I bund og grund handler det om at vågne veludhvilet om morgenen.

De første år jeg tog på motorcykelferie, var pengene små og telt var derfor den fortrukne overnatningsform.
Inden for de senere år, er der kommet mere luft i økonomien (en af fordelene ved at blive ældre) og det er derfor blevet mere reglen end undtagelsen, at overnatning foregår i en rigtig seng med tag over hovedet.

Når vejret og situationen er til det, holder jeg dog stadig af at campere, og camping grej er derfor en fast del af oppakningen når jeg tager på opdagelse i Europa.

Det giver desuden en ekstra fri- og tryghed at medbringe campinggrej på rejsen, da det betyder, at man aldrig kommer til at tilbringe en nat uden "tag" over hovedet - heller ikke når ens planer går i vasken, og man befinder sig "in the middle of nowhere" når mørket sænker sig, eller trætheden melder sig.

Det rigtige grej er altafgørende for om det er en fornøjelse at campere - især på en motorcykelferie, er det vigtigt man starter hver dag frisk og veludhvilet.

Her kommer en oversigt over hvilket campinggrej jeg selv bruger, og hvilke tanker der har ligget bag mine valg:

Telt:
Når jeg vælger telt, skal det leve op til følgende krav: Det skal være en kuppel-konstruktion, så det kan stå med et minimum af pløkker, og som vindstabilt, så jeg selv i kraftig vind ikke behøver at bekymre mig om, at det bliver stående. Det skal være 100 % vandtæt under alle forhold - mit nuværende telt kan klare et vandsøjletryk på 5.000 og 6.000 mm for henholdsvis oversejl og bund og opfylder dette krav. For at øge vandsøjletrykket og skåne bunden, benytter jeg et såkaldt ”foot print” under teltet. Dernæst skal det have rigtig god udluftning. Overdelen af inderteltet skal helst være lavet helt i moskitonet – det giver også et pragtfuldt kig til stjerne, hvis vejret tillader, at jeg bruger teltet uden oversejl. Størrelsesmæssigt skal det være stort nok til, at jeg kan have alt mit mc-tøj og udstyr i inderteltet om natten. Det skal desuden fylde og veje så lidt som muligt. Mit primære telt er et rummeligt 3-personers telt der vejer 2.2 kg. Jeg har også et lille enmandstelt der vejer det halve. 

Uanset hvilket telt man vælger, er det en fordel, at opgradere de medfølgende pløkker til titanium - de koster lidt, men holder evigt og kan gå i arv fra telt til telt.

Tarp:
Jeg bruger ofte en Asivik tarp, når jeg er afsted alene og ønsker en lettere, mindre og mere simpel løsning end et telt. Ulemperne ved en tarp, er at den ikke beskytter mod fugt nedefra (hvilket dog kan klares med et bivuakovertræk) og at man ikke er beskyttet mod insekter.

Liggeunderlag:
Et godt liggeunderlag er efter min mening det udstyr der betyder mest for, om man får en god nats søvn.
Igennem årene er mine krav til liggekomfort blevet højere - om det skyldes min alder, vil jeg lade være usagt...
Therm-a-rest Luxury Map er blevet mit fortrukne liggeunderlag. Der beskytter effektivt mod kulde nedefra og byder på en liggekomfort der mest af alt minder om en rigtig madras.

For at beskytte underlaget og udvidde anvendeligheden, har jeg en "Trekker Lounge" monteret på underlaget. Det giver mulighed for at omdanne liggeunderlaget til en behagelig lænestol. Desuden beskytter det som sagt underlaget og har en indbygget "hovedpudelomme".

Sovepose:
Jeg har de senere år brugt en 3-sæsoners sovepose med dun fyld. Den er komfortabel ned til omkring frysepunktet. Fordelen ved dun i forhold til kunststof fyld er, at det fylder og vejer betydeligt mindre (omkring det halve). Ulempen er, at isoleringsegenskaberne falder markant, hvis det bliver vådt, og det tager længere tid om at tørre end kunststof fyld. 
Min kæreste og jeg har samme model i sovepose, hvor den ene lynes i venstre side og den anden i højre. Det giver den fordel, at soveposerne kan lynes sammen til én stor. udover at det varmer mere, når man sover 2 i samme pose, er det af indlysende årsager betydeligt hyggeligere.

Når jeg rejser alene og medbringer en tarp istedet for telt, har jeg desuden et Haglöfs bivuakovertræk til min sovepose. Det beskytter hovedsageligt mod fugt nedefra og gør at soveposens komforttemperatur sænkes væsentligt.
Man kan købe dyrere og helt vandtætte Goretex overtræk, men jeg har været fint tilfreds med min billige udgave.

Andet:
Hovedpude:
Personligt sover jeg meget bedre, når jeg har en hovedpude. Den billigste og nemmeste måde er, at medbringe et hovedpudebetræk som man kan fylde med en trøje eller lign.
jeg har dog valgt at medbringe en oppustelig hovedpude.
Kogegrej:
Lige netop dette emne er ikke min stærke side, da jeg meget sjældent gider at bruge tid på at lave mad, når jeg er på ferie.
Jeg har dog et Trangia sæt med spritbrænder som jeg købte for 20 år siden. Det fylder og vejer ikke alverden, og når det en sjælden gang imellem er i brug, fungerer det upåklageligt.
Da kogegrej som sagt ikke er min spidskompetence, vil jeg undlade at komme nærmere ind på emnet.
Bestik og service:
Jeg medbringer som minimum altid en foldekop og et sæt med kniv, gaffel og ske, da erfaringer har vist mig, at det kan være ærgerlige ting at mangle.
Lys:
Som minimum vil jeg anbefale en pandelampe, der i mange situationer er langt mere praktisk end en traditionel lommelygte, da du har hænderne frie og lyset automatisk peger derhen hvor man kikker.
Jeg medbringer dog også en mini Maglite som supplement.
Den kan desuden være hyggeligt med en bivuaklygte til teltet.

En fordel ved at sove i telt er også, at man kan sove på første parket til fantastiske udsigter.