Tour de Europa 2011

6000 km og 13 lande på 17 dage.

- Oprindeligt skrevet på MCF -

Efter en lang og våd sommer i Danmark, blev det i midten af august, endelig tid til at pakke cyklerne og drage afsted på årets sommertur.
Den eneste plan for årets tur var, at ture skulle gå sydpå og at vi undervejs ville besøge en af mine venner (som jeg ikke havde set i flere år) der har bosat sig i Schweiz. 
Det skulle vise sig at blive en meget afvekslende tur, med masser af fed kørsel, sjove oplevelser, glædelige gensyn og opfyldelsen af en mangeårig drøm...

Skitse af ruten.

Dag 1

Vordingborg (DK) - Coswig (D) 393km. 

Typisk for årets sommervejr startede vi med at køre i regnvejr det meste af vejen til Gedser. Det var alligevel i højt humør vi landede ved færgelejet - nu var vi endelig undervejs. 
Da himlen mod syd så lys og indbydende ud, blev færgeoverfarten brugt til at tørre regntøjet, så det kunne blive pakket ned. Det skulle vise sig, at der skulle gå et par uger, inden vi fik brug for at finde det frem igen. 
Fra Rostock satte vi kursen stik syd ad landevej igennem det østlige Tyskland. Det blev til en hyggelig dag på tørre veje omgivet af flot natur. 
Det lykkedes også at få lidt grus under dækkene. 
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Coswig, en hyggelig lille by ved Elben. Vi indlogerede os på et "Zimmerfrei" i centrum af byen. 
Det viste sig byen netop i denne weekend afholdt deres årlige by/middelalderfest, hvor gågaden (50m fra hvor vi boede) var omdannet til en fest med boder, udskænkningssteder og livemusik. 
Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vi kom sent i seng med fyldte maver og lidt promiller i blodet.

På vej igennem Tyskland.

dag 2

Coswig (D) - Kisber (HU) 777km.

Efter en god nats søvn og et solidt morgenmåltid, satte vi kurs mod Prag. Da der var perfekt mc-vejr (tørt og 25 grader) og der ikke var meget søndagstrafik på vejene, nåede vi Prag til middag.
Mens vi sad og spiste frokost på en hyggelig kinesisk restaurant lige i centrum af byen, blev vi enige om, at sætte kurs mod Rumænien, så Katrine kunne se området hvor jeg de sidste 3 år har kørt EnduRomania.
Fra Prag gik turen derfor videre østpå mod Brno og derfra videre ned igennem Slovakiet til Ungarn. Sidst på eftermiddagen var vi kommet ned i den sydlige del af Ungarn lidt øst for Balatonsøen og begyndte at lede efter et sted at overnatte.
Lidt uden for den lille by Kisber faldt vi over et lille hotel der så rigtig hyggeligt ud, så Katrine stak hovedet indenfor for at høre om de havde plads, og hvad en overnatning kostede.
Det viste sig, at de havde plads, men at de ville have 80 euro for et dobbeltværelse. Da vi takkede nej til værelset pga. prisen, faldt den dog straks til 60 euro.
Det var først da vi havde slæbt bagagen op på værelset, at det gik op for os, at det var et kurhotel, med alt i swimmingpool, dampbad, sauna osv. vi havde indlogeret os på - hvilket forklarede den forholdsvis høje pris.
Der gik derfor ikke mange minutter efter vores ankomst, før mc-tøjet var skiftet ud med badetøj, så vi kunne benytte hotellets faciliteter.
Et par timer senere sad vi i hotellets restaurant med så blød og lavendelduftende hud, at jeg blev nød til at bestille en gang krasbørstig gullasch og husets største øl, for stadig at føle mig bare en smule bikeragtig.
Vi gik meget veltilpasse til ro, efter endnu en dejlig dag.

Klar til afgang efter en god middag i hjertet af Prag.

Dag 3

Kisber (HU) - Borlova (RO) 497km.

Da vi havde fået vores velduftende kroppe skruet ned i vores mindre velduftende mc-tøj og havde gennemført et vellykket angreb på hotellets morgen buffet, hoppede vi i sadlerne og forsatte rejsen mod sydøst.
Allerede da vi efter et par timer krydsede grænsen til Rumænien var temperaturen oppe i nærheden af 30 grader - et temperaturniveau som blev normen de næste mange dage.
De høje temperaturer gjorde at skygge var altafgørende for vores valg af pausesteder - her ved en kirke i Rumænien:
Jeg havde på turen sydover, været i kontakt via sms med den familie jeg plejer at bo hos, når jeg deltager i EnduRomania, og havde fået besked om, at vi ville være mere end velkomne, hvis vi kikkede forbi.
Familien som bor i Borlova (en landsby lidt oppe i bjergene øst for Caransebes, i den sydvestlige del af landet) har indrettet en del af deres hjem til en blanding af en lille kro og et B&B, som et supplement til deres beskedne indtægter.
Da vi landede i Borlova midt på eftermiddagen var hele familien hjemme for at tage imod os. De var tydeligt vis benovede og glade for at vi havde kørt helt til Rumænien for at besøge dem.
Det var sjovt at se vores gademaskine holde i den gård, som ellers plejer at være fyldt med offroadere under EnduRomania.
Jeg fik da også et par kommentarer om, hvor fin min Honda så ud efter den lange tur, sammenlignet med hvordan min Yamaha plejede at se ud allerede efter et par timers kørsel.
Det var stadig tidligt på dagen, da vi havde fået indrettet os på deres fineste værelse. Så der var tid til, at vi kunne vandre en tur i bjergene omkring landsbyen inden aftensmaden, hvilket ville give Katrine en fornemmelse af det landskab hvor jeg kører offroad om foråret.
Bogdan som er lillebroren i familien, fulgte os på vej, men vendte om da det begyndte at gå opad - fysisk udfoldelse er ikke hans stærke side.
Målet for gåturen var en borgruin på toppen af bjerget bag byen - vandrestavene var ikke til at holde balancen med, men til at forsvare sig mod de vilde hunde der lever i bjergene (familien ville ikke lade os gå uden).
Jeg har flere gange været oppe ved ruinen på Yamaha'en, og det er denne type veje der køres på - det er lidt svært at se på billedet, hvor stejl den er.
Da vi kom ned fra bjerget var der gjort klar til at vi kunne få et tiltrængt bad inden aftensmaden - derudover tilbød moren i familien at ordne vores vasketøj, så vi ikke skulle tage derfra med beskidt tøj i bagagen.
Efter en god 3-retters menu, tog storebroren som er byens præst, os med ned til en fremvisning af hans store stolthed - byens kirke. Bagefter blev resten af aftenen brugt på familiehygge med rigeligt af de våde vare.

