MC junkie 1994-1999

En MC junkies glæder og bekymringer

- Bragt i Touring Nyt 4/2000 -

I begyndelsen af oktober 1994 var jeg efterhånden ved at være træt af at poste penge i FJ 1200´eren (se "Et år med FJ1200") og bestemte mig for at købe en ny motorcykel.
Da jeg på daværende tidspunkt havde haft 4 brugte motorcykler, besluttede jeg at det var på tide at købe en fabriksny. Valget faldt på Yamaha XTZ 750 Super Tenere, da det var en anderledes cykel, der nærmest emmede af eventyr og spændende oplevelser. Problemet var bare at den kostede 128.000 kr., hvilket var lige i overkanten af hvad jeg, selv med bankens hjælp, kunne stable på benene. Så jeg begyndte at ringe rundt til mc-forhandlere for at høre om der var flere tilbage til gammel pris (115.000 kr.). Da jeg uden held havde ringet til 5-6 forhandlere var jeg ved at opgive håbet, men ville lige prøve en sidste gang, så jeg prøvede Mini Motor i Christiansfeld. Ganske som jeg havde regnet med havde han heller ingen, men under samtalen fik han en ide og sagde at han ville ringe tilbage en halv time senere. Da telefonen ringede en halv time senere stormede jeg, med krydsede fingre, hen og tog den. Han kunne meddele mig at der ikke var flere i landet til 115.000 kr., MEN han havde fundet en til 1993 pris, hvilket var 102.000 kr. FEDT ! – hov, vent, jeg havde jo ikke solgt FJ 1200´eren endnu. Vi aftalte at jeg skulle ringe tilbage et par dage senere og give besked om hvor vidt jeg skulle have den eller ej. Med kun en Super Tenere til 26.000 kr. under normal pris gjaldt det om at få fingeren ud af r….. Så på med overtøjet og ned i banken, da jeg ikke kunne forvente at sælge en 80-90.000 kroners motorcykel på et par dage. Det viste sig at min bankrådgiver kun ville låne mig 50.000 kr., så nu måtte jeg til at være lidt kreativ. Jeg ringede tilbage til Paul hos Mini Motor og forlagde ham situationen. Efter lidt snakken frem og tilbage, aftalte vi at jeg for nuværende købte Super Teneren uden afgift (42.000 kr.) og lod den stå i deres udstilling i Kolding, indtil FJ 1200`eren blev solgt, hvorefter jeg så kunne betale afgiften (60.000 kr.) og få den hjem. Det var den perfekte løsning for mig, da jeg alligevel ikke ville køre på cyklen i vinter halvåret og at den var dækket af deres forsikring så længe den stod hos dem. Så den 25. Oktober var jeg den lykkelige ejer af en splinter ny Super Tenere, men også af en FJ 1200 som jeg måtte se at få solgt inden jeg blev alt for tynd (jeg havde ikke verdens sundeste økonomi). Så frem med pudsekluden og få 12´eren til at ligne en million. Da den ikke kunne blive flottere, trillede jeg den ned til Franz Kroon hvor den kom i vinduet til 89.000 kr.

Top gejlet og til salg hos Franz Kroons.

Vinter igen, igen...

Et par dage efter jeg havde udfyldt slutsedlen på Super Teneren lånte jeg en bil og kørte til Kolding for at se hvad det egentligt var jeg havde brugt bankens penge til. Efter at have parkeret ude foran Mini Motors udstilling gik jeg, fyldt med forventningens glæde, ind for at bese vidunderet. Umiddelbart kunne jeg ikke se den så jeg henvendte mig ved kassen, præsenterede mig og spurgte hvor de havde gemt min motorcykel. Jeg fik af vide at den lige var ankommet fra MC-hjørnet i København, hvor den havde stået og kedet sig det forgangne år. Den stod ude på værkstedet hvor den netop var blevet pakket ud. Ohh! hvilken fryd – den var større og nyere end jeg havde turdet forestille mig, men – men,men,men, hvad var nu det – EN SKRAMME – på min helt nye motorcykel. Det viste sig at den, under transporten, havde pådraget sig en skramme på kåben. Jeg faldt dog hurtigt ned på jorden igen da jeg fik af vide at kåben selvfølgelig ville blive skiftet inden jeg hentede den til foråret.
Vinteren gik nu sin træge gang og som sædvanligt var mit humør ikke det bedste nu da jeg for 4. Gang oplevede invaliditetens afmagt, ved at få amputeret mine 2 hjul, om end det som de forgående år kun var midlertidigt. I starten af februar steg mit humør dog for en stund. Jeg fik FJ 1200`eren solgt. Den indbragte mig 86.500 kr. hvilket var lidt mindre end jeg havde håbet på men hva´ fa´en , så havde jeg da i hvert tilfælde råd til at betale afgiften på Super Teneren når det engang blev forår. På trods af at jeg havde solgt FJ 1200`eren for 6500 kr. mere end jeg selv havde givet 9 måneder og 20.000 km. tidligere, havde den stået mig i godt og vel 13.000 kr. Efter det lille løft som salget havde forårsaget røg mit humør dog atter i bund da vinteren nægtede at slippe sit tag i lille Danmark og amterne vedholdende blev ved med at salte.

