Nordkapp 2010

17 dage og 7.000 km i Norden.

- Oprindelig skrevet på MCF - 

Årets store mc-tur gik til Nordkapp via Norge, det var en tur som havde stået højt på især min kærestes ønskeseddel i flere år. Jeg selv var på Nordkapp tilbage i 1996 - det var dog mere et togt, end en egentlig ferie, da jeg pga. en meget kort sommerferie kørt turen (5500km) på kun 5 dage. Turen frem og tilbage gik derfor hovedsageligt igennem Sverige, og der var ikke tid til andet end at køre, sov og spise.
Denne gang havde vi sat godt 2 uger af til turen, så der var tid til at tage de mindre veje og lave andet end at køre motorcykel.
Udover min kæreste katrine (650 V-Strom) og jeg (CB1000R), var vores gode ven Stine (250 Ninja) og hendes kæreste Johs (FZ6 Fazer) også med på turen. Vi havde fra starten planlagt at vi ville følges til Nordkapp, hvorefter vi ville splitte op - Katrine og jeg/Stine og Johs - ikke mindst for at få lidt "kærestetid" på ferien, men også fordi det var Stine og Johs' første rigtige langtur, og de derfor også gerne ville prøve at klare sig på egen hånd.

Så går det nord på ad fine svenske veje.

1. etape: Vordingborg - Oslo (741km)

Den første etape var en god opvarmningsetape, hvor vi efter at have krydset Øresundsbroen, valgte motorveje fra på GPS'en og forsatte op igennem Sverige på landevej.
Det blev en hyggelig dag på fine veje, og vi havde fint vejr det meste af vejen - noget der blev kendetegnende for resten af turen nordpå.
Første på aftenen ankom vi til Fjordcamping i den sydlige ende af Oslo. Det var en dyr og ikke videre imponerende campingplads, men dens placering ned til fjorden med udsigt til Oslo, kunne vi ikke klage over.

Camping ned til Oslofjorden.

2. etape: Oslo - Evje (363km)

Næste morgen startede vi med at køre forbi en bager for at få fyldt depoterne op. Her fik vi en forsmag på prisniveauet på mad og drikke i Norge - 500kr for morgenmad til 4 personer.
Med fulde maver tog vi derefter hul på Norges pragtfulde veje og storslåede natur.
Målet med dagens etape var "Trollaktiv" som er Skandinaviens største raftingcenter. Da vi havde en kort etape foran os, var der god tid til at tage de små veje, nyde naturen og det gode vejr.
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Trollaktiv, hvor vi hjemmefra havde booket en hytte, samt aktiviteter for den følgende dag.

Hytten ved Trollaktiv.

3. etape: trollaktive (0km)

Næste morgen stod vi op til endnu en dag med godt vejr, og efter et solidt morgenmåltid (der heldigvis var med i prisen), var vi klar til dagens strabadser.
Formiddagen blev brugt på rapelling og rockclimbing.
Efter en lille frokostpause var turen kommet til det våde element. Vi startede med "Pro-rafting", som til forskel fra almindelig rafting foregår i små 4-personers gummibåde uden en guide ombord. Det kræver at man har raftet før og har en idé om hvordan man kommer igennem strømfaldene.
Vi havde dog stadig en guide med på turen, som fulgte os ned ad floden i en kajak.
Efter rafting skulle vi igang med dagens højepunkt - "Riverboard".
Man kan bruge et Riverboard på 2 måder, enten til at komme ned ad floden (som ved rafting), eller til at surfe på de bølger der opstår ved et strømfald. Især det sidste er vildt underholdende.
Efterhånden som dagen skred frem, lavede vi flere og flere stunts for at holde adrenalin niveauet oppe. På et tidspunkt sprang Stine ud fra klipperne uden sit eget board, og landede i stedet på ryggen af mig - hun havde ikke forvarslet mig om hendes plan, så jeg blev noget overrasket, da jeg pludselig fik en passager.
Når det ind i mellem gik galt, og vi ikke kunne holde os på bølgen, stod vores guide klar med en stang til at hive os i land
- fik man ikke fat i stangen, røg man hele vejen ned igennem strømfaldet, hvilket betød at vi om aftenen alle havde en pæn samling blå mærker.
Vores guide havde også en rigtig sjov dag, da han brugte en del tid på at vise hvordan tingene skulle gøres - showoff
Det var en super fed, men også hård dag, så efter aftensmaden gik der ikke længe inden alle var gået i seng, så vi kunne være klar til næste dag, hvor vi for alvor tog hul på turen til Nordkapp.

Riverboard - man kan have det sjovt uden en mc.

4. etape: Evje - Innvik (583km)

Selvom vi er godt stive i kroppen efter gårsdagens strabadser, er humøret højt, da vi hopper i sadlen - for nu starter turen til Nordkapp for alvor.
Det bliver en super køredag, hvor vi for alvor begynder at blive præsenteret for Norges storslåede natur.
Vi krydsede også de første fjorde - noget vi kom til at gøre mange gange på turen nordpå. Normalt syntes jeg det er kedeligt at sejle med færge, men når sejlturen kun tager 5-15 minutter og udsigten er fantastisk, er det bare en hyggelig "strække ben" pause.
Den eneste vej fra et af færgelejerne, var en tunnel ind i fjeldet.
Tunneler er i det hele taget noget de er vilde med i Norge - de findes i alle afskygninger, korte, lange, lige og med masser af sving. Det er en helt særlig oplevelse at køre igennem skarpe sving i en mørk og fugtig tunnel.

