Tour de Maroc 2013

Et langt tilløb...

 

Efter 2 år med en Honda CB1000R var det i foråret 2012 blevet tid til et stilskifte.

 

Honda’en havde været et interessant og underholdende bekendtskab, men til forskel fra mig var den ikke vild med at udforske Europas afkroge – affjedringen og kørestillingen kom især til kort, når underlaget bestod af andet en fin jævn asfalt og aktionsradiussen var ikke imponerende.

 

Specielt et par langture på Honda’en (Nordkapp i 2010 og Sydeuropa i 2011) gjorde det klart for mig, at min næste maskine skulle være af allroad/adventure typen.

 

Efter grundige overvejelser og adskillige prøvekørsler faldt valget på en V-Strom af nyeste aftapning (DL650AL2). I starten af april 2012 flyttede Honda’en derfor hjemmefra og en V-Strom overtog dens plads i garagen.

 

Jeg kunne med det samme mærke, at det havde været den helt rigtige beslutning at skifte Honda’en ud med en maskine der i højere grad passer til mine drømme om eventyr på 2 hjul.

 

Der skulle dog gå over et år inden jeg for alvor fik mulighed for at udnytte V-Strom’ens potentiale som rejsemaskine, da min ferie i 2012 blev brugt på en uges offroad i Rumænien på min Yamaha samt en måneds roadtrip i det vestlige USA.

 

Som kompensation for de manglende mc-ferier den første sæson med maskinen, besluttede jeg mig for, at rejser på mc skulle prioriteres højt den efterfølgende.

Ruten. Farverne markerer de enkelte dages etaper.

En idé tager form.

 

Allerede sidst på efteråret 2012 begyndte jeg så småt at have en idé om, hvordan jeg kunne tage hul på den kommende sæson med manér – og jeg havde godt 2 ugers ferie i slutningen af april til at føre planen ud i livet.

 

Tidspunktet på året gjorde det oplagt at køre sydpå for at få lidt tiltrængt varme efter vinterhalvåret, dog skulle jeg undgå høje bjergveje, da de ofte er lukket af sne langt ind i maj måned. Jeg ville desuden besøge et sted, jeg aldrig før havde været på mc. Turen skulle være udfordrende og selve kørslen have første prioritet, med mange timer i sadlen hver dag – og sidst men ikke mindst, ville jeg køre turen alene.

Alt sammen ingredienser til hvad der kunne gå hen og blive et rigtigt eventyr på 2 hjul.

 

Efter at have kigget på kort og lavet lidt research kom jeg frem til, at en tur til Marokko var en oplagt måde at få opfyldt alle mine ønsker på.

 

Resten af vinteren blev brugt på at få styr på de praktiske detaljer der skal på plads, når man skal besøge Marokko på mc, samt at gøre V-Strom’en klar til udfordringen.

Klar til afgang.

Med kurs mod forår.

 

Den 15. april, efter en usædvanlig lang og kold vinter der kun modvilligt havde sluppet sit tag i Danmark, oprandt dagen endelig, hvor jeg kunne tage hul på eventyret.

Vejret viste sig fra sin bedste side og jeg kunne tage afsked med min kæreste Katrine under en blå himmel på forårets hidtil varmeste dag – hele 15 grader havde termometeret sneget sig op på.

 

Jeg havde besluttet mig for at tage en vestlig rute sydpå igennem Europa, men havde derudover ingen faste planer – humør og kørelyst måtte afgøre, hvordan de enkelte dages etaper skulle se ud.

 

Første mål var Rødbyhavn, hvorfra jeg tog færgen til Tyskland.

Normalt prøver jeg at undgå motorveje, da jeg føler, de er spild af tid, benzin og dæk, men efter næsten 5 måneder uden mc-kørsel og med en trang til at komme ned i varmen, lokkede den tyske autobahn.

Jeg fik derfor hurtigt tilbagelagt nogle kilometer og i takt med, at jeg bevægede mig sydpå, begyndte temperaturen for alvor at stige. Inden middag passerede jeg Hamborg, og ramte dagens første ”Stau” samtidig med, at temperaturen passerede 26 grader – en forsmag på de kommende dages varme.

 

Når jeg rammer en kø, sætter jeg virkelig pris på at køre på mc frem for i bil. 10 kilometers kø forsinkede mig kun godt 10 minutter, da jeg ubesværet kunne glide op mellem rækkerne af stillestående biler og ankom til fronten, netop som oprydningen efter et trafikuheld var overstået og der blev åbnet for trafikken.

Stau!

Et glædeligt gensyn.

 

Da jeg sidst på eftermiddagen nærmede mig grænsen til Belgien, sendte jeg en sms til Hetty på Baton Rouge for at høre, om de var hjemme og kunne tænke sig at få besøg. Svaret var positivt, og hvis jeg kiggede forbi, ville de have både aftensmad og en seng klar til mig.

Kort efter drejede jeg fra motorvejen, for at bevæge mig igennem Ardennerne ad hyggelige småveje.

Jeg fik som altid en varm velkomst, da jeg et par timer senere landede på Baton Rouge og en god 3-retters middag blev starten på en hyggelig aften i godt selskab – der var kun én gæst på stedet udover mig, så Ben og Hetty havde god tid til at udveksle røverhistorier.

I Ardennerne ikke langt fra Baton Rouge.

Forår bliver til sommer.

 

Efter en god nats søvn og et solidt morgenmåltid forsatte jeg min tur sydpå.

Jeg besluttede mig for, at jeg så vidt muligt ikke ville benytte betalingsveje på min tur igennem Europa, så da jeg forlod Ardennerne og krydsede grænsen til Frankrig, holdt jeg mig primært til landevejene.

 

De næste 3 dage bevægede jeg mig på denne måde ned igennem Frankrig og Spanien.

