Tour de Østersøen 2004
Østersøen rundt på 9 dage
 
- Bragt i Touring Nyt 4/2006 -

Ofte når jeg har kigget på kort over Europa, har turen rundt om Østersøen sprunget mig i øjnene. Den har virket oplagt af flere grunde. Det ville være en meget afvekslende køretur, hvor man ikke på noget tidspunkt skulle køre i sit eget ”fodspor”, som når man kører Sydeuropa retur. Derudover er den danske historie tæt forbundet med ikke mindst de Baltiske Lande, men også resten af Østersøegnene. Da jeg ydermere ikke kendte andre, der havde kørt turen, var det et rigtigt lille eventyr, der bare måtte prøves.
Turen blev planlagt som en ”køretur” mere end en egentlig ferie. Udover mig selv, skulle min kæreste Katrine med på turen, der blev planlagt ud fra devisen: Det er selve rejsen, der er målet.
Med undtagelse af en forlænget weekendtur med nogle venner til Harzen året før, ville det blive Katrines første rigtige langtur på egen mc. Hun kører på en 600 Bandit og jeg på en Fazer 1000. Så vi blev hurtigt enige om, at turen måtte foregå i hendes tempo. Pakningen af motorcyklerne gik som en leg, da vi – til forskel fra tidligere – nu havde 2 at fordele vores habengut på.
De eneste planer, vi lagde, inden vi tog afsted, var, at vi skulle rundt om Østersøen, at vi ikke gad at køre mere end højst nødvendigt på motorvej og at vi i Polen og De Baltiske Lande ville undgå de større byer.
Vi tog campingudstyr med, men regnede med at sove på hotel indtil vi var igennem De Baltiske Lande.
Vi havde sat 16 dage af til turen - i tilfælde af at vi skulle løbe ind i problemer undervejs.
Turen startede lørdag d. 29 maj kl. 6 med kurs mod Gedser, hvor vi skulle med færgen kl. 7.

Skitse over ruten

1. etape

Da vi rullede af færgen i Rostock, satte vi kurs mod den Polske grænse. Da vi nærmede os den polske grænse, måtte vi tage motorvejen for at kommer over grænseovergangen ved Kotbaskowo. Kort efter, at vi havde passeret grænsen, fik vi en smagsprøve på, hvad vi ville blive udsat for de næste par dage. Vi kom kørende med ca. 130 km/t over en bakketop, da belægningen på motorvejen pludselig uden varsel skiftede fra fin asfalt til brosten… efter dette lille wakeup-call tog vi den fremover lidt mere med ro, når vi kørte steder, hvor der ikke var gode oversigtsforhold. Udover den svingende vejkvalitet var Polen på alle måder en positiv overraskelse. Først på aftenen efter at have kørt 657 kilometer stoppede vi ved et lille hyggeligt motel 20 km efter Grùdziadz. Aftensmad + overnatning løb op på hele 200kr. Vi havde da også bestilt det dyreste på menukortet til aftensmad. Motorcyklerne blev parkeret i motellets gård, hvor 4 store bæster af nogle hunde blev lukket ud om natten, så vi behøvede ikke at bekymre os om folk med lange fingre.

Frokostpause i Polen.