Mit første møde med Super Ténéré'en hos Mini Motor.

Sommer, sådan da...

I slutningen af marts kom der endelig en dag hvor amterne ikke havde en undskyldning for at salte, så jeg fandt det varme tøj frem og sprang på et tog der kørte sydpå. Inden jeg tog af sted havde jeg ringet til Mini Motor, så cyklen ville stå klar (nummerplade og ny kåbe) når jeg kom derned. Da jeg ankom ca. 4 timer efter jeg havde haft ringet stod den derfor klar, hvilket sammenholdt med mine tidligere oplevelser med Mini Motor, gjorde at jeg var rigtig godt tilfreds med forretningens service. Efter at have udfyldt de nødvendige papirer, gik jeg ud på værkstedet og spurgte hvordan jeg skulle behandle motorcyklen under tilkørsel af motoren. ”Du skal bare holde den under 7000 o/m (rødt felt v. 8000 o/m) de første 1000 km.” var svaret jeg fik af mekanikeren som udleverede Super Teneren. Så hjem ad gik det, jeg kom dog aldrig over 5000 o/m (120 km/t) da jeg ikke var helt tryg ved den, sammenlignet med FJ 1200`eren, MEGET høje cykel. Den efterfølgende aften fandt jeg instruktionsbogen frem, så jeg kunne lære min nye kærlighed bedre at kende. Jeg startede med at slå op under ”Engine break-in”, hvor jeg med stor undren opdagede følgende ;  0-150 km. max 4000o/m , 150-500 km. max 5000 o/m , 500-1000 km. ikke over 6000 o/m i længere tid af gangen. Altså var jeg blevet fuldstændigt fejl informeret af en åbenbart inkompetent mekaniker, der var for doven/uvidende til at give mig de rigtige oplysninger. Denne oplevelse slog et stort skår af det ellers så fin billede jeg havde fået af Mini Motor. Som følge heraf fik jeg senere fortaget alle eftersyn/service hos Frantz Kroons eftf., hvor jeg vidste at der var styr på tingene.
Det viste sig hurtigt at købet af Super Teneren havde været et godt træk.

I hænderne hos Poul hos Franz Kroons.

Yamaha XTZ 750 Super Tenere `95

Super Teneren er uden tvivl den mest underholdende og alsidige motorcykel jeg til dato har haft. Den var praktisk i bytrafik, sjov på en grusvej, komfortabel på motorvej med 150-160 km/t og overraskende hurtig på små snoede veje. Efter små 2000 km. lavede jeg dog den helt store bommert under et besøg hos Mads i Roskilde. Vi havde lige været ude i byen for at få et stykke pizza og skulle til at videre da det skete. Da jeg sætter i gang og giver gas lyder der et ordentligt ”KLUNK”, hvorefter jeg selvfølgelig straks bremser og kører ind til siden for at se hvad der var sket. Umiddelbart er der ingen ting at se, men så opdager jeg at der ligger en halv skivebremselås i kantstenen. Aldrig har jeg følt mig så dum. Jeg havde haft låsen i 2 år og altid sagt at ;”man er da for dum hvis man glemmer at tage den af inden man kører.” Dumheden kostede mig en ny bremseskive, en kæde justerskrue og et endestykke til svingarmen i alt 1900 kr. Jeg fik dog det ud af episoden at man aldrig skal sætte en skivebremselås på baghjulet, da den i tilfælde af tyveri ikke vil have nogen synderlig effekt. Det skal lige tilføjes låsen var en kraftig sag fra IXS til 600 kr. og altså ikke noget billigt bras.