 

Det var nogle dejlige dage med mange timer i sadlen, hvor jeg kun stoppede når maskinen eller jeg trængte til at blive tanket op, og når dagene gik på hæld, brugte jeg GPS’en til at finde et hotel i nærheden af min rute.

 

Vejret var pragtfuldt med blå himmel og stadig stigende temperaturer – allerede i Sydfrankrig nåede temperaturen op på 30-35 grader om eftermiddagen.

Ved Atlanterhavet i det sydlige Frankrig.

Det koster at have det sjovt.

 

Det gode vejr og fine veje ansporede mig ofte til frisk kørsel, hvilket bragte mig i fedtefadet kort efter, jeg var kommet ind i Spanien.

 

Jeg havde netop tilbagelagt et specielt underholdende stykke vej, da jeg i en landsby blev overhalet af en motorcykelbetjent. Jeg nåede lige at konstatere, at der også kørte én bag mig, inden den første tændte de blå blink og vinkede mig ind til siden.

 

Begge betjente var i første omgang lidt brøsige, hvilket hovedsageligt skyldtes, at det havde taget dem 10 kilometer at indhente mig, efter de havde set mig ignorere en fuldoptrukken linje i forbindelse med en overhaling.

 

Stemningen blev dog hurtigt bedre, da det gik op for dem, at jeg ikke havde prøvet at undslippe, men bare ikke havde set dem. De viste sig at være 2 flinke fyre, hvoraf den ene talte udmærket engelsk. Jeg slap ikke for en bøde, men fik den halveret da jeg kunne betale kontant på stedet.

De havde en online computer med printer i topboksen, hvor de kontrollerede mine papirer og udskrev bøden – en bøde med mine og min maskines data, beskrivelse af forseelsen, sagsnummer samt navn på betjenten der håndterede sagen.

Efter at have betalt bøden fik jeg en underskrevet udskrift af bøden samt en kvittering for beløbet.

Det hele forløb meget professionelt og det varede ikke længe, før betjentene sendte mig videre med ønsket om en god tur og en formaning om at køre lidt pænere fremover.

V-Strom'en i dårligt selskab.

Algeciras.

 

4 dage og 3200 kilometer efter at jeg trillede ud af indkørslen derhjemme, landede jeg i Algeciras, hvorfra jeg skulle med en færge til Marokko.

Jeg ankom sidst på dagen og indlogerede mig på et lækkert hotel ikke langt fra færgelejet. Efter at oppakningen var pillet af cyklen og en hurtig dukkert i hotellets pool spadserede jeg ned på havnen og købte en billet til en tidlig afgang den efterfølgende dag.

Hotellet i Algeciras.

Next stop Africa.

 

Jeg startede dagen tidligt og allerede inden solen stod op, holdt jeg på havnen klar til at køre ombord på færgen.

 

Overfarten tog 2 timer og ombord fik jeg stemplet mit pas af en marokkansk betjent der havde oprettet et lille kontor i færgens cafeteria. – En betjent i silkejakkesæt og blanke sorte cowboystøvler med sølvspænder, som jeg mistænker for at have set lidt for mange afsnit af Miami Vice.

Tidlig morgen ved færgen.

Grænsekrydsning på afrikansk.

 

Velankommet til Tanger MED var første punkt på dagsordenen at komme igennem tolden.

Når man er vant til de åbne grænser i Europa, kan det godt virke lidt besværligt at komme ind i Marokko på motorcykel.

Første stop var et overdækket område, hvor jeg blev bedt om at parkere min motorcykel.

Her skulle jeg så efterlade min mc, og spadsere igennem tolden hen til en politistation, hvor jeg blev registreret som indrejst i Marokko. I bygningen hvor politiet holdt til, var der også mulighed for at hæve penge, så det blev klaret i samme omgang – man kan ikke klare sig i Marokko uden kontanter og man kan ikke veksle inden indrejse.

 

Jeg vil lige nævne, at hele havneområdet vrimlede med såkaldte ”Touts”, som er selvbestaltede ”servicemedarbejdere” der tilbyder at hjælpe med det praktiske – mod betaling selvfølgelig!

Mit bedste råd er at ignorere dem og i stedet henvende sig til det uniformerede personale, hvis du har brug for hjælp eller vejledning. Hvis du møder nogen der er for pågående og ikke er til at slippe af med, skal du bare nævne ordet politi, hvorefter de forsvinder som dug for solen.

 

Tilbage ved motorcyklen var næste opgave at få den med ind i landet.

Det sker ved, at man udfylder en ”D16” formular. Jeg havde udfyldt og printet den hjemmefra, hvilket nu sparede mig for en del tid.

Formularen er i 3 dele. Én beholder tolderne ved indrejse og en anden skal man aflevere ved udrejse – pas rigtig godt på denne del, da det ellers kan blive meget vanskeligt at få motorcyklen med ud af landet igen! Den sidste del er til evig arv og eje.

Det sidste der skulle ordnes var ansvarsforsikring på motorcyklen. Som dansker var dette dog ikke et problem, da det grønne forsikringsbevis også dækker i Marokko.

 

Forløbet var lidt tungt og bureaukratisk, men alligevel en positiv overraskelse, da både toldere og betjente var flinke og hjælpsomme, og efter en halv time kunne jeg med alle papirer i orden tage hul på, hvad der skulle vise sig at blive nogle interessante, udfordrende og spændende dage i Afrika.

Paskontrol på færgen.

De første kilometre i Marokko.

 

Målet for dagen var byen Ifrane, der ligger ca. 350 kilometer syd for Tanger MED i Atlasbjergene. Jeg havde indstillet GPS’en til korteste rute og fravalgt hovedveje samt grusveje i forventning om, at det ville gøre ruten interessant, men ikke for udfordrende – jeg blev hurtigt klogere.