På vandretur i området omkring landsbyen, så Katrine kunne se hvilket terræn jeg kører i dernede. Staven var til forsvar imod de vilde hunde i området.

Dag 4

Borlova (RO) - Nasice (HR) 588km.

Den næste morgen efter vi havde indtaget det store morgenbord, og Katrine var igang med at pakke vores renvaskede tøj ned, gik jeg ind til faderen i familien for at betale for vores ophold. Han ville dog ikke tage imod nogen form for betaling, da vi havde været deres gæster, og derfor selvfølgelig ikke skulle betale for besøget. Både Katrine og jeg blev meget rørt over denne gestus, da familien efter vores standard er fattige, og helt sikkert godt kunne have brugt pengene.
Efter at have taget afsked med familien, som alle stod ude på gaden og vinkede, da vi kørte, satte vi kursen sydpå med Donau-floden, hvilket bragte os igennem det område hvor EnduRomania afholdes.
Efter et par timers kørsel igennem det smukke landskab ankom vi til nordbredden af Donau.
Derfra fulgte vi floden mod vest - en spændende køretur, ikke mindst pga. den svingende kvalitet af vejene.
Efter at have fulgt floden et par timer, krydsede vi den for at køre ind i Serbien. Ved grænsen blev vi modtaget af en tolder lidt ud over det sædvanlige. Det var en ung kvinde med langt hår i høje stiletter, ultra lårkort nederdel og en lille skjorte - det eneste der adskilte hende fra en playboy model, var den kæmpe gun der hang ved hoften. Hun var meget venlig, og efter at have kontrolleret alle vores papirer, kikkede hun Katrine dybt i øjnene og sagde "You got beautyfull eyes"
På turen igennem Serbien holdt vi et pitstop på en tankstation. Her fik vi den bedste service jeg nogensinde har oplevet oplevet på sådan et sted. Da jeg fandt mine smøger frem, blev jeg straks inviteret ind i personalets hyggekrog, hvor der blev budt på diverse drikkevare. Imens blev Katrine opvartet af stationens øvrige personale og vi fik foræret kasketter med deres logo. Da vi kørte derfra stod hele personalet og vinkede.
Fra Serbien gik turen videre ind i Kroatien, hvor vi sidst på eftermiddagen fandt et hotel i en lille hyggelig by, som vi brugte aftenen på at udforske.
Det blev endnu en dejlig feriedag.

Ved Donau der adskiller Rumænien og Serbien.

Dag 5

Nasice (HR) - Bad Reirhenhall (D) 616km.

Vi lettede fra hotellet tidligt om morgenen, for at få tilbagelagt nogle kilometer, mens temperaturen stadig var tålelig - vi havde siden turens 2. dag oplevet temperaturer over 30 grader hver eftermiddag. For at undgå den værste varme, besluttede vi os for at holde os til den nordlige side af Alperne på vores tur mod Schweiz.
Det blev til en god køredag, i et tiltagende bjergrigt landskab.
En skyggefuld pause ved en park.
Det meste af dagen foregik på lækre østrigste veje, men til aften landede vi på en 500 år gammel tysk postgård (på landet lidt syd for Salzburg), der var omdannet til et gasthaus.
Stedet producerede selv deres fødevare og havde derfor bl.a. et varieret dyrehold.
Det var et rigtig hyggeligt sted med spændende indretning - her ved døren til vores værelse:
Da vi faldt i søvn, var det efter en lang, varm men dejlig dag.

gammelt og spændende gasthaus

Dag 6

Bad Reirhenhall (D) - Cortébert (CH) 555km.

Selvom vi var på nordsiden af Alperne, vågnede vi til en meget lun morgen, hvor solen igen skinnede fra en skyfri himmel.
Ligesom de tidligere dage, sørgede vi for at komme forholdsvis tidligt afsted, så vi kunne få spolet nogle kilometer af, inden varmen for alvor slog igennem.