Teltpælene rykkes op.

Det efterfølgende forår blev det til mange små-ture. Hvilket skyldtes at jeg på daværende tidspunkt gik på en højskole i Hadsten, hvor der udover mig var 7 andre der kørte motorcykel. I alt blev det i april, maj og juni til omkring 10.000 km. Det kompenserede dog ikke for at jeg, pga. at jeg i juli flyttede til Roskilde, ikke havde penge til en udenlandstur i sommerferien. Efter at have været af sted de forgående 3 år, var langtur på motorcykel blevet som et narkotika for mig, men ak – no do, no dope! Apropos min flytning til Roskilde, så fik jeg min nye lejlighed igennem Mads, som jeg havde mødt året før på Camping Moto i Frankrig. Dette beviser at vi mc`ister kan have mange fordele ved at holde sammen og hjælpe hinanden. Efter at være flyttet fra fastlandet over til den svenske forstad Sjælland, begyndte jeg at interessere mig mere for klubber og træf end jeg havde gjort hidtil. Det skyldtes bla. at jeg ikke længere havde de sædvanlige gutter fra Århus at køre sammen med, men efter min opfattelse også at det er mere udbredt på Øst Sjælland end i Jylland, hvilket nok kommer af at der på øen er flere mc`ister samlet på et mindre område. Jeg benyttede mig feks. af et tilbud jeg havde fået året før på Rendez-Vous i Frankrig, til at komme forbi og få en øl hos Stenløse mc. Jeg var også til sommerfest hos Solrød mc, hvor ikke mindst stripperen for alvor fik sat gang i festen, dog godt hjulpet på vej af en ikke helt appelsin fri ung mand med en ubændig trang til at slå sin Suzuki ihjel, hvilket udmønstrede sig ved en køretur i ølteltet samt et par seriøse brændere.

Sommeren var efterhånden ved at gå på held og Super Teneren blev pga. de efterhånden stærkt faldende temperaturer mere et transportmiddel til og fra arbejde i København, end en egentlig fornøjelsescykel. Efteråret blev grundet meget arbejde, noget begivenhedsløs set fra et mc-synspunkt. Dog var jeg lige ved at spare mig fattig, da jeg prøvede at få bremseklodserne til at holde sæsonen ud. Jeg opdagede heldigvis i tide at deres dage var talte lige netop da det begyndte at være metal mod metal, så jeg kørte forbi det hedengangne Roskilde mc og investerede den svimlende sum af 320 kr. på 4 nye klodser. 2 nye skiver ville have kostet mig ca. 3000 kr., så det er sidste gang jeg vil ”spare” på den konto.

Min kammerat Søren på en af vores mange ture.

Sæsonens sidste krampetrækninger.