Efter et kort stykke på en fin motorvej, blev jeg ledt ud på en meget lille og hullet asfaltvej, der forbandt nogle landsbyer og efter få kilometer forvandlede asfalten sig til grus.

Det skulle vise sig, at være et godt billede på, hvordan vejene er i Marokko – et miks af alt, hvad man kan forstille sig og pludselige skift fra det ene til det andet.

 

En anden ting som jeg stiftede bekendtskab med, var marokkanske bilisters ofte alternative adfærd i trafikken.

Uafhængigt af hastighed kan de finde på at placere sig helt ude i højre side af vejen med 2 hjul i rabatten, midt på vejen eller alle steder der imellem. Det virker desuden som om, at de ikke helt har forstået formålet med blinklys - der var sjældent sammenhæng imellem signalgivning og faktiske handlinger, så det handler om at være vågen og forudseende når man færdes i trafikken.

Spændende veje i det nordlige Marokko.

Gedehyrder, hullede veje og hash.

 

Jeg havde god tid, så jeg nød de udfordrende veje, også når de bragte mig i situationer, som jeg ikke havde troet, jeg skulle udsættes for på V-Strom’en.

F.eks. da jeg måtte krydse et 1 meter dybt og flere meter bredt hul i vejen efter et jordskred eller da vejbelægningen over en strækning på flere kilometer bestod af 20 centimeter løst grus og sand.

 

Den første dag bød ikke bare på spændende veje. Landskabet var smukt, afvekslende og overraskende frodigt. Det føltes desuden ofte som om, jeg var på en rejse i tiden, når jeg ude på landet var omgivet af marker der blev dyrket med håndkraft, gedehyrder og den eneste anden trafik, jeg mødte, var æseltrukne kærrer.

Alle steder, jeg kom frem, blev jeg mødt af nysgerrige, venlige og smilende mennesker. Det var dog tydeligt, at jeg nu befandt mig i et muslimsk land. Kun mændene henvendte sig til mig, og hvis jeg fandt mit kamera frem vendte kvinderne sig straks væk.

 

Noget andet jeg fandt påfaldende i Marokko var, at jeg ofte blev tilbudt hash. Specielt når jeg holdt pauser uden for byerne, skete det flere gange at unge mænd, der dukkede op ud af den blå luft, kontaktede mig for at høre om jeg ville købe ”hashish”. Når det gik op for dem, at jeg ikke var interesseret, blev de ofte hængende og hyggesludrede til jeg kørte videre.

 

Først på eftermiddagen, da jeg stoppede ved en vejsidegrill (som findes overalt), fik jeg min første af mange gode kulinariske oplevelser i Marokko. Gode friske råvarer, spændende krydderier og rigeligt med veltilberedt kød.

Solid frokost!

Rendezvous med en amerikaner.

 

Sidst på dagen nærmede jeg mig omsider Ifrane.

Årsagen til at jeg havde sat byen som mål for den første dag var, at jeg nogle dage inden afrejse havde været i kontakt med jbar28 (Jim) fra ADVrider. Ligesom jeg skulle han besøge Marokko for første gang på motorcykel, og vi havde lavet en løs aftale om evt. at mødes og måske følges ad nogle dage.

Sidste gang vi havde været i kontakt med hinanden var som sagt godt en uge tidligere. På det tidspunkt regnede han med at være hos en kammerat i Ifrane når jeg ankom til landet. Jeg havde derfor bestemt mig for, at prøve at komme i kontakt med ham samme aften, når jeg ankom til byen.

 

Ca. 30 kilometer fra Ifrane holdt jeg en vand/smøg pause, så jeg var tanket op og klar til at lede efter et sted at bo, når jeg ankom til byen. Efter en pludselig indskydelse trak jeg for første gang på turen min telefon op af lommen for at se, om der var nogle beskeder.

Det viste sig at være en god idé, da Jim kort tid inden havde sendt mig en besked om, at han netop havde indlogeret sig på et hotel i Meknes, og at der også var et ledigt værelse til mig, hvis jeg kiggede forbi.

Jeg var på det tidspunkt ca. 40 kilometer fra Meknes der ligger nordvest for Ifrane, så jeg sendte ham en besked om, at han havde en ½ time til at finde en kold øl til mig.

Det endte dog med at turen tog lidt over en time, da det meste af ruten bestod af grus- og jordveje krydret med et par vandpassager – først da jeg kørte ind i forstæderne, fik jeg asfalt under dækkene.

 

Efter denne fantastiske afslutning på en lang og spændende dag, kunne jeg parkere min maskine foran hotellet ved siden af Jims, og efter et hurtigt check-in og tøjskifte, traskede jeg ud til hotellets pool, hvor Jim bød mig velkommen med en iskold øl – sjældent har øl smagt bedre.

 

Det blev til flere øl i løbet af aftenen og en tur ind i den nærliggende Medina for at finde noget godt ”street side food”, mens vi talte om, hvad vi hver især havde af planer og idéer om, hvordan de næste dage skulle se ud.

Det viste sig hurtigt, at vi gik fint i spænd og havde stort set de samme planer for, hvad vi kunne tænke os at se, og hvilke ruter vi ville køre, så vi besluttede at forsætte sydpå sammen, og så ellers tage én dag af gangen.

Pausen hvor jeg opdagede sms'en fra Jim.

Lidt struktur på rejsen.

 

Ind til dette tidspunkt på rejsen, have jeg ikke booket logi på forhånd, men bare fundet steder at sove, når dagene gik på hæld og jeg begyndte at føle mig træt.

Men Jim følte sig ikke tryg ved at rejse på denne måde.

Når han lettede om morgenen, ville han gerne vide, hvad der ventede ham for enden af dagen og hvor langt han skulle køre for at nå frem.