Et af målene for dagens etape, var verdens længste vejtunnel - Lærdalstunnelen som er 24.5 km lang. For at forebygge klaustrofobi har de lavet nogle "huler" undervejs, som er oplyst med blåt lys.
Der blev også tid til et besøg ved Jostedalsbreen, som er Skandinaviens største Gletsjer.
Der er mange advarselsskilte med dyr på kørebanen i Norge - disse skal tages alvorligt. Det skete flere gange at vi kom rundt i et sving, for at opdage at vejen var spærret af geder, køer, får eller rensdyr.
Vi afsluttede dagen på en campingplads ved den lille by Innvik, med udsigt over en af de utallige fjorde.
Efter endnu en god dag, følte jeg mig storsindet og smuttede ned i receptionen for at købe nogle øl - de smagte pragtfuldt (som øl altid gør), men det skulle de også gerne til en pris på 60kr. pr. stk.

Så er der taget hul på de fantastiske norske veje.

5. etape: Innvik - Valsøya (396km)

Denne etape var en af dem jeg hjemmefra for alvor havde glædet mig til, da jeg fra tidligere ture vidst hvad vi havde i vente - udfordrende kørsel og spektakulære udsigter.
Vi startede med at køre ind i fjeldene mod Geiranger.
Her prøvede Stine og Johs deres første hårnålesving - de havde været lidt nervøs for hvordan de ville klare det, men det viste sig at gå strygende og de syntes det var rigtig sjovt.
Fra Geiranger kørte vi op ad Ørneveien, som består af en perlerække af hårnålesving, inden man når toppen hvor der er en storslået udsigt over fjorden.
Efter at være kommet over fjeldet, tog vi en færge for at komme over til en af Europas måske mest kendte veje - Trollstigen.
Trollstigen er ikke berømt og berygtet for ingen ting - det er en udfordrende vej, hvor fejltagelser kan være fatale. Naturen omkring vejen er barsk og imponerende.
Da vi var kommet helskindet ned fra fjeldet, holdt vi frokostpause på en tankstation, hvor jeg faldt over dette køleskab med snus.
Efter pausen satte vi kurs mod Atlanterhavet - på vejen fik vi kørt turens første (men absolut ikke sidste) grusvejsstrækning.
Grunden til at vi kørte mod vest, var at vi skulle se og køre på det nordmændene selv betegner som deres største ingeniør bedrift - Atlanterhavsvejen.
Vejen forbinder en række øer og udsigten fra vejen, hvor man har Atlanten på den ene side og fjeldene på den anden, er helt fantastisk.
Efter at have passeret Atlanterhavsvejen, bevægede vi os igen lidt ind i landet, for at finde et sted at sove. Vi endte på den lille ø Valsøya.

Atlanterhavsvejen.

6. etape: Valsøya - Moskenes (838km)

6. etape: Valsøya - Moskenes (838km)
Planen for denne dag var at vi ville til Bodø og tage færgen til Moskenes i den sydlige ende af Lofoten. Så vi var tidligt oppe for at have god tid til dagens etape.
Dagen startede strygende, og vi fik hurtigt spolet en masse kilometer på klokken, da vi hovedsageligt kørte på større, men stadig flotte og underholdende veje.
Sidst på dagen kom der dog lidt grus i maskineriet, da vi efter at have overhalet en flere kilometer lang kø, opdagede at den skyldtes et trafikuheld, hvor en lastbil stod på tværs af vejen, og et par personbiler var blevet mast til ukendelighed.
Da den sidste ambulance kørte fra stedet, netop som vi ankom, og div. autohjælpskøretøjer holdt klar til at fjerne de havererede køretøjer, regner vi ikke med at der ville gå lang tid før vejen igen var åben.
Det viste sig at der skulle gå næsten 3 timer inden der var fri bane, og vi kunne forsætte turen mod Bodø - tiden gik dog hurtigt, ikke mindst fordi vi faldt i snak med et ungt polsk par, der lige som os var på vej til Nordkapp. De kørte på én maskine, en tungt lastet 700 Transalp.
De havde også planlagt at komme med den samme færge fra Bodø som os, så vi aftalte at følges resten af dagen. Da vi endelig slap fri fra uheldsstedet, kørte vi en times tid, inden vi stoppede ved 21-tiden og fik lidt sen aftensmad.
På det tidspunkt manglede vi stadig 220km landvej og bjergkørsel til Bodø, hvor vi skulle være senest ved midnat for at komme med færgen kl. 00.40. Så vi holdt en rådslagning om hvorvidt vi skulle finde et sted at sove, eller give det en chance og prøve at nå færgen. Selvom det havde været en lang dag, var stemningen for at vi gav den en skalle og forsatte til Bodø. Planen blev at jeg skulle køre forrest og sætte et tempo, så vi nåede frem i tide, og hvis der var nogen der gik helt kold, skulle de køre op til mig og give signal om at vi blev nød til at stoppe.
Til min store overraskelse, var der ingen der kastede håndklædet i ringen, på trods af kraftigt faldende temperature, tåge og tiltagende mørke - jeg tror at hovedårsagen til at ingen gav op, var at det var en utrolig smuk tur, især da vi kørte over saltfjeldet (og krydsede polarcirklen), hvor den langtrukne solnedgang gav landskabet et fantastisk og eventyragtigt skær.
Det betød at vi efter godt 2½ time i sadlen, landede på havnen i Bodø, lige tidsnok til at blive vinket frem foran de ventende biler. Det var et sørgeligt syn at se 6 stivfrostne og forpinte mennesker, nærmest vælte at maskinerne.
Inden færgen sejlede, havde vi tid til at hælde kogende kaffe og kakao indenbords, hvilket løftede stemningen adskellige grader.
Da vi var kommet ombord, og havde spændt cykler fast, væltede vi op i salonen, faldt omkuld på nogle sofaer, og sov de godt 3 timer overfarten tog.
Det var ikke overvældende iver der prægede selskabet, da vi ved 4-tiden om morgenen, kravlede i sædet på maskiner igen, og trillede fra borde. Der skulle heldigvis kun køres et par hundrede meter til Moskenes' camping, hvor vi på få minutter fik banket vores telte op, så vi kunne indhente noget af den manglende søvn.
Selvom solen allerede var stået op, var der ingen der havde problemer med at falde i søvn ;)