Den 1. December nærmede sig og dermed, for mit vedkommende, også sæsonens afslutning. Inden da skulle jeg dog først til sølvbryllup hos Sørens forældre i Strøby Egede syd for Køge. Hertil hører der en lille historie. Søren lærte jeg at kende under mit ophold på Hadsten Højskole. Allerede fra starten var Søren interesseret i motorcykler, bla. fordi hans far Jørgen, den forgående sommer havde haft en TZR 250`er, som Søren lejlighedsvis havde luftet på trods af manglende stempel i kørekortet. Interessen blev yderligere skærpet fordi, der på skolen var så mange der kørte motorcykel, plus at jeg overdængede ham med mc-litteratur og spændende historier om min tid som mc`ist. Det endte med at han gik i gang med at erhverve det eftertragtede stempel. Hans iver for at blive færdig voksede til uanede højder da Jørgen anskaffede sig en ny GS 500 E, som Søren måtte låne når det med stemplet var i orden. Det var det i starten af juni efter en vel overstået køreprøve. Så nu lå verden på 2 hjul åben for Søren. Fornøjelsen blev dog i første omgang kort. Pga. manglende rutine prøvede Søren i starten af juli at kombinere stor nedlægnings vinkel med brug af bagbremsen. Dette resulterede i en smadret Suzi´, en total skadet Lada og for Sørens vedkommende 3 måneder på krykker med brækket arm og ben. Det er vel ikke nødvendigt at sige at Jørgens humør ikke var det aller bedste efter tabet af hans nye motorcykel. Nu er Jørgen efterhånden i den alder (selvom han nok selv vil sige noget andet) hvor fornuften har en del at skulle have sagt, så han ville vente til sæson start 1996 med at købe en ny cykel,”Sæsonen var jo´ alligevel snart forbi”? som han sagde. Der var dog det problem at han var faldet pladask for den re-introducerede Kawasaki GPX 600 R. Problemet lå i at den var kommet i et begrænset antal og at den pga. den lave pris, tilsyneladende blev flået væk. Men Jørgen havde nu engang besluttet sig for at vente, så han måtte bare håbe på at der var flere tilbage til foråret.
Tilbage til sølvbrylluppet.
Det startede med sang og musik kl. l… om morgenen, som sådan noget nu engang gør. Efterfulgt af det store morgenbord. Efter et stykke tid begyndte folk lige pludselig at gå ud i indkørslen igen? Jørgen der ikke anede hvad denne folkevandring skyldtes, blev nysgerrig og fulgte trop. Aldrig før har jeg set en mand blive 30 år yngre på så kort tid, som da Jørgen opdagede den helt nye GPZ 600 R der holdt i indkørslen. Det viste sig at hans kone Marianne havde købt den til ham og fået den leveret under morgenmaden uden han vidste noget overhovedet. Se det kalder jeg en god gave. Det eneste problem var nu at få ham med ind til gæsterne igen, da han meget hellere ville sidde ude på vidunderet og sige brummelyde.

Alternativ vinteropbevaring.

Sæsonen var nu for alvor slut, og det var tid for at finde et sted hvor XTZ´eren kunne overvintre. Jeg havde de foregående par måneder prøvet at finde en garage i Roskilde, hvor jeg boede. Det viste sig dog at være uladsiggørligt. Det endte med at jeg fik hjælp fra en uventet kant; nemlig Sørens farmor. Godt nok boede hun i Rønned, hvilket immervæk var ret langt væk fra Roskilde, men til gengæld havde hun en opvarmet garage hvis eneste indbyggere var nogle overvintrende blomster. Senere viste det sig dog at Jørgens GPX´er også flyttede ind, da den syntes, at det var synd at XTZ´eren skulle stå der i 3-4 måneder med nogle kedelige blomster som eneste selskab.

Status:

Efter at cyklen var staldet op, var det tid for at gøre den forgangne sæson op i kr. og øre for at se, hvad 8 måneder med en ny motorcykel havde kostet. Da cyklen blev sat væk havde den kørt 22.800 km. Da jeg i hele perioden kun havde tanket hos Shell ( Jeg købte ikke Greenpeace´s propaganda ) kunne jeg via den månedlige Shell-kortudskrift se, at jeg havde tanket nøjagtigt 1610 liter 95 oktan blyfri benzin. Så uden at have taget højde for km-tællerfejlvisning havde XTZ´eren kørt 14,2 km/l, hvilket jeg synes er acceptabelt med min ikke specielt langsomme kørestil taget i betragtning. Her skal lige tilføjes, at på trods af en opgivet tankkapacitet på 26 liter har jeg flere gange hældt over 28 liter på dyret – en enkelt gang endda over 29 liter – uden på noget tidspunkt at have kørt tør.
Olieskift blev foretaget efter tilkørsel på 1.000 km, så igen ved 5.000 km, herefter for hver 5.000 km. Oliefilteret blev skiftet ved hvert olieskift, og hver gang blev der brugt originalfilter og Bel-ray IXS olie; altså 1. klasses vare.
Bremseklodserne foran holdt lidt over 20.000 km, Mens klodserne bagpå var næsten ubrugte.
Fordækket var godt slidt men ikke dødt. Kædens dage var ved at være talte.
Når jeg trækker udgifterne til benzin og til bremseskiven bagpå fra ( Bremseskiven må betragtes som lærepenge og ikke en egentlig udgift ), havde det kostet mig 5897 kr. at køre på en ny Super Ténéré i 8 måneder. Med 22.800 kørte km svarer det til en udgift på 26 øre pr. kørt km. Til sammenligning kostede FJ 1200´eren ved hjælp af de samme udregninger 69 øre pr. kørt km. Hvis man tager disse to tal og sætter op imod hinanden, hvilket man reelt selvfølgelig ikke kan, har XTZ´eren været 9804 kr. billigere end FJ 1200´eren ville have været ved 22.800 kilometers kørsel. Selvom dette er et fiktivt regnestykke, kan det ikke undgå at få mig til at tænke på, om det i det lange løb ikke bedre kan betale sig at købe en ny cykel frem for en brugt…
Om ikke andet så kan man bedre forudsige sine udgifter, og man har den store fordel, at man ved, hvordan cyklen er blevet behandlet lige siden tælleren stod på nul.