Da emnet tydeligvis betød mere for ham end for mig, valgte vi at gøre det på hans måde. Så hver aften, efter at have kigget på kort og fundet frem til næste dags rute, bookede vi logi til den efterfølgende aften. Vi brugte siden booking.com til formålet.

Ankommet ved hotellet i Meknes.

Forsmag på Atlasbjergene.

 

Selvom vi lettede tidligt fra hotellet den næste morgen, nåede temperaturen at passere 30 grader, mens vi snoede os igennem Meknes’ morgentrafik på vej ud af byen.

Målet for dagen var landsbyen Ait-Ourir lidt øst for Marrakech.

Den første del af dagens rute gik igennem Atlasbjergenes vestlige udløbere, så efter at have lagt forstæderne bag os, bevægede vi os op i højderne og lidt mere moderate temperaturer.

 

Vi kørte på spændende veje og var omgivet af storslået natur. Efter en lille times kørsel holdt vi dagens første pause ved et udsigtspunkt.

Vi var knap nok kommet af maskinerne og fået hjelmene af, før 5 marokkanske mænd væltede ud af en bil og stormede hen imod Jim og hans V-Strom. Jim fortalte mig senere, at hans første tanke var: ”Gad vide hvad de vil sælge mig”.

Det viste sig dog hurtigt, at mændene bare var i højt humør, ville kigge nærmere på motorcyklen og have taget billeder, hvor de sad på den.

Det udviklede sig hurtigt til lidt af et cirkus, hvor mændene kravlede af og på maskinen, mens Jim prøvede at føre en samtale med dem på en blanding af engelsk, fransk og arabisk, mens han prøvede at forhindre, at maskinen væltede – til stor fornøjelse for mig, der stod et stykke derfra og fik mig en smøg.

De viste (heldigvis) ikke den mindste interesse for min maskine.

 

Jeg har en teori om, hvorfor de valgte at rette deres opmærksomhed mod Jims V-Strom frem for min – det er lidt, som når nerverne svigter hos drengene til et sodavandsdiskotek, med det resultat, at de går udenom den hotte pige og i stedet byder den grimme og lidt tykke op til dans, for derved at nedsætte risikoen for et afslag.

Jim havde ikke overraskende en anden teori…

 

Jeg slap dog ikke helt for opmærksomhed. Netop da den første gruppe mænd var ved at sige farvel, stoppede en anden bil på pladsen, hvorfra et yngre par steg ud. Manden gik straks hen til min maskine og kiggede interesseret på den fra alle vinkler. Det viste sig, at han og hans kone (begge marokkanere) var bosiddende i Belgien og kun hjemme på ferie. Han fortalte, at han havde overvejet at købe samme model som min, og ud fra hans spørgsmål fremgik det tydeligt, at han havde sat sig ind i tingene og gjort sig nogle tanker. Det endte med, at vi havde en god snak om motorcykler og livet i al almindelighed, inden vi tog afsked, og Jim og jeg forsatte sydpå.

 

Episoden ved udsigtspunktet var et godt eksempel på den venlige, nysgerrige åbenhed jeg blev mødt med de fleste steder i Marokko. Den konstante opmærksomhed kunne dog godt blive lidt trættende i længden, da jeg var tvunget til at være ”på” stort set hver gang, jeg stod af cyklen.

 

De spændende veje og den smukke natur forsatte indtil frokost, som vi indtog på en vejsidegrill.

I gang med at tage "modelbilleder" af maskinen.

Stegende hede.

 

Efter frokost førte vores rute os ned fra bjergene, og de snoede veje blev skiftet ud med lange snorlige stykker asfalt der skar sig igennem frodigt agerland.

Samtidig med at landskabet ændrede sig, røg temperaturen også gevaldigt i vejret. Midt på eftermiddagen var der over 40 grader i skyggen, hvilket gjorde kørslen til lidt af en prøvelse.

 

Det var først på aftenen og stadig stegende hedt, da vi ankom til Ait-Ourir.

Hotellet vi havde booket, viste sig at være en rustik lille perle. Værelserne lå med udgang til en hyggelig have der var anlagt omkring poolen. Efter en lang varm dag, var det ubeskrivelig fedt at komme ud af motorcykeltøjet og snuppe en dukkert som det første, efter vi havde tjekket ind.

Lækkert med en tur i poolen efter en lang varm dag i sadlen.

Aftenhygge i godt selskab.

 

På den måde opfriskede, var det blevet tid til aftensmad. Menuen stod på veltilberedt ”Tagine” med kylling, som blev skyllet ned med iskolde øl. Det er for øvrigt på ingen måde en selvfølge, at kunne bestille alkoholiske drikke til sin aftensmad i et muslimsk land som Marokko - indtagelse af alkohol er ikke vel set og kun få steder har udskænkning.

 

Det blev til en rigtig hyggelig aften, hvor vi bl.a. faldt i snak med en gruppe spanske endurokørere der brugte stedet som base, samt en gruppe belgiere der udforskede området på mountainbikes. Begge grupper havde gjort det til en tradition at tage på en uges ferie i Marokko hvert forår, og de kunne oplyse, at der var helt usædvanligt varmt i år. Normalt når temperaturen i april ikke meget over 25 grader vest for Atlasbjergene - et godt stykke under de 40-45 grader vi havde oplevet tidligere på dagen.

Igennem bjergene via Tizi-n-Tichka.

 

Den næste morgen vågnede jeg med sommerfugle i maven, da jeg nu tog hul på den første af en række dage, hvor jeg skulle se og opleve nogle af de ting, som hjemmefra havde fået mig til at vælge Marokko som destination.

 

Dagens første mål var Tizi-n-Tichka passet, som er det højeste asfalterede bjergpas i Atlasbjergene.