2. etape

Tidligt næste morgen efter en god nats søvn gik turen videre østpå. Det blev en dag, hvor overskrifterne var storslået natur, hyggelige landsbyer og storke i tusindvis. Først på eftermiddagen passerede vi grænsen til Litauen. Sammenlignet med Polen virkede Litauen lidt grå og trist. De byer, vi kørte igennem, var beskidte og forfaldne. Til gengæld kunne man se at af de svimlende summer, EU har pumpet i De Baltiske Lande, er en stor del gået til at forbedre infrastrukturen - der var ny asfalt på stort set alle større veje. Overalt, hvor vi kom frem, vakte vi positiv opsigt, hvilket nok til dels skyldtes, at vi ikke så andre, der kørte på motorcykel. Efter at have spist aftensmad på en udendørs restaurant i Panevézys , hvor alle de andre gæster stod og vinkede, da vi kørte derfra, fandt vi et noget specielt hotel til vores næste overnatning. Det var et luksushotel, der lå lidt uden for byen og havde sin egen lille lufthavn. Vi var de eneste på hotellet, der ikke var kommet i eget fly. Prisniveauet lå da i første omgang også langt over, hvad vi ville betale, men efter hårde forhandlinger med hotellets russisktalende portier blev vi enige om en pris på 300 kr. for et dobbeltværelse. Til gengæld for den lavere pris, skulle vi være ude, inden hotellets ejer mødte kl. 8 næste morgen , da portieren og stuepigen (hvis smil lignede en flækket træsko) havde delt pengene i porten. Så efter en dag med 616 kilometer i sadlen gik vi til ro i behagelige omgivelser.

Ved hotellet i Litauen hvor alle de andre gæster ankom i privatfly.

3. etape

Tidligt næste morgen var cyklerne pakkede, og vi fortsatte nordpå. De fleste huse vi kørte forbi, havde en ko gående i forhaven. Køerne blev malket med håndkraft som i gamle dage. Da også meget af markarbejdet blev fortaget med hestetrukne redskaber, var det en helt speciel oplevelse at bevæge sig igennem landskabet. Efterhånden som vi kørte nordpå og tog hul på Letland, begyndte ikke mindst byerne at blive pænere og mere velholdte. Lidt over middag, efter at have krydset grænsen til Estland, kom vi dog til turens dårligste og mest krævende stykke vej. Det var en strækning på 20 km, hvor der skulle lægges ny asfalt. I modsætning til andre steder, hvor man tager det i mindre etaper, havde man her valgt simpelthen at brække alle 20 km vej op, inden man begyndte at asfaltere. Så det blev en tur på alle slags underlag lige fra delvist fjernet asfalt, over jordvej, til 30 cm dyb stabilgrus. Da vi endelig kom igennem, så begge vores cykler ud, som havde vi deltaget i Dakar Rallyet. Kort efter ankom vi til Tallin,  hvorfra vi skulle med færge over til Helsinki. Egentlig var det meningen, at vi ville have kørt omkring St. Petersborg, men pga. problemer med den Russiske ambassade/visum inden afrejse valgte vi sejlturen i stedet. Ved ankomsten til Helsinki regnede det for første og eneste gang på hele turen. Da vi efter en halv time var kommet nordpå ud af byen, blev det dog tørvejr igen. Vi fortsatte nordpå i et par timer, og efter en dag på 702 kilometer kom vi til Hartola, hvor vi lejede en hyggelig lille hytte nede ved elven.

Ved færgen i Tallin.

4. etape

Katrine fik først kæmpet sig ud af sin sovepose ved 10-tiden, så jeg brugte morgenen på at få vasket motorcyklerne ovenpå gårsdagens offroad-oplevelse. Da vi endelig kom afsted, ventede der os en dag med gode veje, der snoede sig igennem De Tusinde Søers Land. Det blev dagen, hvor vi tilbagelagde turens længste etape på 752 kilometer. Inden vi forlod Finland faldt vi i snak med en finne på en Pan European, og han anbefalede os at følge Torneelven nordpå, når vi havde krydset grænsen til Sverige ved Tornio. Det viste sig at være en rigtig flot tur på en spændende snoet vej. Vi var efterhånden kommet så langt nordpå at, solen kun var under horisonten en times tid midt på natten, så vi begyndte lidt at miste tidsfornemmelsen. Da det ikke var muligt at finde en åben campingplads, endte det med, at vi slog vores telt op på en lukket plads ved Morjärv, hvor der dog var adgang til rindende vand samt et hyggeligt das med udsigt over elven.