Endnu en gang var det blevet vinter; årstiden som Danmark skulle have været foruden da vi alligevel hverken har ordentlig sne eller bjerge, der er egnet til alpint skiløb. De tidspunkter, hvor vinterens klamme åg virkede tungest, var de par gange, jeg var i Rønned og starte Super Ténéré'en op og hørte den skønne lyd af en velkørende motorcykelmotor.

Mads og Christian giver den gas.

Endnu et forår.

Medio marts tillod vejret og det, at amterne undtagelsesvis undlod at salte – som var det selve essensen i livet – at Super Ténéré'en atter kunne vågne af dvale og boltre sig på vejene. De 4 måneders dvale havde fået køletermostaten til at opgive ånden, men da cyklen stadig var dækket af garantien, blev den skiftet uden beregning.
I løbet af foråret fandt jeg med politiets hjælp ud af, at det kan være dyrt at køre på en motorcykel med inspirerende køreegenskaber; og det - sammenholdt med andre personlige omstændigheder – gjorde, at jeg i starten af maj satte Super Ténéré'en til salg. På daværende tidspunkt arbejdede jeg som vagt i Nørrebro Bycenter. En dag i slutningen af maj da jeg var ved at gå en runde udenfor centeret, faldt jeg  i snak med en fyr, der hed Allan, der kørte på en XT 600 Z Ténéré. Da han hørte, at jeg havde en Super Ténéré til salg, blev han straks interesseret, da han i nogen tid havde været på udkig efter en brugt udgave af netop den model. 2 dage senere var vi blevet enige om vilkårene for en handel, så pludselig fandt jeg mig selv som ejer af en XT 600 Z Ténéré fra ´94, der havde kørt små 30.000 km, og desuden havde jeg lidt ekstra på bankbogen til mig selv. De to ting tilsammen gjorde, at jeg kunne begynde at planlægge udførelsen af en gammel drøm; et énmands-raid til Nordkapp.

De sidste forhindringer.

Det så ud til at være ligetil, men selvfølgelig skulle det ikke gå så nemt. – På den anden side – det har jo aldrig været let at være biker.
I slutningen af juli, små 14 dage inden min planlagte tur til Nordkapp, kørte jeg Ténéré'en op til Per hos Roskilde MC, da jeg syntes at motoren havde pådraget sig en mislyd inden for de forløbne par uger. Umiddelbart kunne Per ikke finde ud af, hvor lyden stammede fra men var dog enig i, at motoren havde en mislyd. Det skal her tilføjes, at motoren tidligere var blevet hovedrenoveret på grund af en fabrikationsfejl, der havde været skyld i, at olien var løbet ud af motoren under en ferietur til Frankrig. Renovationen var blevet ordnet over garantien hos Fisker MC, så umiddelbart regnede jeg ikke med at problemet stammede derfra.
Det endte med, at Per skilte motoren ad og gik den igennem del for del. Derved fik jeg også bekræftet at  motoren var blevet renoveret, og at stort set al indmaden var ny. En af de få dele, der ikke var blevet skiftet, var krumtappen med dertil hørende lejer, og det var her den føromtalte lyd kom fra, idet hærdningen var gået, og der var opstået slør i ovennævnte.
Det endte med en udskrivning på 8.000 kr., hvilket jeg dog ikke lod mig slå ud af, da det er sådan noget, man kan komme ud for, når man køber et brugt køretøj. Om ikke andet så var jeg da sluppet af med mislyden og var klar til at indtage Europas top. Jeg indledte mit angreb på Kapp´en den 3. August 1996 kl. 19.30 fra Roskilde.

Ikke mindst lyden fra den åbne potte gjorde, at jeg hurtigt blev glad for den blå én-stamper.

Det ultimative fix.