Kort efter vi havde forladt hotellet, begyndte terrænet at stige og det frodige agerland ændrede sig til alpint landskab. Vi fulgte hovedvej N9 op mod passet. Der var forholdsvis meget trafik, men naturen og en perlerække af lækre sving gjorde det til en fed tur.

 

Efter et kort stop på toppen, forsatte vi et par kilometer ad N9, inden vi drejede fra hovedvejen for at følge en mindre, mere udfordrende og interessant vej igennem og ned fra Atlasbjergene.

Jeg fungerede som guide på denne del af turen og havde lidt problemer med at finde det sted, vi skulle dreje fra hovedvejen. Efter lidt søgen fandt jeg dog det, jeg søgte. Grunden til, at jeg i første omgang havde overset vejen var, at den mere lignede en lille grussti end en vej.

Kort efter vi var kørt ind på ”stien”, stoppede Jim mig da også for at høre, om jeg var helt sikker på, at vi var på rette vej, hvortil jeg svarede: ”I’m pretty sure and if the road continues like this, we’ll have a blast even if I’m wrong”.

 

De første kilometre forsatte vejen, som den var startet, men gradvist antog den karakter af en regulær vej og senere ramte vi endda asfalterede stykker. Vejen snoede sig igennem et øde og barskt område, kun afbrudt af lejlighedsvise landsbyer placeret i forbindelse med oaser. Vi havde stort set vejen for os selv. De enkelte gange, vi mødte anden trafik, var det typisk æsler, 4-hjulstrækkere eller lokale på små scootere eller motorcykler.

Jim på bagvejen til Ait-Benhaddou.

Platugler.

 

Hvis vi mødte lokale motorcyklister, mens vi holdt pause, skete det næsten altid på følgende måde:

I det han (kun mænd kørte motorcykel) nærmede sig, begyndte motorcyklen at sætte ud og netop, når han var ud for os, gik den helt i stå, hvorefter han skruede benzindækslet af og kiggede ned i tanken, mens han vippede maskinen fra side til side.

Efter denne øvelse slog han ud med armene og så fortvivlet ud.

Det var så nu, at han kiggede op og med et overrasket udtryk i ansigtet fik øje på os, hvilket fik ham til at bryde ud i takke-bønner til Allah. Med ord og fagter gjorde han os det derefter klart, at han var løbet tør og gerne ville have noget benzin af os – hans redningsmænd.

Da hverken Jim eller jeg medbragte ekstra benzin i oppakningen, eller en hævert som er nødvendig for at få benzin ud af tanken på en maskine med indsprøjtning, måtte vi skuffe manden.

Da det efter noget tid gik op for manden, at han ikke kunne få benzin fra os, slog han ud med armene, startede sin maskine kørte videre.

 

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg oplevede dette scenarie i Marokko, og det er et godt billede på, hvordan mange mennesker i landet prøver at få noget ud af turisterne – går den, så går den.

En platugle i aktion.

En rejse tilbage i tiden.

 

Efter et par timers kørsel var vi så småt ved at være nede fra bjergene og nærmede os dagens næste destination - Âit-Benhaddou.

 

Det er en smukt beliggende befæstet by, der har adskillige århundrede på bagen. Byen er stadig beboet, men tjener i dag primært som turistattraktion og kulisse for diverse spillefilm. Bl.a. film som ”The Mummy”, ”Gladiator” og ”Kingdom of heaven” er optaget i og omkring byen.

Vi parkerede vores maskiner ved en souvenirbod uden for byen og gik på opdagelse inden for murene. Nogle af husene var åbne for turister og det var spændende at snuse rundt.

 

Jeg købte for øvrigt lidt småting i den bod, hvor vi parkerede maskinerne. Til at begynde med, ville sælgeren have, hvad der svarede til 20 kr for hver af de ting, jeg var interesseret i, men efter lidt forhandlinger, fik jeg 3 ting (en udskåret trækamel, et postkort og et klistermærke til motorcyklen) for 15 kr i alt – går den, så går den…

 

Det var ved at være sidst på eftermiddagen, da vi var tilbage ved maskinerne, så efter indtagelse af en tiltrængt is, hoppede vi i sadlen for at tilbagelægge resten af dagens etape.

Ait-Benhaddou

Øst for Atlas.

 

Resten af dagen kørte vi igennem et landskab der var den diametrale modsætning til det frodige agerland vest for bjergene, hvor vi havde startet dagen. Øst for bjergene var der knastørt med undtagelse af de oaser af frodighed, hvor der var naturligt overfladevand. Her var kontrasten mellem fugtigt og frodigt, og tørt og goldt, slående.

De snoede veje vi havde kørt på hele dagen, var desuden skiftet ud med snorlige stykker asfalt der forsatte i det uendelige.

Landskabet øst for bjergene.

Autentisk luksus.

 

Først på aftenen ankom vi til dagens destination – en Kasbah i udkanten af Boumalne Dades der var indrettet som et eksklusivt hotel.

 

Vi blev budt velkommen af stedets themester, der bød på myntete og snacks bestående af tørrede og saltede nødder og frugter. Da vi ankom, havde vi stort set Kasbah’en for os selv, men inden længe blev stedet indtaget af en flok beskidte og udmattede italienere på tungt lastede BMW’er og KTM’er.

 

Aftenen blev derfor tilbragt i en afslappet stemning blandt ligesindede.

Til forskel fra hvor vi havde boet den foregående aften, var der her ikke mulighed for at købe alkohol, hvilket lagde en naturlig dæmper på selskabet - kildevand gør bare ikke det samme for stemningen som kolde øl.

Kasbah'ens themester.

Gorges du Dades.