Målet for dagens etape, var Cortébert i Schweiz, hvor en af mine kammerater fra teenageårene har slået sig ned. Jeg havde ikke set hende i 13 år, men vi fik genetableret kontakten for et par år siden igennem facebook.
Sidst jeg så hende, var et par år efter hun flyttede til Schweiz og hun var på daværende tidspunkt igang med at studere idræt på universitetet dernede.
Jeg så meget frem til at se hende igen, da vi havde været rigtig gode kammerater inden vores veje skiltes midt i 90'erne.
Turen igennem Østrig på vej til Schweiz, var som altid en underholdende og smuk tur - der er få lande, der byder på så fede mc-veje som netop Østrig.
Umiddelbart inden vi nåede grænsen, stoppede vi og spiste frokost på en helt fantastisk god italiensk restaurant.
Efter frokost valgte vi at tage motorvejen resten af dagen, da temperaturen var røget langt over 30 grader - det skulle vise sig, at vi var ankom til Schweiz sammen med årets ubetingede varmeste weekend.
Vi ankom til Cortébert, der ligger i Jurabjergene 20 km nordvest for Biel, midt på eftermiddagen, og det var en befrielse at komme ud af mc-tøjet. Ankomsten blev ikke ringere af, at vores værter havde sørget for at have en håndfuld kolde pils klar til os (eller nærmere mig, da Katrine ikke drikker øl).
Det viste sig, at de boede i et kæmpe hus, hvor vi fik vores helt egen lejlighed - det var sku' luksus.
Resten af aftenen blev brugt på at opfriske gamle røverhistorier, fortælle om hvad der var sket siden sidst (der var meget at fortælle) og lærer hendes mand at kende.
Der gik ikke lang tid, før snakken gik, som var det igår vi havde set hinanden sidst, og det var dejligt at se, at hun havde fundet sig en alletiders mand at dele livet med.

Frokost lige inden de Schweizisk grænse.

Dag 7 og 8

Cortébert og omegn (CH) 0km.

De næste par dage, blev mc-tøjet skiftet ud med shorts og sandaler, og mc'erne med diverse rugbrødsdrevne transportmidler.
Dem vi boede hos i Schweiz er mildest talt sportsfanatikere!
Lisbeth er tidligere danmarksmester i svømning og lever idag af at undervise i, og planlægge undervisningen for en lang række sportsgrene. Hendes specialer er white water kajak, klatring, snowboard og diverse former for styrke- og kredsløbstræning. Derudover bruger hun en stor del af hendes fritid, på diverse former for skiløb, mountainbike og hvad der nu ellers falder hende ind.
Hendes mand Martin er ikke meget bedre. Han er tidligere verdensmester i white water kajak og står idag for den overordnede organiseringen/planlægningen af stort set al kajaktræning i Schweiz - hvilket indbefatter ca. 800.000 udøvere. Han er desuden redaktør på et landsdækkende fagblad, der bl.a. skal hjælpe instruktørene med at tilrettelægge og gennemføre undervisningen, så deres elever får det maksimale udbytte. I fritiden udøver han, ligesom Lisbeth en række forskellige former for adventuresport.
Indretningen af deres hus, bare i høj grad præg af deres livsstil.
De kører for øvrigt også begge mc, og har en fælles BMW GS'er holdende i garagen, men da de sjovt nok ikke har så meget ekstra fritid, bliver den hovedsageligt brugt som transportmiddel i forbindelse med arbejde.
De næste par dage fik mc'erne lov til at holde fri, både fordi det som tidligere nævnt var helt urimeligt varmt, men også fordi Katrine og jeg trængte til at bruge kroppen lidt.
 Den sidste dag vi boede hos vores venner, lokkede de os til at deltage i en slags regatta på søen, uden helt at forklare os, hvad det indebar. Katrine og jeg blev derfor noget overraskede, da vi pludselig skulle sejle langs Biel's havnefront, hvor der var pakket med ivrigt klappende tilskuere. Hele arrangementet blev dækket af den lokale TV-station, så det gik ikke bedre end, at vores evner i kajaksejlads (eller mangel på samme) blev udstillet på tv samme aften.
Den sidste aften stod på hjemmelavede Pizzaer, bagt på den helt rigtige måde, og de obligatoriske kolde øl.
Alt i alt havde vi et par rigtig gode dage, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer til Cortébert.

Jurabjergene er et fantastisk sted at holde et par fridage.

Dag 9

Cortébert (CH) - Camping Moto (F) 412km.

Efter at have taget afsked med Lisbeth og Martin, var det dejligt at komme tilbage i sadlerne igen.
Da der ikke var langt til Camping Moto, som var dagens destination, valgte vi at lægge dagens rute via de helt små veje.
De første par timer brugte vi på at komme ud af Jurabjergene, som viste sig at byde på uanede mængder af spændende og flotte veje, der var som skabt til udforskning på mc.

Flere steder gik husdyrene frit i dalene, så når man passerede en dyrerist i vejen, skulle man holde øjnene åbne.

Hvis vi holdt stille i længere tid af gangen, kom køerne nysgerrigt hen for at kikke nærmere på vores maskiner.