1. etape blev på knap 600 km ad E4 mod Stokholm. Kl. 03.00, 50 km. før Stokholm, rullede jeg mit liggeunderlag ud  på en rasteplads, da det efterhånden havde været en lang dag , og jeg trængte til en lur. Udover telt, liggeunderlag og sovepose havde jeg kun medbragt tandbørste og mad til 4-5 dage. Grunden til den sparsomme oppakning var, at turen til Kapp´en var planlagt med al vægten lagt på selve køreturen, idet jeg kun havde 10 dages ferie og også gerne ville besøge familie og venner i Århus.

Første overnatning i græsset ved siden af maskinen.

Hærdning.

2. etape gik den efterfølgende dag ad E4 til Skellefteå; en tur på 900 km. På hele turen kørte jeg mellem 100-120 km/t, så jeg tilbragte mange timer i sadlen hver dag. I den forbindelse fandt jeg ud af , at sædet på en 600 Ténéré IKKE er særlig velegnet til touring, hvilket må siges at være ret upraktisk, da det er det, som resten af cyklen er bygget til! Fordelen ved det ukomfortable sæde var, at jeg holdt mig i god form hele turen, da smerter i en vis del af kroppen gjorde, at jeg blev opmuntret til at stå op i sadlen i lange perioder.

Man møder de særeste personer, når man er på langtur.

På toppen af Europa.

3. etape startede kl. 06.00 om morgenen. Kl. 08.00 lige efter at jeg havde passeret frakørselen til Råneå gik motoren ud, da hovedtanken løb tør. Jeg trak ind til siden og satte benzinhanerne over på reserve. Nu opstod der bare det problem, at motoren nægtede at starte igen. Efter utallige forsøg hev jeg mobiltelefonen frem, som jeg havde medbragt netop til en situation som denne, og ringede til Tophjælp. Efter et par omstillinger blev jeg sat i kontakt med den lokale Falckstation i Luleå. En time senere blev jeg hentet af en kranvogn og kørt til et motorcykelværksted i Luleå. Problemet viste sig at være en bagatel, nemlig at kaburatoren og benzinslangerne var blevet helt tømt for benzin, da hovedtanken løb tør, og efter at jeg havde sat benzinhanerne på reserve, havde motoren ikke været i stand til at suge benzinen ind i forbrændingskammeret. Så efter at have skruet tændrørene af og hældt lidt saft i toppen, sprang Ténéréen ivrigt i gang og tiggede om at komme ud på eventyr igen. Det eneste det lille ”brake-down” havde kostet mig var 4 timer, og da servicen hele vejen igennem havde været til ug+, priste jeg mig lykkelig for min tegning af et Tophjælpabbonnement. Fra Luleå kørte jeg via Kemi, Rovaniemi og Inari i Finland til Karasjok i Norge og videre til Kåfjord, hvorfra færgen til Honningsväg sejler. På grund af mit uheld først på dagen var jeg først fremme ved færgelejet kl. 01.30. Færgen sejlede først kl. 03.00, og da temperaturen ikke var meget over frysepunktet, blev jeg nødt til at holde mig aktiv, hvis jeg ikke skulle falde i søvn og dø af kulde. Så af med hjelmen, på med kameraet og op i fjeldet i håb om at få nogle gode billeder af området omkring fjorden i midnatssolens forunderlige skær. Efter en halv times vandring fandt jeg pludselig mig selv midt i en kæmpe flok rensdyr. Det var en stærk oplevelse, hvilket nok også skyldtes, at jeg stod alene på et fjeld på den 71. breddegrad, havde været vågen i 20 timer, hvor jeg havde kørt 1100 km, og snart var fremme ved turens mål. Jeg nåede tilbage til Ténéréen 5 minutter før færgen sejlede. Lige efter, at jeg var kørt ombord, rullede en Super Ténéré  med tyske plader op på siden af mig. På cyklen sad en ung tysk fyr, der ligesom jeg var på et énmands-raid til Nordkapp med den lille forskel, at han var startet i München 1.000 km. længere sydpå end Roskilde. Han var da også så træt, at han var ved at falde fra hinanden. Vi blev dog hurtigt enige om at køre direkte til Nordkapp, når færgen 45 minutter senere anløb Honningsväg. Ikke overraskende – tidspunktet taget i betragtning – var vi de eneste passagerer på færgen. Dette sammen med den storslåede udsigt fra dækket gjorde overfarten til endnu et af turens mange højdepunkter. Fra Honningsväg var der kun 15 minutters kørsel til Kapp´en, så kl. 04.00 blev der dømt fotografering ved Globen på Kapp´ens mennesketomme spids. Kl. 05.00 kravlede jeg i soveposen efter en lang og indtryksrig dag.