 

Vi startede tidligt den næste dag i håb om at opleve Gorge du Dades, inden der kom for meget trafik på vejene. Vejen igennem kløften er nok den mest kendte og fotograferede strækning i Marokko og mange steder figurerer den på top 10 over de mest interessante motorcykelveje i verden – forventningerne var derfor i top, da vi trillede ud igennem Kasbah’ens port i det tidlige morgenlys.

 

Stedet, hvor vi havde overnattet, lå kun få kilometer fra indgangen til kløften, så det varede ikke længe, før klipperne begyndte at rejse sig omkring os. Som håbet var der næsten ingen trafik på denne tid af morgenen, og der kom godt flow i kørslen. De første kilometer bugtede vejen sig i bløde buer igennem landskabet, og først for enden af slugten ramte vi hårnålesvingene som har gjort strækningen så kendt.

 

Da vi parkerede ved udsigtspunktet for enden af slugten og kiggede os tilbage, var det med blandede følelser. Det havde været en fin tur, og de sidste sving havde været underholdende, men vi havde begge lidt svært ved at se, hvad der skulle gøre netop denne strækning til noget særligt? Naturen var ikke meget anderledes, end hvad vi havde set mange andre steder i landet og vi havde flere gange kørt på sjovere veje.

Efter en kort pause, hvor vi fik taget det obligatoriske billede af slugten, forsatte vi nordpå.

Det berømte stykke af Gorges du Dades.

Gorges du Todra.

 

En times tid senere ankom vi til Todra Gorge. Stedet bar præg af at være en turistmagnet. Der vrimlede med souvenirsælgere som lukrerede på de mange besøgende der blev fragtet dertil i busser. Al aktivitet var dog koncentreret omkring et par hundrede meter i den sydlige ende af slugten, hvor den er smallest og dybest med op til 300 meter høje sider, der næsten lukker sig over hovederne på de besøgende.

Nord for dette sted, var slugten stort set tom for mennesker og vi havde vejen for os selv, hvilket gjorde oplevelsen mere interessant.

 

Fra Todra satte vi kursen mod øst og det varede ikke længe, før vi havde lagt Atlasbjergene bag os. Vi bevægede os nu igennem et fladt landskab, hvor der var langt til horisonten i alle retninger.

Nord for Gorges du Todra.

Med kurs mod Sahara.

 

Når man kører rundt i Marokko støder man ofte på politi check-points, hvor folk får undersøgt deres papirer og gennemsøgt deres køretøjer. Indtil nu var vi altid bare blevet vinket igennem, så vi blev lidt overraskede, da vi først på eftermiddagen blev stoppet ved et check-point i et T-kryds, hvor vi ville dreje fra hovedvejen.

 

Det viste sig, at politiet stoppede os for at fortælle, at den vej vi havde tænkt os at tage, var spærret længere fremme og vi derfor skulle vælge en anden rute.

Efter et hurtigt kik på kortet, kunne vi konstatere, at det betød en omvej på ca. 200 kilometer, hvilket ikke lige var hvad vi havde lyst til, da vi i forvejen havde langt at køre, inden vi nåede dagens destination.

Jeg henvendte mig derfor til betjentene for at høre, om det måske var muligt at komme forbi den pågældende vejspærring på motorcykel. Jeg fik et meget vagt svar, hvor betjentene ikke rigtig ville komme nærmere ind på, hvorfor vejen var spærret.

Imens jeg stod og talte med betjentene, kom der 2 motorcykler kørende fra den vej der angiveligt var spærret. De viste sig at være hollændere (far og søn) på gademaskiner. Da jeg ikke kunne få et klart svar fra betjentene, henvendte jeg mig til hollænderne for at høre, hvad vejspærringen handlede om.

De kunne oplyse, at vejen var spæret pga. en demonstration i en by ca. 50 kilometer fra det sted, vi holdt, men at det var muligt via småveje og gyder at køre igennem byen og derved komme udenom demonstrationen.

 

Jeg forelagde dette for betjentene og spurgte, om vi måtte gøre forsøget og derved forhåbentligt undgå en større omvej. Betjentene som nu var ved at være lidt irriterede over, at vi ikke bare efterkom deres anvisninger, sagde, at vi kunne gøre som vi ville, når bare vi forsvandt fra deres check-point.

Jeg fik det indtryk, at betjentene primært ville have haft os til at tage en anden vej, for at vi som udlændinge ikke skulle opleve utilfredse marokkanere, men at de nu, hvor vi havde hørt om demonstrationen bare ville af med os.

 

Jim der stod lidt derfra, da jeg talte med betjentene og hollænderne, havde kun hørt bidder af samtalerne, men havde forstået, at vi alligevel godt kunne forsætte ad den planlagte rute.

 

Et stykke tid efter, at vi havde forladt betjentene, stoppede vi for at tage et billede af turens første kamel-advarselsskilt. Da vi alligevel var af maskinerne talte vi lidt om episoden med betjentene og først nu gik det op for Jim, at det var en demonstration, der var skyld i, at vejen var spæret længere fremme. Dette fik ham til at blive meget stille og han fik en kedelig kulør i ansigtet.

Første advarselsskilt mod kameler.

Demonstranter og landevejsrøvere.

 

Tilbage i sadlerne varede det ikke længe, før vi ankom til den by, hvor demonstrationen foregik. Vejen igennem byen var ganske rigtigt spæret af demonstranter med bannere, og vi blev igen stoppet af en betjent der bad os om at vende om og finde en anden vej. Straks efter vi var blevet stoppet, troppede der dog nogle lokale op og forklarede betjenten, at der fandtes en vej igennem byen der gik uden om demonstrationen. Betjenten slog derefter opgivende ud med armene og lod os passere. De lokale angav en rute og inden længe snoede vi os afsted igennem byen via småveje og gyder, der ofte ikke var meget bredere end styret på vores motorcykler.