De tusinde søers land.

5.etape

Næste morgen fortsatte turen mod vest igennem det sydlige Laplands storslåede natur. Vi startede med et pitstop hos den lokale konditor/cafe i Boden, hvor vi indtog et festmåltid bestående af alt fra rensdyrkød til kanelboller. Med fyldte maver kørte vi videre til Sorsele, hvor Katrine har boet som barn, vi fandt endda det hus, hun har boet i, selvom det er 26 år siden, hun har været der sidst. Derfra gik turen videre vestpå mod de norske fjelde. Undervejs så vi et stort udsnit af Laplands dyreliv, bl.a. flere flokke med rensdyr samt et par prægtige elgkøer med kalve. Efter 476 kilometer gjorde vi holdt for dagen i Tärnaby nær den norske grænse, her fandt vi en campingplads, der var åben. Vi var dog de eneste gæster på pladsen, og ejeren rystede noget på hovedet (mens han kiggede ud på snedriverne der stadig lå på campingområdet), da han hørte, at vi ville sove i telt. Senere på aftenen ankom der et ungt schweizisk par i et mobilehome, og det endte med, at vi havde en rigtig sjov aften i deres selskab.

På vej igennem Lapland.

6. etape

Tidligt næste morgen kørte vi mod den norske grænse. Inden grænsen stoppede vi ved en proviantstation,  hvor Katrine købte et rensdyrskind, som hun ville hænge op på væggen derhjemme. Kort efter, da vi krydsede grænsen, ændrede terrænet og vejene sig radikalt, fra de åbne vidder inde i landet til det dramatiske og bjergrige landskab der udgør Norges Atlanterhavskyst. Hele dagen bevægede vi os sydpå ned langs kysten. Det var en storslået dag, hvor vi det ene øjeblik kørte i frodige dale, hvor smeltevandet væltede ud over fjeldsiderne og foråret havde et godt tag i naturen, for dernæst at køre oppe i fjeldene hvor vinteren endnu ikke havde sluppet sit tag, og vi var omgivet af sne og tilfrosne søer. Vejene var hele dagen i rigtig god stand, så meget af tiden lå farten langt over den hastighed som skiltene ”anbefalede”. Dagens etape sluttede lidt før Oppdal, hvor vi lejede en hytte. I hytten ved siden af boede der 2 tyskere, der (selvfølgelig) kørte på hver deres BMW. Da de viste os 2 bødeforlæg på hver 3800 kroner, som de har modtaget fra norsk politi samme dag for at køre 114 km/t,  hvor de måtte køre 90, priste vi os lykkelige for, at det ikke var os, der var røget i nettet. Vi havde kørt en del hurtigere det meste af dagen… Så selvom det havde været en dag med 586 sjove kilometer, bestemte vi os for at sætte tempoet lidt ned på resten af turen.

Da vi nåede grænsen til Norge, var der ikke meget varme i luften, men ellers var vejret fint.

7. etape

Denne dag skulle vise sig at blive turens mest krævende. Sidst på formiddagen kom vi til Trollstien, som via Ørnevejen førte os til Geirangerfjorden. Det var en fantastisk strækning med utallige sving, god asfalt og næsten ingen trafik, så jeg blev nødt til at give Fazeren nogle prygl, jeg ventede dog med jævne mellemrum på Katrine, så vi kunne nyde nogle af de fantastiske udsigter sammen. Derfra forsatte vi vest om Jostedalsbreen, krydsede et par fjorde med færge og kørte igennem verdens længste vejtunnel (24.500 m). Atter tilbage på jordoverfladen satte vi kursen mod sydøst, det bragte os via en labyrint af tunneler op i højlandet. Det var ved at være aften, men terrænet, hvor vi nu befandt os, levnede ingen mulighed for overnatning, så der var ikke andet at gøre end at forsætte. Efter et par timers kørsel i disse golde og ugæstfrie omgivelser, kom vi til den lille by Hovet, hvor der var skilte mod nogle hytter. Stedet var dog helt mennesketomt, og da klokken var ved at være 22, var det med nogen spænding, at vi tog telefonen, der hang på gavlen af den første hytte. Der gik dog kun et øjeblik, så var der en glad nordmand i den anden ende af røret. 10 minutter senere ankom ejeren og viste os tilrette i en stor og hyggelig hytte. Han skulle have 400 kr. for hytten, så det blev turens dyreste overnatning. Til gengæld var der masser af varmt vand i bruseren og efter at have vist os til rette, kørte han hjem og hentede et stort stykke friskbagt banankage samt the og kaffe, så Katrine og jeg havde noget at hygge os med. Det var derfor med fulde maver og varme i kroppen, at vi et par timer senere gik til ro i et af hyttens 2 soveværelser efter en dag med 641 spændende kilometer og 14 timer i sadlen.