Tidlig morgen på Lofoten.

7. etape: Moskenes - Herjangsfjord (327km)

Efter at være kommet sent i seng den forgående dag (eller tidligt samme dag om man vil), blev det sidst på formiddagen inden alle var kommet ud af fjerene og var klar til at forsætte rejsen.
Da vi foretrak at køre i et noget friskere tempo end de 2 polakker vi havde fulgtes med den forgående dag, besluttede vi at forsætte hver for sig, og så se om vi evt. stødte på hinanden senere på dagen - vi skulle jo' alle nordpå, og der er ikke så mange veje at vælge imellem, når først man har passeret polarcirklen.
Vi startede dagen med et besøg på en havn med en kombineret fiskeforretning/bager, hvor vi fik en noget speciel brunch, bestående af fiskefrikadeller, nyfangede rejer samt spandauer.
Med fulde maver (og en speciel smag i munden), tog vi derefter for alvor hul på Lofoten. Det var et af de få steder på turen, jeg aldrig havde været før. Det levede helt op til forventningerne og bød på flotte scenerier og spændende kørsel. Norge har ikke bare en storslået, men også meget varieret natur, og Lofoten var noget ganske særligt, der adskilte sig fra hvad vi ellers havde set på turen - at vi på et tidspunkt måtte bremse ned for en havodder der smuttede over vejen, var lidt ekstra krydderi på oplevelsen.
Sidst på eftermiddagen stoppede vi i en lille flække for at spise aftensmad. Netop som vi var færdige med at spise og skulle til at køre videre, blev vi indhentet af vores polske venner, og da vi alle stadig var lidt matte efter gårsdagens hårde ridt, besluttede vi at følges ad til den næste campingplads.
Vi måtte køre næsten 100km inden der dukkede noget op, men så var det til gengæld også en rigtig hyggelig lille plads, der lå oppe i fjeldet, ned til en bjergsø.
Da lejeren var kommet op at stå, fandt jeg mig et godt sted at nyde dagens "fyraftensbajer".
Polakkerne syntes de trængte til lidt luxus, så de lejede en hytte, i stedet for at sove i telt.
Da alle havde været i bad (dem der syntes de trængte), blev vi inviteret op i hytten som lå næsten lige bag vores telte.
Her fik vi en forklaring på en af grundene til at de havde så meget oppakning med - Vodka og fyldte chokolader skal man aldrig løbe tør for.
Det blev en lang og rigtig hyggelig aften, hvor vi lærte hinanden bedre at kende.
NB. Når man drikker vodka med folk fra det tidligere Østeuropa eller rusland, lærer man hurtigt at vodka skal drikkes rent - og i rigelige mængder.

Der er overvældende smukt overalt på Lofoten.

