nykøbing sygehus for at afhøre nogle af de implicerede. Hun havde igennem mig lært Ped og Anne at kende, så det var noget af et chok for hende, da det gik op for hende, at de er nogen af dem der havde været impliceret og med fatal udgang.

Ped og Anne, der havde hendes 3 små døtre siddende på bagsædet, kom kørende på den dengang 2-sporede vej, da en modkørende spritbilist pludselig trak ud for at overhale, med det resultat, at han efter at have strejfet en anden bil, kolliderede frontalt med Ped og Annes bil.

Anne blev dræbt i kollisionen, Ped kom til skade med benet, de 3 piger fik diverse større og mindre knubs og alle 5 i bilen var fastklemte til redningsmandskabet ankom og fik dem ud.

Efter at have fået denne besked, tog jeg hjem fra arbejde, i første omgang for at tage mig af Katrine som også havde fået beskeden og var fuldstændig knust.

Tidligt næste morgen efter at have været i kontakt med Ped, kørte vi ned til sygehuset for at tilbyde vores hjælp og støtte. Ped var selvsagt i en sørgelig forfatning ikke mindst følelsesmæssigt, og havde brug for hjælp med pigerne der havde siddet fastklemt sammen med deres døde mor i bilen. Vi tilbragte det meste af weekenden på sygehuset. I kraft af ballasten fra mit arbejde, påtog jeg mig den opgave, at tage pigerne med ind på stuen hvor Anne lå, når de ville aflevere en tegning, kikke på hende, eller sige farvel en sidste gang.

Selvom det var den hårdeste weekend i mit liv, var det ingen ting at regne, sammenlignet med hvad Ped, børnene og resten af deres familie gik igennem.

Annes bisættelse en uge senere var en smuk og rørende begivenhed.

Det blev en mørk og trist vinter, hvor familie og venner gjorde hvad de kunne for at hjælpe med at samle skårene.

 

Annes grav efter bisættesen.

Livet går videre

Livet gik videre og tiden mere end noget andet, hjalp med at læge sårene på krop og sjæl hos dem, som var blevet mest påvirket af trafikuheldet og Annes død.

Det hjalp yderligere på humøret, da foråret kom og motorcyklerne blev trukket ud fra vinterhi.

Foråret varslede også begyndelsen på endnu en sæson på vejene for Primusmotor MC, og det blev en sæson med flere gode ture sammen med rødderne. Klubbens første flerdagstur gik til Swedish Bike Meet. Stort set alle medlemmerne var med og det blev til en rigtig hyggelig og underholdene weekend.

Senere på året tog vi en hel uge til Jylland. Vi indrettede os på en campingplads i Laven med udsigt til Himmelbjerget. Vi var usædvanlig heldig med vejret hele ugen – der var tørt vejr og 25-30 grader hver dag. Det fine sommervejr betød, at vi kørte lange ture hver dag, efterfulgt af festlige aftener hjemme i basecamp – det sidste var ikke ubetinget populært hos campingpladsens øvrige beboere.

I løbet af sommeren voksede klubben til godt 20 medlemmer. De fleste nye medlemmer var kammerater der hoppede med på vognen, men der var også et par stykker der fandt vej til klubben igennem vores hjemmeside.

Antallet af medlemmer var en af de ting, der var lidt uenighed om i klubben. Nogle syntes at jo’ flere medlemmer desto bedre, mens andre (inklusiv undertegnede) var af den opfattelse, at et loft på omkring 30 ville være passende. Et af argumenterne for at begrænse medlemsantallet var, at vi jo’ havde valgt ikke at have et klubhus, og det derfor var de enkelte medlemmer der lagde hus til, når klubben skulle samles – det var de færreste der havde plads til mere end 30 gæster, især ikke hvis de valgte at overnatte. Vi endte med at lægge loft på antallet af medlemmer, til gengæld blev der åbnet op for, at medlemmerne gerne måtte tage venner og gæster med på klubbens ture. Det sidste medførte, at Primusmotor hurtigt fik en kreds af supportere.

Den efterfølgende vinter blev der afholdt en del sociale arrangementer af klubbens medlemmer, hvor vi udover at spise, drikke og hygge os, også lagde planer for den følgende sæson.

 

Gutterne står og beundrer en ægte ratbike til Swedish Bike Meet.