 

Da vi næsten var igennem byen, blev vi pludseligt stoppet af en interimistisk vejspærring bemandet af en gruppe drenge og unge mænd der forlangte betaling for at lade os komme igennem.

Stemningen var ikke direkte truende, men da jeg gjorde dem det klart, at jeg under ingen omstændigheder ville give dem så meget som én eneste Dirham og at jeg ikke gad deres pis, blev de meget pågående.

Inden tingene nåede at udvikle sig yderligere, dukkede der en anden gruppe unge mænd op, som helt tydeligt var vrede over dét, den første gruppe havde gang i. Efter en del råben og gestikuleren endte det med, at den tilkomne gruppe fysisk fjernede dem der prøvede at holde os tilbage, hvorefter de lavede et hul i vejspærringen og vinkede os igennem.

 

Få hundrede meter senere, var vi tilbage på hovedvejen på den anden side af demonstrationen og kunne forsætte vores rejse.

Demonstrationen der var årsag til al balladen.

Løst underlag.

 

Det var nu ved at være sidst på eftermiddagen, og ifølge GPS’en havde vi små hundrede kilometer til Kasbah Yasmina som var dagens destination.

Kasbah’en ligger ude i ørkenen på kanten af Erg Chebbi der kan byde på de højeste sandklitter i hele Marokko – de højeste er over 300 meter.

Asfalten slap op, da vi havde ca. 40 kilometer igen og blev afløst af et virvar at spor igennem ørkenen. Både kørslen og navigation krævede vores fulde opmærksomhed.

Vi befandt os nu i et terræn som jeg ville have nydt at udforske på en 120 kilos enduromaskine, men hvor jeg til gengæld aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle færdes på en + 200 kilos maskine som V-Strom’en.

 

Jim havde aldrig før prøvet at køre offroad, så efter de første forsigtige kilometer igennem sandet, gav jeg ham et ”Crash Course” i, hvordan han skulle tackle maskinen på løst underlag.

V-Strom på afveje.

Turens første styrt.

 

De sidste 14 kilometer bød på den værste udfordring. Sporet, vi fulgte, var det rene vaskebræt, hvor vi blev nødt til at holde et vist tempo, for at maskinerne ikke skulle ryste helt fra hinanden. Udfordringen bestod i, at vaskebrættet med jævne mellemrum var dækket af et tykt lag superblødt sand der var føget ind over sporet. Måden at tackle det på var at sænke tempoet, lige inden vi ramte stykkerne med sand, for så at give fuld gas igennem sandet og flytte vægten tilbage, så forhjulet surfede hen over sandet i stedet for at grave sig ned.

Det var en anstrengende måde at køre på, og da vi var få hundrede meter fra målet, slap Jims evner og koncentration op. Jeg kørte på dette tidspunkt forrest og opdagede pludselig, at Jim manglede i sidespejlet, hvorefter jeg vendte rundt og kørte tilbage af sporet.

Ganske som jeg havde ventet, var det et stykke med løst sand der havde fået krammet på Jim. Sandet havde dog sikret ham en forholdsvis blød landing, så han var sluppet med lidt knubs og mindre skader på maskinen.

Efter at have hjulpet ham på højkant og sikret, at alt fungerede, tilbagelagde vi det sidste stykke, inden vi godt brugte, kunne trille igennem porten til Yasmina.

V-Strom down!

Nigger rigging.

 

Det første, vi gjorde efter at være ankommet til Kasbah’en, var at få styr på Jims maskine. Udover et ødelagt kåbeglas var beslaget til højre sidetaske blevet slået skævt. Kåbeglasset stod ikke til at redde, men efter et kvarters arbejde var sidetaskebeslaget blevet rettet op, så tasken sad ordentligt og kunne af- og påmonteres.

 

Imens vi stod og arbejdede på maskinen, fandt vi os pludselig fanget midt i en sandstorm, og vi priste os lykkelige for at være inden for Kasbah’ens beskyttende mure. Sandstormen tog på kort tid så meget til, at personalet blev nødt til at slukke generatoren, der var stedets eneste strømforsyning.

Det trak op til storm, da vi nærmede os Erg Chebbi.

Tanker omkring bagage.

 

Da Jims V-Strom igen var fit for fight, parkerede vi maskinerne for natten.

I den anledning kommenterede Jim (ikke for første gang) min minimalistiske oppakning. Han var både forundret og imponeret over, hvor lidt bagage jeg havde medbragt på min rejse.

På trods af at jeg i modsætning til Jim medbragte komplet campingudstyr, fyldte min bagage betydeligt mindre end hans – og stort set alle andre motorcykelrejsendes vi havde mødt i Marokko – ikke mindst i bredden, da jeg ikke benyttede sidetasker.

Især i byerne og ved tæt trafik var det en fordel ikke at køre med sidetasker, da det ofte gjorde det meget nemmere for mig at komme frem og derved undgå at blive fanget i stillestående eller bag langsomtkørende trafik – hvilket specielt i varmt vejr kan være ulideligt, når man er iført motorcykelbeklædning.

 

Når vi sammenlignede indholdet af vores bagage, ”manglede” jeg dog ikke noget i forhold til Jim, og på nogle områder som f.eks. værktøj og kort var jeg betydeligt bedre dækket ind.

Årsagen til min beskedne bagagevolumen skal findes i utallige rejser på motorcykel, hvor jeg har lært kun at medbringe det, jeg skal bruge, samt at jeg igennem årene har opgraderet mit grej således, at det udover at være funktionelt, fylder så lidt som muligt.

Forskellen i bredden på vores maskiner.

Sidste aften med Jim.

 

Da vi havde indlogeret os på vores værelse, var det blevet tid til en tur poolen – sandstorm eller ej. Det var en noget særpræget, men opfriskende oplevelse, at plaske rundt i en pool i bælgravende mørke midt i ørkenen under en sandstorm.