Fremme ved målet kl. 4 om morgenen.

Næsen sydpå.

4. etape startede kl. 09.00 og dermed turen tilbage til Danmark. Det blev til 550 km via Alta i Norge indtil jeg 140 km fra Malmbjerget slog lejr ved Lainioelven i Sverige.

Det blev til en del grusveje på turen sydover.

Omgivet af grantræer.

5. etape startede med et besøg i Kiruna, samernes hovedby i Lappland, hvorefter turen gik sydpå ad Indlandsvägen indtil jeg nåede Östersund, hvor jeg slog telt op for natten. Dagens etape blev derved på knap 1.000 km.

Kiruna

Afslutningen på fixet.

6.    etape startede allerede kl. 05.30, da jeg ville være sikker på at nå en færge fra Göteborg til Frederikshavn senere samme dag. Kl. 16.20 godt 800 km senere trillede jeg ombord på båden hjem til Danmark og kunne derved sætte punktum for en 5½ dages tur, der var gået over al forventning og havde fyldt mig med sanseindtryk som ingen anden motorcykeltur, jeg nogensinde har været på.

Essensen af eventyr.

Turen var på i alt lidt over 5.000 km, hvoraf  ca. 1.500 km foregik på grus ad alternative veje, som jeg fandt ved hjælp af gode kort, som jeg købte, inden jeg tog hjemmefra. Grunden, til at jeg kunne klare at køre så langt hver dag, skyldtes flere ting: Først og fremmest en storslået natur med pragtfulde veje, en utrættelig lyst til at køre motorcykel, men ikke mindst de mange små oplevelser som f.eks. da jeg mødte Julemanden, mit første møde med et rensdyr, den morgen hvor jeg så en elgtyr i skovbrynet og så alle de spændende mennesker jeg faldt snak med, når jeg holdt pauser.
For første gang i min karriere som motorcyklist indså jeg, at store oplevelser på motorcykel ikke nødvendigvis hænger sammen med mange kubik og en topfart på den anden side af 200 km/t. Jeg fandt også ud af, at det ikke er så vigtigt, hvor man kører hen, men mere hvordan man når dertil.
Jeg kan da heller ikke se mig selv køre 1900 km ad motorvej i et stræk , som jeg tidligere et par gange har gjort til Italien. I stedet vil jeg tage de mindre veje, for der er der en chance for at opleve de små ting, der gør en ferietur helt perfekt.

Norge fra sin bedste side.

Tilbage til hverdagen.

Efter et kort visit i Jylland måtte jeg tilbage til dagligdagen på Djævleøen, og Ténéréen blev atter forvandlet fra et symbol på frihed til et simpelt transportmiddel. Til det formål må Ténéréen siges at være yderst velegnet; ikke mindst på grund af dens meget lave benzinforbrug ( Over  20 km/l ) , også den billige forsikringspræmie er et plus i dagligdagen. Der er ydermere den fordel ved cyklen, at den ikke inspirerer til kørsel i et tempo, der bringer kørekortet i fare!
Resten af sæsonen blev ret begivenhedsløs set med motorcykeløjne , og da jeg i oktober anskaffede mig en gammel øse som vinterbil, blev motorcyklen staldet tidligt op.
Vinteren ´96-´97 blev mindre pinefuld end de tidligere år, idet jeg med bilen stadig var mobil på trods af årstiden og derved undgik at benytte offentlige transportmidler, som jeg mener er noget af det mest nedrige, man kan udsætte civiliserede mennesker for.
Det mest opmuntrende indslag i vinterens løb var dog en tur til ”Trafik & Sport på 2 Hjul” sammen med nogle kammerater og en flok fra Bjergets MC/Roskilde. Jeg vil dog mene, at det er ”hul i hovedet” at lægge en motorcykeludstilling i slutningen af februar, hvor de fleste ikke kan køre dertil på motorcykel på grund af manglende dækning fra forsikringen. På trods af at turen der over foregik i bus, var det lækkert at se nye motorcykler og gamle venner.

Trangen aftager og fornuften råder.

