Det rette udstyr gør turen 100 gange mere behagelig.

Først vil jeg starte med at slå én ting fast: Man kan aldrig have for meget tøj og udstyr når man kører mc 😀

Hvis jeg kun måtte have ét sæt motorcykel tøj, og havde planer om at bruge min mc, til mange forskellige ting (daglig transport, svingture i weekenden og ferier) ville jeg vælge et textil sæt med Goretex Pro membran (lamineret til yderstoffet) og gode ventilationsmuligheder. Der ud over ville jeg investere i et par komfortable støvler, gode handsker og en kvalitetshjelm.

Nu er jeg i den situation, at jeg igennem årene har opbygget mig en solid garderobe, så jeg har tøj til al slags vejr og kørsel.
På baggrund af mine erfaringer, kommer der her en oversigt over, og mine erfaringer med nogle af de forskellige muligheder inden for mc-beklædning og udstyr.

Jeg nævner med vilje ingen mærker, da det er min erfaring, at alle de store mærker har tøj og udstyr i begge ende af kvalitetsskalaen - generelt hænger pris og kvalitet sammen, selvom man nogle gange betaler lidt ekstra for at iklæde sig de "hotte" brands.

Læder:
+ Der er intet der sidder og beskytter så godt som kvalitetslædertøj der er "kørt til". Hvis man plejer det, bliver læder bare bedre med alderen og holder næsten evigt.
- Hvis det bliver vådt, tager det en evighed om at tørre (Der findes dog læder med lamineret vandtæt membran). Det er temperaturmæssigt ikke så fleksibelt, enten er læderet perforeret (ventileret) eller også er det ikke, og hvis det skal sidde helt rigtigt, skal man altid have stort set det samme under dragten.
Heldragt eller 2-delt:
Til gadebrug er 2-delt klart det mest praktiske, da man kan smide jakken når man holder pause. En heldragt er dog mere behagelig at køre i, da der ikke er en samling/overlap i livet, hvilket gør heldragten det bedste valg til f.eks. banekørsel.

Textil:
+ Det samme sæt kan bruges under alle forhold, både når det er varmt og koldt, vådt og tørt. Der er ofte udluftningsmuligheder, så tøjet fungerer under forskellige temperaturforhold. Det er nemt at vedligeholde og tørrer hurtigt hvis det bliver vådt. Der er ofte justeringsmuligheder, så tøjet sidder rigtigt selvom man har forskellige mængder tøj under.
- Det har en kortere levetid end læder og har ikke den samme rivstyrke ved styrt. Det er mere flagrende end læder.

Lamineret kontra udtagelig vandtæt membran:

De dyrere mærkers topmodeller benytter ofte en løsning, hvor den vandtætte membran er lamineret til yderstoffet. Fordelen ved denne løsning er, at tøjet altid er vandtæt, ikke bliver så vådt/koldt og tørrer hurtigt. Denne løsning stiller dog store krav til membranens åndbarhed og mulighederne for udluftning, hvis det skal være behageligt i varmt vejr.

Fordelen ved en udtagelig membran er, at det er nemt at tilpasse tøjet til varmt vejr, ved at fjerne membranen helt. Ulemperne er at man skal have tøjet af, for at sætte membranen i, hvis man bliver overrasket af en byge. Yderstoffet bliver desuden gennemblødt i regnvejr, hvilket efterfølgende kan gør det til en kold fornøjelse at køre i, og det tager længere tid om at tørre.


Regntøj:
Hvis man ikke køre i en vandtæt køredragt, må man ty til regntøj. Udover at holde køredragten (og en selv) tør, kan det også hjælpe en med at holde varmen når det er rigtig koldt og blæsende.
Der er mange forskellige typer på markedet. Det jeg har de bedste erfaringer med er det gummibelagte i 2 dele.

Hjelm:
Det vigtigste når man skal vælge en hjelm er, at finde en der sidder perfekt, altså helt tæt hele vejen rundt om hovedet/ansigtet uden at genere og stramme. En helt ny hjelm skal være en my for lille, men må dog ikke stramme generende på panden, da det er der den giver sig mindst.
Det næstvigtigste efter pasform, er effektiv ventilation - det kræver god ventilation, hvis den samme hjelm skal være behagelig i både 5 og 35 graders varme, men det kan lade sig gøre.
Når vi taler komfort i varmt vejr, spiller hjelmens farve en stor rolle - lyse hjelme føles markant køligere end mørke, når man kører i kraftigt sollys!
Jeg vil desuden varmt anbefale at man anskaffer sig et indervisir til sin hjelm i stil med f.eks. "Pinlock", så man ikke kommer til at døje med et visir der dukker.

Støvler:
Forskellige typer støvler er gode til forskellige ting. Grundlæggende handler det om, at finde en støvle der yder tilstrækkelig beskyttelse og som er behagelig at have på. Et par kraftige vandrestøvler kan være et glimrende alternativ til deciderede motorcykelstøvler.
Personligt bruger jeg motorcykelstøvler af adventure-typen. De yder fornuftig beskyttelse, har kraftige såler, så man kan stå på fodhvilerne uden at blive træt i fødderne, og er relativt komfortable at gå i. 


Handsker:
Hvis man kører fra tidligt forår til sent efterår, er det sjældent nok med et par handsker.
Der er flere ting der er vigtige når man skal vælge handsker. Først og fremmest skal de være kraftige nok til at yde beskyttelse ved et styrt, dernæst skal de kunne holde dine fingre varme så du kan betjene motorcyklen forsvareligt og sidst men ikke mindst, skal de af samme grund give et godt greb og føling med håndtagene og diverse knapper.

Andet godt:
- Jeg har næsten altid en Buff på når jeg kører, når det er koldt varmer den, og når det er varmt, beskytter den mod solen og insekter - den kan desuden også gøre det ud for en bandana, et støvtørklæde og meget andet.
- En halsedisse eller hjelmhue er guld værd i koldt vejr.

Et udsnit af min mc-garderobe - det rigtige tøj og udstyr gøre kørslen sjovere og mere komfortabel.