Katrine dåb i bjergkørsel - det gik langsomt med tungen lige i munden.

8. etape

Det var godt oppe af formiddagen den næste dag, inden vi igen var på farten. Vi var ved at have lagt fjeldene bag os, så der gik ikke længe, før vi var igennem Oslo og forsatte syd-over. Turen ned langs med Oslofjorden foregik i strålende solskin, så som de forgående dage afløste den ene storslåede udsigt den anden. Det blev en hyggelig dag, der endte i Vårgårda i Sverige, hvor vi efter at have tilbagelagt 566 km slog vores telt op på et grønt område bag byens forsamlingshus.

Ved Oslofjorden.

9. etape

Nu lakkede turen mod enden, men på vejen hjem slog vi et smut forbi Värnamo, så jeg kunne se endnu et af Katrines barndomshjem. Vi valgte så vidt muligt at tage de mindre veje, så det blev en flot tur igennem de sydsvenske skove, inden vi nåede Øresundsbroen og tog hul på den sidste bid vej ned over Sjælland. Sidst på eftermiddagen var vi vel hjemme igen, med et rensdyrskind og en masse gode oplevelser i bagagen.

Sidste overnatning i Sverige.

Epilog

Turen oversteg på mange måder de forventninger, vi havde haft, inden vi tog afsted. Begge vores motorcykler klarede turens strabadser uden at kny, og på intet tidspunkt havde vi problemer med ømme bagdele eller andre gener på trods af de mange timer i sadlen. Det skyldtes hovedsageligt, at vi ikke havde et mål vi skulle nå de enkelte dage, men i stedet lod kørelysten bestemme længden af etaperne.
Det blev en kontrasternes tur. Landskaberne vi kørte igennem var meget afvekslende, men også kulturerne og de mennesker, vi mødte, spændte vidt. Selvom turen med en varighed på kun 9 dage er en af de korteste ferieture, vi har været på, efterlod den et hav af sjove og spændende oplevelser, hvoraf der kun er blevet plads til en lille del her i artiklen.
Turen gik igennem 9 lande og blev på 5547 kilometer. Den kostede i alt ca. 10.000 kr. fordelt over benzin, forplejning, overnatninger, færgebilletter og vejafgifter. Prisniveauet varierede fra utrolig billigt den første del af turen, til sindssyg dyrt i Norge.
Det meste af turen foregik i frisk tempo på større og mindre landeveje. Under disse betingelser kørte Fazeren lige knapt 20 km/l og Banditten omkring 18 km/l.
Det er en tur, som vi varmt kan anbefale andre at prøve. Dog skal folk, der ikke har det rigtige motorcykel- og campingudstyr, nok vælge at tage afsted lidt senere på sommeren, end vi gjorde, da temperaturen om natten nogle gange var nær frysepunktet.

Det var en på mange måder anderledes mc-ferie - aldrig har jeg kørt steder med så meget sne omkring vejene, som dog var tørre og fine.