Da vi senere på dagen var kommet ind i Frankrig, var det lige ved, at Honda'ens beskedne aktionsradius bragte os i en kedelig situation.
Når man udelukkende følger de helt små veje, kan der være langt mellem tankstationerne, men så er det jo' godt, at man har en GPS, der kan vise en hen til den nærmeste, hvis det begynder at knibe med brændstofbeholdningen - det skulle dog vise sig, at ikke alle tankstationerne på min GPS fandtes i virkeligheden

Resultatet var, at vi pludselig befandt os i en lille bjerglandsby (in the middle of nowhere) uden tankstation, med en Honda der kørte på dampene

Vi nåede dog kun at stå og kikke fortvivlet ned i min tank, et par minutter, inden en fransk billist kom over og spurgte, om vi havde brug for hjælp.
Da han hørte, at vi manglede brændstof, forklarede han os vejen hen til den nærmeste tankstation (som ikke fandtes i min GPS) - problemet var bare, at den lå 20km væk, og jeg helt sikkert ikke havde nok i tanken, til at komme derover uden, at skulle trække cyklen det meste af vejen
Da vi fik forklaret det til den flinke franskmand, kløede han sig en gang i hovedet, sprang ind i sin bil og gav tegn til at vi skulle følge efter.
Et par kilometer uden for byen, svingede han ind i sin indkørsel, hvor hans søn netop var igang med at vaske deres crossere efter dagens træning. Da de kørte cross, havde han en stor dunk benzin stående i garagen, som han beredvilligt forærede mig et par liter fra.
Efter at have sagt pænt farvel og takket mange gange, kunne vi derfor, efter mindre end 15 minutters forsinkelse, forsætte turen.

Vi ankom til Camping Moto allerede midt på eftermiddagen, og gæt hvad det første syn der mødte os var, da vi trillede ind på pladsen... Jep, det var Motas med en kølig i hånden

Vi havde et par uger inden talt om, evt. at mødes på Camping Moto, hvis han kunne få tingene til at gå op, så han kunne realisere en længere solotur rundt i Europa.

Det første vi gjorde (efter selvfølgelig at have drukket en øl sammen med Motas), var at smide cyklerne i skyggen, mc-tøjet i en bunke og vælte direkte i poolen.

Da vi var tilpas afkølede, var der stadig tid til at vi kunne få etableret vores lejer, inden den store, solid og velsmagende aftensmad blev serveret.
Derfra stod resten af aftenen på udveksling af røverhistorier og fugtning af ganen

spændende småveje på vej ud af Jurabjergene.

Dag 10

Camping Moto og omegn (F) 58km.

Vi startede dagen tidligt, da Katrine og jeg ville vise Motas noget ganske særligt, inden det blev for varmt til at være fysisk aktiv.
Vi startede med at køre små 20 kilometer på de fedeste snoede småveje, inden vi landede på en afsidesliggende lille grusparkeringplads et stykke inde i bjergene.
Det eneste vi havde fortalt om dagens udflugt var, at han skulle medbringe shorts og gode sko - hvad målet var, måtte han vente og se.
Efter at have skiftet tøj, begav vi os derefter ned ad en lille sti, der fra parkeringspladsen snoede sig ned i en slugt.
Efter at have bevæget os nedad i ca. 20 minutter, nåede vi floden i bunden. Efter at have fulgt den snoede flod mod strømmen i yderligere godt 5 minutter, åbenbarede udflugtens mål sig for os - det 70 meter høje vandfald Chûte de la Druise.
Det er et helt fantastisk smukt sted, og hvis man ikke er bange for at få våde fødder, kan man gå helt tæt på det sted, hvor vandet slår ned.
Pga. fugtigheden og kolden fra floden, er der altid dejligt køligt ved vandfaldet, en kølighed man desværre ikke kan tage med sig på opstigningen til parkeringspladsen.
På turen tilbage til cyklerne, gik der lidt konkurrence i at komme først op. Det startede med at Katrine pludselig tog en genvej fra hovedstien for at komme foran Motas og jeg. Vi var dog ikke sådan rede til at tabe til en pige, så kort efter tog vi en anden sti, der lignede en genvej, så vi ville være foran Katrine, når hun kom tilbage til hovedstien. Det viste sig dog, at vores genvej ikke var helt så smart som den Katrine havde valgt, så det endte med at vi måtte forcere tæt krat og et stødhegn for at komme op til parkeringspladsen. dette betød, at Katrine stod og ventede på os, da vi endelig nåede helt op :sur:
Efter at have fået pusten og noget koldt at drikke, trak vi i mc-tøjet og hoppede på ryggen af maskinerne igen. På tilbagevejen til Camping Moto, slog vi en smut omkring Crest, da vi skulle hæve penge og have handlet lidt.

Vel tilbage på pladsen, var det med god appetit, at vi gav os i kast med et solidt morgenmåltid, bestående af en "combination" som er en stor sandwich, indeholdende spejlæg, skinke, ost, tomater og masser af rå løg - velbekomme :99thumb:

Efter en hurtig tur i poolen, var det blevet tid til en tiltrængt vask af vores mc'er - der finde ikke noget hyggeligere sted at vaske mc end på Camping Moto.
Resten af eftermiddagen brugte vi bl.a. på at kikke på kort, og jeg kom med nogle forslag og fif til, hvilke veje der kunne være interessante for Motas, at vælge, når han den næste dag skulle forsætte sin rejse.
Da vejret var fantastisk og temperaturen efterhånden igen var kommet godt over de 30 grader, gik der dog ikke langt imellem, at vi blev nød til at hoppe i poolen - og når man alligevel skal i vandet, kan man lige så godt få noget sjovt ud af det, f.eks. luftmadresrace med flyvende start :fjollet:
Det kan godt være, at vi ikke fik mange point for det kunstneriske indtryk, men det var skide sjovt, og vi blev afkølet
Efter en god, udbytterig og alligevel afslappende dag, havde vi endnu en hyggelig aften, der startede med endnu et solidt måltid mad.
Aftenen sluttede i baren, sammen med Motas, en af stedets ejere og en fyr fra Esbjerg, der var på en mission, der var stærkt forbundet med en af de piger der arbejde i baren :griner:
Det endte med at blive en af de der "Jägermeister aftener" hvor det ikke bare er svært at passe sin sengetid, men også svært at gå lige hvem til teltet, når man endelig fik løsrevet sig.