8. etape: Herjangsfjorden - Tromsø (243km)

Efter en god nats søvn (frisk luft og sprut er glimrende sovemidler), startede Katrine og Johs dagen med en dukkert i søen - Vandet var pisse koldt, men de ville prøve at bade nord for polarcirklen, da det var noget de færreste kan prale med at have prøvet.
Aftenen før havde Johs fået fat i en af sine kammerater (Markus) fra DTU, som var på sommerferie hjemme hos familien i Tromsø. Da han var hjemme og gerne ville have besøg, besluttede vi at køre forbi for at sige hej og se byen.
Efter at have taget afsked med polakkerne, og aftalt at vi ville holde kontakten når vi kom hjem, satte vi derfor kurs mod Tromsø - en lille afstikker fra ruten til Nordkapp.
Det blev en kort, men endnu en rigtig flot etape, hvor vi meget af tiden havde vejene for os selv - det er tydeligt at der bliver mere øde og højere til himlen jo længere nordpå man kommer i Skandinavien.
Vi landede hjemme hos Markus, i hjertet af Tromsø, sidst på formiddagen. Det viste sig at Markus boede sammen med sin far og bedsteforældre. Markus var et smut nede i byen da vi ankom, så hans bedsteforældre bød os velkommen, og serverede saftevand i indkørslen - de virkede rigtig glade for at se os, og syntes tydeligvis at det var spændende (og uventet) at få besøg af Markus' venner fra Danmark.
Da Markus kom hjem fra byen, blev han drillet lidt for at ankomme på en el-scooter (typisk norsk miljøbevisthed).
Det viste sig dog at Markus' far ikke var helt så politisk korrekt, da han senere rullede ind i indkørslen på en Hayabusa ;)
Efter at have serveret en lækker frokost, tilbød Markus at vi kunne vaske vores tøj, samt at vi kunne blive og sove til den næste dag.
Markus skulle deltage i et mountainbike løb den efterfølgende dag, så han skulle lige bruge et par timer på at gøre cyklen og hans grej klar. Det passede fint med den tid vi skulle bruge på at få vasket tøj, ordne oppakning og efterse motorcykler, så alt var klar til den sidste del af turen.
Da det praktiske var overstået, tilbød Markus at vise os Tromsø, hvilket vi gladeligt tog imod, da der ikke er noget bedre end en lokalkendt guide.
Han startede med at tage os op på fjeldet overfor byen, så vi kunne se det hele lidt ovenfra.
Efter på den måde at have samlet appetit, tog vi ned i downtown Tromsø, som var overraskende moderne, med masser af cafe'er, barer og spisesteder (samt verdens nordligst beliggende bryggeri). Tromsø virker i det hele taget som en levende og ungdommelig by med masser af aktiviteter. Dette skyldes ikke mindst at byen på trods af kun ca. 70.000 indbyggere har ikke mindre end 7 gymnasier samt et universitet - der er ikke mange byer så langt mod nord, så Tromsø har et kæmpe opland.
Vi endte med at spise på et af byens in-steder "Pasta Fabrikken", som serverer italiensk mad på højt niveau  det hele blev selvfølgelig skyllet ned med den lokale øl "Mack".
Da vi gik i seng sidst på aftenen, var det derfor efter en rigtig hyggelig og spændende dag. Opholdet i Tromsø var et fedt "break" på rejsen, hvilket vi i høj grad kunne takke Markus for - bedre vært/guide kunne vi ikke have ønsket os.

Udsigt over Tromsø.

9. etape: Tromsø - Nordkapp (577km)