Da foråret kom, blev det ikke den forløsning, som jeg havde regnet med. Det var selvfølgelig dejligt at komme ud at køre på 2 hjul igen, men jeg følte ikke den boblende glæde, som jeg plejede. Det blev da også kun til lidt weekendkørsel. Nogle gange gik der endda 14 dage imellem, at jeg var ude at køre. Den manglende gnist gjorde, at jeg i slutningen af juni satte Ténéréen til salg. Der var imidlertid ingen henvendelser på cyklen. Da jeg i slutningen af juli stadig ikke havde fået nogen henvendelser fra interesserede købere, planlagde jeg en forlænget weekendtur til Skara Sommerland, Sverige, sammen med min kæreste Katrine, Mads fra Roskilde og hans kæreste Jette. Dette viste sig at være den bedste idé, jeg havde fået i lang tid, for da motorcyklen igen blev brugt til ”ferie”, kom den manglende gnist tilbage, og jeg nød igen i fulde drag at være ”biker”. Kort efter at vi kom hjem fra den lille ferie, dukkede der imidlertid en køber op til Teneren. Vi blev hurtigt enige om prisen, så et par dage efter var cyklen solgt.

Den sidste lille ferietur på Ténéré'en - og min første tur sammen med Katrine.

Stoffri.

I starten var savnet ikke så stort. Det var begyndt at blive efterår og jeg havde stadig min gamle bil så jeg kunne komme omkring. En anden ting der gjorde at afsavnet ikke var så stort var at jeg for første gang siden jeg blev 18 år, havde penge mellem hænderne. Det var først nu hvor jeg ikke længere havde udgifter til motorcykel at jeg for alvor indså hvor dyr en mani det egentligt er. Da det atter blev forår måtte jeg dog erkende at det nok kun var et spørgsmål om tid inden jeg faldt i igen.

Abstinenserne bliver værre.

1998 blev det længste år i mit liv. Det har måske noget med alderen at gøre. For første gang lod jeg fornuften råde og bestemte mig for at vente med at købe en ny motorcykel, indtil jeg havde sparet så meget sammen, at jeg kun skulle låne en lille sjat i banken. Det kom til at tage over et år, da jeg efter erfaringerne med FJ 1200´eren og Teneren, var kommet frem til at det skulle være en helt ny motorcykel. Nu da jeg for første gang ikke havde en motorcykel, fandt jeg ud af hvor afhængig jeg egentlig var. Jeg brugte mere energi end nogensinde før på at læse motorcykelblade, besøge forhandlere og i det hele taget tænke på motorcykler. I starten af 1999 havde jeg endelig skrabet nok sammen til at kunne begynde at kigge seriøst efter en ny maskine.

Det svære valg.

Nu kunne man jo tro at mine erfaringer med de forgående 6 motorcykler ville gøre det nemmere for mig at vælge min udkårne. Det var det sådan set også. BMW R 1100 GS. Super touringcykel til et hvert tænkeligt underlag, samt et design der efter min smag siger spar to til alt på 2 hjul. Men nej, nej og atter nej. Så ville jeg igen være fattig som en kirkerotte og hele min løn ville gå til afdrag, forsikring osv. og da jeg i perioden uden motorcykel havde fået smag for sofistikerede ting så som at gå i biografen, spise ude og i ny og næ at købe nyt tøj, uden at skulle arbejde 70 timer om ugen, så jeg måtte længere ned i kubik og pris. Efter store overvejelser og et besøg hos ”Sport og trafik på 2 hjul” i Herning, faldt valget på den lille Bandit fra Suzuki. Grunden til at jeg valgte ”Banditten” var at jeg syntes at det er en flot cykel der kan dække mit behov og så ville den ikke koste mig mere end at jeg stadig havde penge til ”alt det andet”. Problemet var nu at jeg ville have den i sort uden kåbe. Der var året før blevet importeret nogle stykker, men de var udsolgt hos importøren. Så jeg måtte i gang med den gode gamle der gik ud på at ringe rundt til div. forhandlerne. Heldet tilsmilede mig hos Vordingborg MC. Gunnar havde en enkelt stående så jeg smuttede derned næste dag og købte den.             
Nu er jeg igen et helt menneske.
Vi ses måske ude i den store verden, I kan kende mig på det tilfredse smil.

Banditten stadig indpakket hos Vording MC.