Verdens bedste vaskeplads ligger på Camping Moto - der er kun 10 meter til baren og poolen.

Dag 11

Camping Moto (F) - Lapalisse (F) 275km.

Vi stod op samtidig med solen, så vi kunne komme tidligt afsted, og få glæde af de tålelige formiddagstemperaturer. Motas havde den samme plan, så vi gik og pakkede motorcykler samtidig, på den ellers stille og stadig sovende camp.
Da Motas ikke var sammen med en prinsesse, der skal bruge en halv time på badeværelset om morgenen (og lave det som piger nu gør  ), var han den første, der var klar til at lette. Så da vi havde fået sagt farvel og ønsket hinanden forsat god rejse, satte han forventningsfuld kursen mod Alperne.
Katrine og jeg lettede kort tid efter i retning mod Paris.

Vi havde på forhånd besluttet, at afsætte 2 dage til turen derop. Grunden til dette, var først og fremmest, at det ville give os tid til at tage småvejene hele vejen, samt at man ikke skal ankomme til Paris sidst på dagen, hvis man vil sikre sig et attraktivt hotelværelse, i et af de gode områder.

Formiddagen gik med underholdende kørsel på nogle af de helt små og uforstyrrede veje, som Frankrig har så mange af.
Allerede ved middagstid, blev vi dog nød til at kaste håndklædet i ringen, da der var blevet så varmt, at Katrine havde svært ved at koncentrere sig om at håndtere sin mc.
Efter et hurtigt kik på kortet, valgte vi at køre igennem Lapalisse, da der løber en flod igennem byen, og den så ud til at ligge i et smukt område.

500m fra centrum fandt vi en lille campingplads lige ned til floden – perfekt
Da teltet var slået op, gik vi straks på jagt efter et sted vi kunne komme i vandet og blive kølet af. Floden viste sig dog at være lidt af en skuffelse i den sammenhæng - ikke mindst pga. vanddybden.
Efter et besøg i byens turistinformation, fandt vi dog ud af at byen heldigvis havde et friluftsbad, som vi kunne benytte for lidt håndøre. Dagens varmeste timer blev derfor brugt i vandet, hovedsageligt omgivet af franske børn og unge, der nød deres sommerferie.

Efter at være blevet tilstrækkeligt afkølet, gik vi på opdagelse i Lapalisse's gamle bydel, som viste sig at være ganske charmerende.
Da sådan en gang sightseeing hurtigt gav varmen igen, var det heldigt, at byen også bød på en lille fin isbar/konditor med airkonditioneret lokale.
Efter at have tilbragt hele dagen i byen, gik vi om aftenen tilbage til campingpladsen, for at slappe af og få læst lidt i vores medbragte Romaner (vi er begge lidt bibliofile
Da temperaturen endelig nåede et behageligt niveau, kravlede vi til køjs, så vi kunne være udhvilede til næste dags strabadser.

Vores lejer i lapalisse.

Dag 12

Lapalisse (F) - Paris (F) 368km.

Med gårsdagens hedebølge i frisk erindring startede vi igen tidligt om morgenen, med det resultat, at vi kunne nyde en smuk morgen i sadlerne.
Det meste af turen til Paris gik ligesom dagen før, ad dejlige små veje på landet. Efter at have kørt godt halvdelen af vejen, blev vi udsat for et efterhånden ukendt vejrfænomen - regn!
I modsætning til hvad jeg normalt syntes om den type vejr, når jeg kører mc, var det en kærkommen afveksling fra de forgående mange dages hedebølge. Det blev dog ikke til mere end et frisk lille dusch, så et stykke inden vi nåede Paris, holdt vi en lille pause, for at pakke det tørre regntøj tilbage ned igen.
Helt tilfældigt blev pausen afviklet i en noget usædvanlig skov, hvor skovbunden var overstrøet med klippestykker i alle størrelser.
Skoven vrimlede desuden med folk iført klatresko og med talkum poser hængende i bæltet, mens de gik rundt mellem klipperne i jagt på udfordringer.
Fra skoven tog vi de større veje, resten af vejen til Paris, så vi kom en nemmere vej ind i byen.
Den sidste aften på Camping Moto, tilbragte vi som tidligere nævnt, i baren sammen med en af stedets ejere. Da han og hans kone tidligere har boet et par år i Paris, kom han med et forslag til, hvor det efter hans mening er bedst at bo, når man besøger byen - området lige nord for Bastille pladsen.
Vi sigtede derfor efter Bastille pladsen, da vi kom til Paris.
Med hjælp fra GPS'en og parisernes positive indstilling til 2-hjulede køretøjers ofte kreative måde at komme frem igennem trafikken, kom vi hurtigt og gnidningsløst frem til målet.
Vel fremme på Bastille pladsen, parkerede vi cyklerne foran en cafe, hvor jeg tog tid og holdt vagt, imens Katrine gik på jagt efter et velegnet hotelværelse, i området nord for pladsen.
Det tog hende en lille halv time, at finde det helt rigtige sted (til den rigtige pris), der opfyldte alle hendes ønsker om en hyggelig og romantisk base for vores ophold i byen.
Efter at have kørt cyklerne om til 2 ledige mc-parkeringspladser, lige overfor det valgte hotel (så vi kunne se dem fra vores vindue), skiftede vi mc-tøjet ud med sommertøj og gik opdagelse i byen.
Udsigt til Bastille pladsen fra vores hotelværelse:
Da vi kort tid efter stod på en bro over Seinen, med udsigt til Hôtel de Ville, mens en kvinde i baggrunden sang "La Vie En Rose", havde Katrine allerede fået opfyldt alle sine drømme om et romantisk ophold i Paris
Resten af eftermiddagen blev brugt på at slentre rundt og indsnuse byens stemning. Da aftenen havde sænket sig over Paris, skulle der mere end indtryk til at gøre os mætte.
Det blev en helt igennem hyggelig og romantisk aften.
Inden vi gik op på vores hotelværelse, smuttede vi lige forbi cyklerne og sagde godnat.
Med lyden af det pulserende parisiske natteliv som baggrund, lagde vi os til at sove efter endnu en dejlig dag.