Vi var tidligt oppe den næste dag, da vi alle var utålmodige efter at nå frem til turens mål, som nu var inden for rækkevidde.
Da Tromsø ligger yderst på en halvø, var vores plan egentligt at køre tilbage ad samme vej som vi var kommet den foregående dag, men Markus' far gjorde os opmærksom på at vi kunne skyde en genvej ved at tage 2 færger. Det lød som en god idé, men da det ikke er en særlig brugt rute, sejler færgerne ikke så ofte, så han checkede lige sejltiderne for os. Han fandt frem til at godt kunne nå færgerne, hvis vi tog afsted med det samme og skyndte os lidt, så vi fik sagt farvel og lettede anker.
Det gik dog hurtigt op for os at Markus' far regnede i "Hayabusa-tid", så der skulle mildest talt køres frisk til for at planen kunne lykkes - gennemsnits farten på den sidste del af turen til den første færge (på småveje igennem fjeldet), svarede til hvad der giver klip i kørekortet på danske motorveje...
Vi nåede lige akkurat færgen, og trillede ombord sekunder inden bommen gik ned. Færgen sejlede os over til Lyngen som består af de højeste bjerge i Nordnorge - udsigten under overfarten var mildest talt storslået.
Da færgen lagde til, havde vi en halv time til at krydse Lyngen og fange den næste færge ind til fastlandet. Vi forsatte derfor i frisk tempo, for at være sikre på at nå denne færge - det viste sig at vi var fremme allerede 5 minutter inden afgang, så vi var i goood tid ;)
Denne sejltur tog næsten en halv time, så der var tid til at indtage noget morgenmad i færgens cafeteria under overfarten.
Tilbage på fastlandet satte vi kursen nordpå - nu ville vi fandme til Nordkapp!
Vi nærmede os Nordkapp sidst på eftermiddagen, og ca. 20 kilometer inden toppen, stoppede vi og lejede en hytte. Grunden til at vi lejede en hytte inden vi kørte det sidste stykke, var ikke mindst, at det kan være svært at finde en ledig hytte på Magerøya (øen hvor Nordkapp ligger), hvis man kommer for sent på dagen, men også at vi på den måde, kunne parkere maskinerne ved Nordkapp, uden at skulle være bekymret for oppakningen.
Overnatning i telt var ikke med i vores overvejelser, da temperaturen i løbet af eftermiddagen var faldet drastisk , samt at vinden var taget kraftigt til og der var begyndt at komme byger - det skulle vise sig at være en klog beslutning.
Da vi havde fået læsset bagagen ind i hytten, forsatte vi det sidste stykke over Magerøya - en flot tur igennem et nøgent og barskt landskab.
Det var med blandede følelser at jeg genså selve Nordkapp.
Da jeg var der første gang for 14 år siden, kunne man køre næsten helt hen til globen på spidsen af klippen, og udover globen var der ikke andet end parkeringspladsen og en lille souvenirbutik.
Idag skal man betale 250kr. for at få lov til at komme ind på parkeringspladsen (der er ingen andre steder at parkere i miles omkreds), og der er blevet bygget et kæmpe infocenter på/i klippen lige bag globen, så mit første indtryk var at det var blevet lidt for kommercielt og tourist-agtigt.
Da den første skuffelse havde lagt sig, tog jeg dog del i de andres glæde over endelig at have nået turens mål - det var en helt særlig følelse da vi efter godt 4000km stod ved globen som markerer Europas nordligste punkt.
Hvis man skal være helt korrekt, er det faktisk ikke Nordkapp der er det nordligste punkt, men "Knivskjelodden" som man kan se fra klippen - man har fundet ud af at den rager nogle meter længere nordpå. For at komme ud til spidsen af odden, skal man dog vandre et par timer, hvilket de færreste gør.
Efter at have tosset lidt rundt ude ved globen, gik vi ind i infocenteret og fejrede det med en øl, som vi nød i baren med udsigt over havet. Vi brugte efterfølgende en times tid med at udforske centeret, som er delvist hugget ind i klippen og faktisk viste sig at være en spændende oplevelse.
Da vi kom ud til maskinerne igen, var vinden taget yderligere til og himlen var for alvor begyndt at se truende ud.
Turen tilbage til hytten krævede et godt tag i styret, da der ikke var meget læ at finde.
Da vi var kommet tilbage til hytten og alle havde fået et tiltrængt varmt bad, gik vi over på det nærliggende hotel for at få os lidt aftensmad. Det var ved at være sent på aftenen da vi ankom til restaurenten, og det viste sig at de netop havde lukket :( kokken kunne dog ikke stå for vores hundeøjne, så han anrettede 4 tallerkener til os, bestående af rester fra dagens menu.
Jeg gjorde store øjne da jeg så navneskiltet på den tjener der kom ind med maden - ham havde jeg aldrig troet skulle servere for mig ;)
Det viste sig at han var en spansk studerende, der havde brugt sommeren deroppe for at spare lidt penge sammen i sin ferie - og det var virkelig hans rigtige navn!
Det var hans sidste arbejdsdag og han var elle-vild over at skulle hjem til Spanien - ikke mindst savnede han de spanske piger, der ifølge ham kunne finde ud af at klæde sig, til forskel fra de norske piger der aldrig gik i andet en store striktrøjer.
Det var med stor tilfredshed at vi nogle timer senere gik i seng i vores lille hytte, med vindens susen og regnens trommen på vinduerne som vuggevise.

Hvis man forsætter nordpå herfra, er næste stop Nordpolen.

10. etape: Nordkapp - Kaamanen (298km)

I løbet af natten var vinden taget så meget til, at væggene i hytten "blafrede" så meget at især Katrine ikke havde fået sovet så meget, fordi væggen havde skubbet til hende.
Da vi kom udenfor, opdagede vi at temperaturen var faldet, i takt med at vinden var taget til, så vi nu var nede på 4 grader - som et ekstra krydderi var der stadig overskyet med byger :(
Vi gik derfor op i receptionen for at høre om vejret skulle blive bedre i løbet af dagen, så det måske kunne betale sig at vente lidt med at køre sydpå.
Det var IKKE tilfældet - vinden skulle tage yderligere til og temperaturen falde til under frysepunktet, så der var varslet snestorm om eftermiddagen.
Det betød at cyklerne blev pakket i en fart, så vi kunne nå væk fra Nordkapp mens det stadig var muligt.
Da vi var klar til afgang, tog vi afsked med Stine og Johs, da vi fra nu af skulle køre hver for sig, som vi havde aftalt hjemmefra. Vi ønskede hinanden en god tur, og aftalte at mødes fredag i ugen efter hos nogle fælles venner på Djursland, som ville holde en 3-dags fest for dem af deres venner der kører mc.
De første godt 100km af vejen fra Nordkapp, foregik på en smuk vej der er hakket ind i klippen og følger kysten (den eneste vej til og fra Nordkapp) - selvom det stadig blæste kraftigt, blev det en smuk tur, da det hurtigt klarede op og solen kom frem.
Vi havde valgt at køre hjem igennem Finland, for at se noget andet end på turen nordpå.
Finland er på ingen måde så smukt og overvældende som Norge, men det var helt rart at se noget andet end bjerge.
Ikke mindst pga. den hårde start på dagen, men også fordi hun ikke havde sovet godt om natten, var der ikke så meget krudt i Katrine, så det blev ikke til så mange kilometer, inden vi fandt et hyggeligt sted "in the middle of nowhere", hvor vi kunne hvile ud, få noget at spise og en god seng at sove i.
Aftensmaden bestod af kartoffelmos med rensdyrkød og lingon - solid og velsmagende mad.
Hytten vi havde lejet var super lækker, med opredte senge, brændeovn, fuldt udstyret køkken og stort fedt badeværelse - det hele for beskedne 300kr. (det var tydeligt at vi var kommet ud af Norge). Der lå desuden en sauna til fri afbenyttelse nede ved elven.
Efter aftensmaden benyttede vi det fine vejr til at gå en tur i området - det er godt at få rørt sig lidt når man er på mcferie, det er tydeligt at mærke at kroppen har godt af det, når man kommer tilbage i sadlen.
Det var en hyggelig aften, hvor vi både fysisk og mentalt fik koblet af og fyldt batterierne op.