2 typer træf

Sæsonen 2002 startede med åbning af bakken. Det var som det ofte er tilfældet en kold affære. Foråret bød på en række endags-ture, inden vi gentog succesen fra året før og deltog i Swedish Bike Meet. Sidst på sommeren tog jeg med et par af de andre medlemmer til MotoGP på Sachsenring – det blev en rigtig herretur hvor den fik fuld skrue hele weekenden. Efter at have været til Swedish Bike Meet tidligere på året, var det oplagt, at sammenligne de 2 arrangementer, da de havde det til fældes, at mange bikere var samlet på ét sted med det formål at have en festlig weekend.

Konklusionen var for mit vedkommende klar – jeg syntes en MotoGP weekend var langt sjovere og mere interessant. Det skyldtes til dels, at jeg elsker MotoGP, men også at det er forskellige typer bikere der deltager i de 2 arrangementer, og jeg følte mig mere hjemme blandt RR tosser end lædervest beklædte tøffedyr.

Da sæsonen lakkede mod enden, blev køreturene som vinteren før, udskiftet med sociale sammenkomster hjemme hos klubbens medlemmer. Da Anne døde året før, var huset på Lolland blevet solgt og Ped var flyttet tilbage til Helsingør hvor han havde sit netværk. For at starte på en frisk, havde han fået bygget et nyt hus – huset blev i en periode det fortrukne samlingssted for klubben.

 

Aftenhygge ved Sachsenring. Vi havde lejr ved siden af nogle tyskere, der havde medbragt bord og bænke - det udnyttede vi til fulde.

Alting har en ende

2003 skulle vise sig, at blive året hvor Primusmotor MC blev lagt i graven.

Det var dog ikke noget der lå i kortene da sæsonen startede. Stemningen var i top og kemien medlemmerne imellem havde aldrig været bedre.

Det var også dette år, at Katrine og jeg begyndte at køre på hver vores maskine. Katrine havde overtaget min Bandit og jeg havde anskaffet mig en funklende ny Fazer 1000. Vores første rigtige tur på maskinerne var i klubregi - en forlænget weekend til Tåsinge.

Det blev en på alle måder fed weekend. Efter vores småproblemer med naboerne på campingpladsen i Laven i 2001, sørgede vi denne gang for, at få en lidt afsides plads, hvor vi havde plads til at udfolde os, uden at genere de øvrige campister på pladsen.

Kort tid efter denne tur, var klubben med, da Præsi blev gift med en kvinde han havde mødt tidligere på året. Da deres hvedebrødsdage var overstået satte hele klubben kurs mod Harzen, hvor der var booket plads på et af områdets mange kurhoteller. Turen bød på mange gode oplevelser, både med og uden motorcyklerne, men det var også på denne tur, de første sprækker i fællesskabet begyndte at opstå. For mig at se, skyldtes det hovedsageligt, at Ped’s nye hustru havde svært ved at finde sig til rette i gruppen. Hun kørte selv motorcykel, men det virkede som om, at flere af os i klubben ikke lige var hendes kop te, og det nære forhold vi havde til Ped, var en torn i øjet på hende. Resultatet var, at hun i flere situationer tog afstand fra fællesskabet og var lidt af en lyseslukker når hun deltog. Flere gange på turen fik det Ped til at føle sig som en lus mellem 2 negle, hvilket ikke var rart at overvære.

Efter turen gik der da heller ikke længe, før konflikten spidsede til i en grad, hvor Ped følte sig nødsaget til at vælge mellem sin hustru og klubben. Ikke uventet var det klubben der tabte.

Resultatet af denne situation var, at Primusmotor MC blev lagt i graven. Der var efterfølgende et forkølet forsøg på at genoplive klubben under et nyt navn – en opgave der aldrig rigtig blev gennemført.

Katrine og jeg havde forsat kontakt med flere af de tidligere medlemmer fra klubben de næste par år, men stille og roligt løb også det ud i sandet. Det endte med, at vi kun bevarede kontakt med dem der havde været vores venner inden Primusmotor MC blev startet.

Selvom historien om Primusmotor MC sluttede som den gjorde, vil det altid være en tid jeg tænker tilbage på med en god fornemmelse i maven. Det var 4 år der bød på mange gode oplevelser sammen med nogle mennesker jeg på den korte tid, kom til at holde meget af. Det sker fra tid til anden, at jeg støder på nogle af vennerne fra dengang, og det er altid et glædeligt gensyn.

 

Vores uforstyrrede camp på Tåsinge.