Vel ankommet på Bastille pladsen - jeg sidder på en cafe og holder øje med cyklerne, mens Katrine er på jagt efter det helt rigtige hotel.

Dag 13

Paris (F) 0km.

Vi stod op til solrig morgen, men med lidt lavere temperaturer end vi i mange dage - kort sagt perfekt vejr til at opleve Paris til fods.
Katrine havde aldrig før været i Paris, så dagen var sat af til at opleve byen og se nogle af dens mange attraktioner.
De følgende billeder er fra dagens spadseretur, hvor vi bl.a. kom forbi Notre Dame, Hôtel de Ville og Louvre inden vi holdt et pitstop med den obligatoriske overprized kaffe på Champs-Elysées. Derfra gik turen omkring Triumfbuen og videre til Eiffeltårnet, inden vi ad små hyggelige gader, begav os hjem til vores hotel, hvor vi landede godt trætte i stængerne sidst på eftermiddagen.
Efter et bad og en lur på på hotelværelset, brugte vi resten af aftenen på igen at smage på det parisiske køkken og natteliv - begge dele er yderst tillokkende :99thumb:
I løbet af aftenen, blev der tiltagende overskyet og blæsende, så vi denne aften gik i seng til nattelivet lyde akkompagneret af vindens susen imellem de gamle bygninger.

Kaffepause på Champs-Elysées.

Dag 14

Paris (F) - Baton Rouge (B) 385km.

I løbet af natten var der kommet et markant vejrskifte ind over Paris, så vi stod op til en morgen der var præget af regntunge skyer og våde gader.
Vi har dog af princip aldrig ladet vejret ødelægge vores ferier (hvad man ikke kan gøre noget ved, må man bare acceptere), så da cykler var pakket, iklædte vi os regntøj og forsatte rejsen i højt humør.
Ligesom da vi ankom til Paris, gik turen ud af byen som en leg, så inden længe var vi tilbage på de fine franske landeveje.

Selvom det endte med, at vi kom til at køre i regnvejr stort set hele dagen, blev det en god dag i sadlen omgivet af et smukt og afvekslende landskab på til tider udfordrende og underholdende veje.

Da Katrine og jeg begge har prøvet at køre på bane i silende regnvejr, og derfor har oplevet hvor godt dækkene står fast på våd asfalt, havde vejret ikke den store indflydelse på tempoet eller de snoede vejes underholdningsværdi.

Det var dog alligevel rart, da vi sidste på eftermiddagen rullede op foran porten til Baton Rouge (hvor Ben tog imod os) med udsigt til et varmt bad, tørt tøj og en aften i godt selskab.
Da vi var trætte efter et par hårde dage (og aftener) i Paris, blev det en fredelig aften, hvor selv jeg for en gangs skyld kom rimeligt tidligt i seng.

Fremme ved Baton Rouge efter en våd dag.

Dag 15

Baton Rouge og omegn (B+L) 139km.