Lidt syd for Nordkapp på den eneste der vej der går til og fra klippen.

11. etape: Kaamanen - Storforsen (733km)

Da jeg om morgenen kikkede ud af vinduet, stod vores maskiner og strålede (jeg kunne ikke se skidtet på den afstand) i morgensolen. Katrine var igen helt oppe på dupperne - så nu skulle der tilbagelægges nogle kilometer.
Første del af dagen snoede vejene sig igennem de store skove, og utallige søer som dækker det meste af Finland.
Om eftermiddagen krydsede vi Polarcirklen og kom forbi Julemandens hovedpostkontor.
Sidst på dagen ankom vi til Skandinaviens største vandfald "Storforsen". Der var ikke et øje på stedet, så vi kørte af en gangsti næsten helt hen til vandfaldet.
Selvom jeg har set mange vandfald rundt om i verden, var jeg stadig imponeret af Storforsen, der har et fald på 60 meter, over en strækning på 200 meter - det mest imponerende er de enorme vandmængder.
Der er flere mindre fald omkring hovedfaldet.
Efter en halv times tid, var vi tilbage i sadlen og begyndte at lede efter et sted at overnatte. Vi nåede dog ikke mere end et par kilometer, før vi stoppede ved det hotel der ligger ved foden af forsen, for at høre hvad det kostede at overnatte der. Prisen for et dobbeltværelse var lidt over hvad vi havde lyst til at betale. Det viste sig dog at hotellet også havde nogle hytter med udsigt over forsen. Hytterne var simple men hyggelige og rigtig billige, så vi slog til med det samme.
Udsigten fra hotellets terrasse, hvor vi spiste aftens mad:
Hotellet havde et display med udstoppede dyr der lever i området - det var meget sjovt at se hvad der egenligt lister rundt ude i de store skove.
Nu hvor vi havde fundet et sted at sove tæt på forsen, besluttede vi os for at gå op og se lidt mere på den, og ikke mindst området omkring den.
Det endte med at der gik legebørn i os og vi brugte et par timer på at vandre og klatre rundt i området. Storforsen får mine varmeste anbefalinger, men sæt et par timer af til besøget, da der er meget andet at se end bare vandfaldet.
Da Katrine opdagede denne vandpyt, blev hun meget romantisk.
Mørket var ved at falde på og det var ved at være halvkøligt, da vi kom tilbage til vores hytte, så det var en glædelig overraskelse, da vi opdagede at der var sauna i badehytten.

Da vi nåede polarcirklen følte vi næsten, at vi var hjemme.

12.etape: Storforsen - Sundsvall (673km)