Vi vågnede veludhvilede til en dag hvor vi for en gangs skyld ikke havde de store planer, så vi brugte god tid til at hygge os ved morgenbordet, mens vi fandt ud af hvad vi ville bruge dagen til.
Vi blev enige om, at besøge "1001 nats hulerne" (Grottes des 1001 Nuits) - et hulesystem hvor vi ikke havde været før.
Lige inden vi selv var klar til at køre, drog et hollandsk par, der også boede på stedet, ud på en tilsvarende udflugt.
Manden havde kørt mc i mange år, hvorimod fruen kun havde 3 års erfaring med en GSX650F'er. På trods af hendes beskedne erfaring, besluttede de sidste år, at tiden var inde til at de fik "kærestecykler" - 2 stk VFR 1200 DCT.
Hun følte sig dog helt tryg ved den store maskine, og når man kikkede på hendes dæk, lignede det ikke, at hun havde betænkeligheder ved at smide den godt rundt i svingene.
Katrine og jeg havde en god tur i tørvejr, men på hovedsageligt våde veje, hen til hulerne.
Vi har tidligere besøgt huler i området, men det var alligevel interessant at komme under jorden, da denne var meget anderledes, end dem vi havde set før. Det var især spændende (65 meter under jorden), at bevæge sig ned igennem den 35 meter dyb og 200 meter lange slugt, som er hulens varemærke.
Vel oppe på overfladen igen, besluttede vi at køre en omvej tilbage til Baton Rouge, ikke mindst fordi vejret var klaret yderligere op og vejene nu var tørre. Efter Katrines ønske gik omvejen forbi den lokale Triumph forhandler, da hun gerne ville kikke lidt nærmere på den nye Tiger 800 XC - igen.
Undervejs stoppede vi og indtog en sund og nærende frokost.
Turen hen til forhandleren foregik på tørre og fine veje, så det gik rigtig frisk til på Ardennernes sjove veje.
Katrine havde ikke kikket/kravlet rundt på Tigeren længe, før hun begyndte at få et drømmende udtryk i øjnene. Hun har set maskinen før, men det var som om, at den gjorde noget ved hende denne gang, som den ikke har gjort før.
Hun har dog netop afsluttet 4 fattige år under uddannelse, så der går nok lidt tid, inden V-Strom'en bliver udskiftet... måske.
Netop som vi lettede fra forhandleren med kurs mod Baton Rouge, blev himmelen pludselig meget mørk. Vi nåede da heller ikke langt, før det væltede ned oppefra. Ikke bare kom der så meget vand, at flere veje blev omdannet til rivende floder, vi blev også bombarderet med store hagl.
I modsætning til min forudseende kæreste, havde jeg ikke nået, at iklæde mig regntøj inden helvede brød løs, så da vi endelig landede på Baton Rouge, var jeg fuldstændig gennemblødt.
Da jeg havde fået mig et bad og var kommet i tørt tøj, var det dejligt at smide sig lidt på sengen med en god bog, imens regnen forsat væltede ned udenfor.
Da vi kom hjem fra turen havde vores maskiner forøvrigt fået en ny nabo i garagen - en GS'er med en hjemmebygget og noget speciel trailer.
Fyren der kørte på BMW'en var en rigtig sjov fætter, der elskede at bygge og gennemføre anderledes projekter. På den baggrund genopbyggede han for 5 år siden en knallert fra '58, som han derefter valgte at køre fra Holland til Nordkapp - en tur der tog ham 4 uger.
I takt med at folk kom hjem fra dagens udflugter, spredte der sig feststemning over stedet, hvilket skyldes især 2 ting.
For det første var det lørdag, hvilket betød at Ben og Hetty diskede op med den helt store BBQ middag - hvor der er så meget kød, at det gav Jagson kødsved tidligere på året :griner:
Derudover havde Baton Rouge besøg af en flok kammerater, der hvert efterår holder en rigtig herreweekend på stedet - en tradition de startede for 9 år siden, det første år Ben og Hetty åbnede dørene for gæster.
Aftenen udviklede sig da heller ikke anderledes, end at der gik Jägermeister i den stort set fra starten.
Det endte med at blive en rigtig festlig aften med masser af våde vare, de klassiske røverhistorier og et stort bål i haven.
Da jeg endelig fik slæbt mit kadaver op til sovesalen, havde jeg derfor ingen problemer med at falde i søvn - heller ikke selvom sengen ikke stod helt så stabilt som aftenen før.

Typisk afslutning på en dag når man bor på Baton Rouge.

Dag 16

Baton Rouge (B) - Wewelsburg (D) 468km.

På trods af den fornøjelige aften dagen før, vågnede jeg tidligt og havde ingen problemer med at komme ud af fjerene, da jeg var utålmodig efter at tage hul på dagens program...
Af samme årsag, havde Katrine og jeg pakket motorcykler inden vi satte os til morgenbordet, så vi kunne lette, så snart depoterne var fyldt op.
Så efter et solidt morgenmåltid, sagde vi farvel til Hetty (Ben var stadig ikke kommer på benene, da han som altid, havde holdt baren åben til den sidste gæst gik om kuld) og satte kursen østpå.
Efter en times tid på snoede og tørre veje igennem Eifelbjergene ankom vi til dagens første destination - Nürburgring
Jeg havde i mange år drømt om at køre på den legendariske Nordschleife, men ikke før nu besad jeg den rette kombination af erfaring, evner og maskine, til at tage udfordringen op.
Nordschleife er ikke et sted for de uerfarne - især ikke hvis man kører på mc. Opbygning af og forholdene omkring banen gør, at man kan komme rigtig galt afsted, hvis man laver en fejl, eller overvurderer egne evner - resultatet er, at der hvert år bliver dræbt en del på banen.
Selv med 20 års erfaring, +400.000km og adskillige banedage i bagagen var det derfor med sommerfugle i maven og adrenalin i blodet, at jeg trillede op til bommen for at tage hul på den første af de i alt 4 omgange som mit ring°card gav adgang til.
Imens jeg var ude og få en på opleveren, brugt Katrine tiden på at gå rundt og se sig lidt omkring - hun fik også taget nogle billeder, af et udsnit af dem jeg delte banen med:
Hun fangede også mig i kø ved bommen, som man skal igennem mellem omgangene.
Jeg kom ind efter 4 fantastiske omgange med et smil der gik fra øre til øre :smile: det er sjældent min dæk har set sådan ud under en motorcykelferie:
Da jeg var færdig med at køre, blev vi hængende omkring banen en times tid for at kikke på køretøjer og indsnuse stemningen i "pitten". Det gav mig også mulighed for at få pulsen lidt ned, samt at indtage den frokost som jeg fik med i købet af mine 4 omgange. Mætte af både burgere og indtryk, begav vi os derefter videre på rejsen.
Resten af dagens kørsel blev tilbagelagt på lækre små veje omgivet af smuk natur - dem der syntes det er kedeligt at køre mc i Tyskland, har snydt dem selv, ved at tage de forkerte veje igennem landet!
Efter en lang og spændende dag på tørre veje, ankom vi først på aftenen til den lille hyggelige by Wewelsburg, hvor vi indlogerede os på byens vandmølle, der havde et skilt med zimmerfrei hængende over døren. Motorcyklerne kunne vi få låst inde i garagen, hvor værtindens søn havde sin gamle SR 500 holdende.
Fra vores logi var der udsigt til slottet som landsbyen er opstået omkring:
Vi brugte aftenen på en spadseretur rundt i byen, hvilket bragte os forbi den lokale kro, hvor vi fik serveret en glimrende omgang vildtsvineragout.
Efter middagen gik vi (med indehaverens tilladelse) på opdagelse i den 500 år gamle bygning, der bar præg af en lang og spændende historie.
Da vi sent om aftenen kom tilbage til vores værelse på vandmøllen og havde fået et varmt bad, gik der sjovt nok ikke længe, inden vi begge gik ud som et lys.

Klar til at tage hul på Nürburgring - det var noget af et kick.

Dag 17

Wewelsburg (D) - Vordingborg (DK) 530km.

Den sidste dag på turen, blev en ren transportetape. Dagen var præget af regnvejr, kraftig vind og motorvej. Vinden var heldigvis i det rigtige hjørne, så vi på det nærmeste blev blæst op til færgelejet i Puttgarden - selv uden kåbe, kunne vi holde en marchhastighed på +160 km/t uden at det blev trættende.
Efter at have holdt os til de mindre veje, stort set hele ferien, var det faktisk helt fedt bare at suse afsted og få spolet en masse kilometer af på ingen tid :99thumb:
Resultatet var at vi ankom til færgen allerede først på eftermiddagen, hvor vi var så heldige med timingen, at vi fra billetlugen trillede efter den sidste bil direkte ombord.
Vi nåede derfor ikke engang at få hjelmene af, inden færgen lagde fra kaj.
Efter en dosis autobahn, var det noget af en udfordring at få tempoet ned på acceptabelt "danmarksniveau" på turen fra Rødby og hjem - det ville være surt, at slutte ferien med at miste kørekortet.
Vi landede hjemme i indkørslen midt på eftermiddagen og selvom det havde været en dejlig ferie, var det pragtfuldt at være hjemme igen.

Når man kommer væk fra motorvejene og de større byer, er Tyskland et fedt sted at køre mc.

Epilog

Årets tur var lidt et forsøg og adskilte sig på flere områder, fra hvordan vores mc-ferier plejer at foregå.
Den største forskel var, at vi ofte ikke kørte særlig mange kilometer pr. dag, men istedet brugte en del tid på at udforske/opleve de områder vi kom igennem, samt stederne vi overnattede. Det var også helt usædvanligt, at vi i løbet af turen, havde hele 3 dage, hvor vi slet ikke var i sadlen.
Efter vores hjemkomst har vi reflekteret lidt over tingene, er vi kommet frem til, at vi fremover ikke vil holde så mange "pauser" fra kørslen. Når vi er på tur foretrækker vi, at det i højere grad føles som en rejse end som en ferie.
Selvom vi som sagt ikke fik kørt så meget som vi plejer, blev det til godt 6000km i alt og vi kom igennem 13 lande undervejs (Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Serbien, Kroatien, Slovenien, Østrig, Schweiz, Frankrig, Luxembourg og Belgien).
Begge cykler opførte sig som ventet eksemplarisk under hele turen. Det eneste der skulle ordnes efter hjemkomsten (udover et almindeligt service), var en lille justering af kæderne. Ingen af maskinerne havde brugt en dråbe olie på turen - heller ikke Katrines V-Strom der rundede 80.000km undervejs.
Honda'en kørte i gennemsnit 18,6 km/l hvilket betød, at der løb 326 liter benzin igennem tanken over de 17 dage - V-Strom'en kørte ca. 20% længere på literen under alle forhold.
Selvom den som sagt klarede det fint, fik jeg flere gange i løbet af turen bekræftet, at en CB1000R ikke er den rigtige maskine for mig - jeg er simpelthen for glad for de små dårlige veje, som ikke er dens rette element.
Hvis nogen skulle være interesseret, er Honda'en derfor til salg (til foræringspris), da jeg vil have mig en mere langbenet maskine, inden jeg tager hul på næste års eventyr.
Det er dog første gang, at jeg har svært ved at skille mig af med en mc - ikke bare syntes jeg det er en usædvanlig flot maskine der oser af kvalitet, jeg elsker også den måde den kører på, når man holder sig til den type veje den er bygget til.
Ferieturene er dog mit ultimative mc-fix, og eventyrhomonerne har mere magt over min krop end mit racergen, så Honda'en bliver nød til at få sig et nyt hjem.
THE END!