Vi stod op til en kold men klar morgen, solen havde dog så meget magt, at der allerede var dejlig varmt, da vi efter en lille times kørsel stoppede i Arvidsjaur for at spise morgenmad.
Når man skal køre langt på mc, er det vigtigt at få noget ordenligt at spise - morgenmaden denne dag bestod for mit vedkommende derfor af en æggemad med ansjoser til forret og en banankage til desert.
Efter denne herlige menu, slog vi et smut forbi byens touristinformation, da vi havde brug for lidt hjælp til at finde en sameboplads som Katrine hjemmefra havde hørt skulle ligge i nærheden af byen. Katrine boede som barn i Sorsele ikke så langt fra Arvidsjaur - samere er en del af hendes barndomsminder, og hun kunne derfor godt tænke sig at lære mere om dem "first hand".
Det viste sig at bopladsen lå laaangt ude i skoven, og der skulle en del grusvejskørsel til før vi nåede frem.
Bopladsen var ikke beboet, men var bygget og drevet af en lokal samefamilie. Alt var lavet på traditionel vis og formålet med stedet, var udover at give tourister et indblik i samernes kultur og traditioner, også at give deres egne børn og unge mulighed for at se hvor de kommer fra.
Selvom familien der driver stedet, bor i et almindeligt træhus, lever de stadig i høj grad som de har gjort i generationer. Deres hovederhverv er rensdyrhold og jagt har en stor plads i deres hjerter.
For et par hundrede kroner fik vi en guidet tur i området, forfriskninger bestående af cowboykaffe, frugtsaft og tørret rensdyrkød samt en masse spændende info og historier om samernes liv.
Til Katrines store glæde, var der rensdyr i skoven omkring bopladsen - de var ikke håndtamme, men så vant til mennesker at man kunne komme tæt på.
Efter et par hyggelige timer, hvor vi var blevet klogere på hvad det vil sige at være samer, både i tidligere tider og idag, forsatte turen sydpå.
Vi havde bestemt os for at tage inlandsvägen noget af vejen, da det er god vej, hvis man vil have tilbagelagt nogle kilometer i en fart - troede vi...
Det viste sig at tage næsten en time at tilbagelægge de første 20 kilometer på inlandsvägen - ikke pga. trafik, men fordi nogen havde fået den glimrende idé at fjerne asfalten og erstatte den med et tykt lag løse granitskærver.
Underlaget gjorde at jeg for første gang på turen bandede mit valg af maskine lagt væk - mens Katrine på V-Strom'en kunne stå op og køre, så tyngdepunktet kom ned på fodhvilerne og maskinen var i god balance, sad jeg som en sæk kartofler på Honda'en med røven i sædet og følte mig som Bambi på glatis.
Som et ekstra krydderi, var stykket med skærver flere steder blevet vandet, for at holde støvet nede - undersiden af Honda'en var ikke et kønt syn efter de 20 kilometer:
Det var en lettelse, da vi igen havde asfalt under dækkene - nu var Honda'en tilbage på hjemmebane og tempoet kunne skrues op til et der passede mig bedre.
Vi havde efterhånden så mange udsplattede insekter på fronten af maskinerne, at andre insekter kom og spiste af dem hver gang vi stoppede - her et billede af en ådselsædende brumbasse ;)
Dagen sluttede på et hotel i Sundsvall - nogle gange skal man forkæle sig selv lidt.

Katrine er mere tosset med dyr, end jeg er med motorcykler - og det siger ikke så lidt.

13. etape: Sundsvall - Askersund (501km)

Skyerne hang tungt over Sundsvall, da vi næste morgen pakkede vores cykler, og det skulle da også vise sig at blive en våd dag i sadlen.
Vi startede med at sætte kurs mod Stockholm, hvor det var vores plan at ankomme så tidligt, at vi kunne bruge det meste af dagen på sightseeing - Gamla stan er altid et besøg værd.
Da vi et par hundrede kilometer før Stockholm, stoppede for at få lidt morgenmad, ringede vi rundt for at finde et sted at sove i nærheden af centrum, det skulle vise sig at være en umulig opgave. Efter at have ringet til utallige B&B, hostels og hoteller, hvor vi hver gang fik det samme svar: Alt er udsolgt og har været det længe, da det er højsæson for touristbesøg i Stockholm, besluttede vi at droppe byturen, og istedet så småt at sætte kurs mod Danmark :(
Regnen forsatte med at vælte ned resten af formiddagen, så det var tiltrængt, da vi først på eftermiddagen stoppede for at spise frokost og få lidt varme i kroppen.
Om eftermiddagen begydte det efterhånden at klare mere og mere op, og det holdt stort set tørt resten af dagen. Da vi nu havde god tid til at komme frem til festen på Djursland, blev hovedveje slået fra på GPS'en, så kørslen foregik på de helt små veje, hvoraf en del var grus - til stor begejstring for især Katrine, der elsker rigtig små og kringlede veje.
Først på aftenen ankom vi til Askersund, hvor vi fandt en rigtig hyggelig B&B - efter en lang og våd dag, er det rart med en rigtig seng, og mulighed for at hænge alt sit våde grej til tørre.
Askersund viste sig at være en rigtig flot gammel by med hyggelig stemning og flere gode spisesteder.
Selvom dagen ikke var gået som planlagt, endte det med at have været en rigtig hyggelig dag, der havde budt på flot natur og spændende kørsel.

Ingen rigtig mc-ferie uden lidt grusveje.

14. etape: Askersund - Harlev (456km)

Den sidste dag i Sverige startede med et lækkert morgenmåltid i den lille cafe der var en del af den B&B hvor vi sov - hele stedet var som taget ud af Den Gamle By.
Da vi som tidligere nævnt, skulle til fest på Djursland på vej hjem, satte vi efter morgenmaden kurs mod Göteborg, hvor vi ville tage en færge til Frederikshavn. Det sidste stykke igennem Sverige foregik, som det meste af turen havde gjort, på småveje.
Vi kendte ikke afgangstiderne for færgerne, men da vi ankom til Göteborg, passede det med at der var 5 minutter til næste afgang, så vi trillede direkte ombord. Vi kom desuden med en af "hurtigfærgerne", som kun tager et par timer om at krydse Kattegat - til sammen betød det at vi allerede var i Danmark sidst på eftermiddagen.
Da festen først startede den næste dag, besluttede vi os for at køre forbi mine forældre, der bor i Harlev lidt uden for Århus.
Efter 2 ugers småvejskørsel, trængte mc'erne til at strække ud, så vi tog motorvejen og tilbagelagde 180 kilometer på godt en time.
Mine forældre blev glædeligt overrasket over at se os, både fordi vi ikke kommer forbi så tit, men også fordi de altid er lettede når vi kommer hjem fra mc-ferie i god behold – forældre…

Stedet vi overnattede i Askersund.

15 etape: Fest, fællestur og turen hjem (475km)

Efter at være blevet fodret som en foie gras gås og sovet som en prinsesse (som det skal være når man besøger sine forældre), besluttede vi os for at vaske vores maskiner inden vi tog til festen.
Inden jeg begyndte at sprøjte med vand, ville jeg liige tømme rummet under bagsædet på Honda'en. Da jeg fjernede sædet fik jeg mig noget af en overraskelse - beslaget der holder sædet på plads var knækket.
Inden afgang havde jeg for en sikkerhedsskyld, sikret bagsædet med en wire, så det ikke ville falde af, hvis låsen af en eller anden grund sprang op - jeg er sikker på at wireren, var det eneste der havde reddet beslaget fra at blivet rykket helt istykker, og derved forhindret sædet/topboksen i at ryge af.
Det var dog ikke noget jeg havde lyst til at køre videre med, så jeg måtte finde en løsning.
Det endte med at jeg fik fat i en stump 2mm rustfri fra en smed i området. Efter at have savet det til og markeret hvor der skulle bores huller, tog jeg forbi et autoværksted for at låne en søjleboremaskine (det er ikke til at bore præcist i rustfri i hånden).
2 timer efter jeg havde opdaget problemet, var det derfor løst uden at jeg have kostet mig en krone. Resultatet var mere robust end originalbeslaget nogensinde havde været.
Da maskinen igen var funktionsduelig, kunne jeg komme igang med at vaske dyret - det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort.
7000 kilometers insekter, jord, grus, sod og tjære var blevet til en næsten uopløselig masse der dækkede det meste af maskinen. Efter et par timer med masser af vand og sæbe var insekterne dog kommet af, og maskinen så OK ud - når man altså ikke kom for tæt på.
Hen på eftermiddagen var vi endelig klar til afgang og vi satte kursen med Djursland.
Ud over selve festen hvor der kom gode venner fra hele landet, glædede vi os også til at møde Stine og Johs igen, og høre hvordan deres tur hjem fra Nordkapp var gået - det skulle vise sig at den var gået knapt så godt :(
Da vi ankommer til festen, blev vi budt velkommen af værten med ordene: "Har i hørt hvad der er sket med Stine og Johs". Da vi aldrig har vores telefoner tændt når vi er på ferie, havde vi ingen idé om hvad han talte om.
Det viste sig at det var gået galt for dem dagen før.
Under en overhaling hvor Stine kørte forrest var de kommet for tæt på hinanden med det resultat at baghjulet på Stines maskine havde ramt forhjulet på Johs', med det resultat at Johs var styrtet - Johs var gledet hen ad asfalten i hans egen vognbane efter styrtet og var sluppet med nogle småskrammer.
Hans mc var derimod gledet over i den modsatte vognbane, hvor den blev ramt af en ladvogn, med det resultat at den var blevet flået i 2 stykker. Jeg så senere billeder af cyklen, og det lignede at den var blevet hugget over med en økse lige bag tanken - selve stellet var simpelthen blevet flået over. De 2 seperate dele var derefter tumlet hen ad asfalten, så alt var smadret til ukendelighed.
De havde fået fragtet cyklen (resterne af den) hjem den forgående aften, og ville komme over til festen i bil. Grunden til at de trods alt kom til festen, var ikke mindst at de havde brug for at tale om uheldet med nogen der kunne sætte sig ind i det, men også for at komme op at det sorte hul de begge var havnet i efter episoden.
Da de ankom senere på aftenen, var det da også tydeligt, at især Stine var meget berørt - hun havde ikke set Johs falde af cyklen, men så kun da hans maskine forsvandt ind under ladvognen, hun var derfor i første omgang overbevist om at Johs var blevet slået ihjel. Først da hun får stoppet sin maskine og vendt sig om ser hun Johs stå og bande og stampe i jorden inde i siden af vejen. Det må ikke have ikke været nogen rar oplevelse :(
Det hjalp dog på humøret, efterhånden som tingene blev talt igennem og der kom nogle øl indenbords ;)
Her er nogle billeder fra den ellers rigtig sjove weekend:
Udmattede efter en fed weekend, satte vi søndag formiddag kursen hjem mod Sjælland.

Feststemning.

Efter 17 dage og godt 7000 kilometer var det en dejlig fornemmelse at lande hjemme i vores egen indkørsel. Det var tydeligt at se på vores græsplæne at det var noget tid siden vi havde været hjemme sidst.
Ude godt, hjemme bedst – i hvert tilfald indtil vi har skrabet penge sammen til vores næste tur ;)

Selvom vi elsker at rejse, elsker vi også at komme hjem.