 

Efter en times tid lagde sandstormen sig lige så pludseligt, som den var opstået, og strømmen vendte tilbage.

 

Det var Jims og min sidste aften sammen, og under aftensmaden brugte vi en del tid på at reflektere over de ting, vi havde oplevet sammen – ikke mindst episoden med demonstrationen og den spærrede vej.

 

Jim havde under hele forløbet ligget på hjul af mig, og jeg havde ikke rigtig haft mulighed for at tale med ham eller vurdere, hvordan situationen påvirkede ham.

 

Det viste sig, at han havde været ekstremt presset fra det øjeblik, jeg fortalte ham om demonstrationen. Derfra og til vi nåede frem til byen, havde alle mulige tanker, omkring hvad der kunne gå galt, fløjet igennem hans hoved, og han overvejede seriøst at vende om. Hans uro blev absolut ikke mindre, da vi kørte ind i byen og blev mødt af flere hundrede demonstranter. Da vi kort efter blev holdt op af en gruppe unge der ville have vores penge, syntes han absolut ikke, det var sjovt længere.

 

Jeg følte mig derimod ikke utryg under episoden. Jeg var selvfølgelig mentalt oppe på tæerne, men betragtede bare det hele som en oplevelse.

Forskellen i måden vi opfattede episoden på (og flere andre ting på rejsen), skal helt sikkert findes i, hvad vi hver især havde i ”rygsækken” af oplevelser og erfaringer samt personlige værdier og kompetencer.

 

Det blev til endnu en hyggelig aften, hvor det eneste der trak ned i helhedsindtrykket var, at vi igen var havnet et sted der ikke serverede øl.

Udsigten fra Yasmina da solen går ned over ørkenen.

På udkig efter asfalt.

 

Den næste morgen startede jeg med at vandre en tur ud i sandklitterne for at opleve Saharas sand mellem tæerne. Det var hårdt arbejde at klatre rundt i det løse sand, så tilbage i Kasbah’en tog jeg mig tid til et hurtigt bad inden morgenmaden.

 

Da morgenmaden var overstået og cyklen pakket, tog jeg en snak med en af de ansatte for at høre, om der var en nemmere vej tilbage til asfalten, end den vi havde kørt den foregående dag. Det viste sig at være tilfældet, og jeg fik nogle anvisninger der skulle sende mig i den rigtige retning.

 

Jim, der skulle i en anden retning end jeg, havde efter prøvelserne den foregående dag ikke travlt med at komme i sadlen, så han tog afsked med mig i Kasbah’ens gård, inden jeg atter bevægede mig ud i ørkenen.

Vi havde haft nogle gode dage sammen, og det vil ikke overraske mig, hvis vi mødes igen et eller andet sted i verden.

 

Det skulle vise sig, at de næste par dage kom til at byde på store udfordringer for Jim, men det kan I læse mere om i hans egen rejseberetning på ADVrider.

 

Atter alene fulgte jeg de anvisninger, jeg havde fået, og det lykkedes mig efter et par kilometer at finde det omtalte spor. Det var som lovet i betydeligt bedre stand, end det vi havde kørt på dagen før. Til gengæld viste det sig at være starten på en betydeligt længere rute tilbage til civilisationen og asfalterede veje.

Den første time så jeg ikke skyggen af hverken mennesker eller beboelse. Sporet, jeg fulgte, delte sig desuden flere gange, og i de situationer var hverken GPS eller kort til megen hjælp, så navigationen foregik mere end noget andet efter min retningssans og mavefornemmelse.

Civilisation i horisonten efter en time i ørkenen.

Tilbage i bjergene.

 

Efter 1½ time fik jeg endelig asfalt under dækkene og kørte på veje, som min GPS kendte til. Jeg satte herefter kurs mod nordvest og efter yderligere et par timer begyndte terrænet at stige, og jeg bevægede mig atter ind i Atlasbjergene.

På vej ind i bjergene kørte jeg igennem Gorges du Ziz med kurs mod Midelt. Vejen viste sig at være en af de fedeste, jeg nogensinde har kørt på. De gode sving lå som perler på en snor, asfalten var fin og jeg bevægede mig igennem et skovklædt bjerglandskab med floder og søer.

På vej ind i Atlasbjergene.

Fjerne familiemedlemmer.

 

Sidst på eftermiddagen kørte jeg igennem et tilsvarende landskab på vej ned på den vestlige side af bjergene, da jeg pludseligt så noget ud af øjenkrogen, som fik mig til at holde ind til siden og slukke motoren.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad det var, jeg havde set – det lignede en stor kat, og så alligevel ikke.

Først var der helt stille omkring mig og intet tegn på liv, men efter lidt tid begyndte det at pusle overalt i skoven omkring mig, og jeg fandt ud af, hvad det var, jeg havde set.

En større flok aber havde været i gang med at krydse vejen, da jeg kom bragende på min mc, hvilket havde fået dem til at gemme sig i skoven på begge sider. Nu hvor jeg havde slukket maskinen, kom de igen frem, og inden længe fandt jeg mig omgivet af aber på alle sider. Især ungerne var underholdende og nysgerrige og flere gange måtte mødrene hen og have fat i dem, når de kom for tæt på mig og motorcyklen.

Jeg endte med at opholde mig på stedet i næsten en halv time, indtil aberne atter var forsvundet i skoven.

Legesyge aber.

Hjælpsomhed.

 

Inspireret af min tid sammen med Jim havde jeg aftenen inden booket et værelse på et hotel lidt øst for bjergene, som skulle være mit mål for dagen. På hjemmesiden, hvor jeg havde foretaget bookingen, fremgik det ikke tydeligt, præcis hvor hotellet lå, kun hvilken by det lå i. Det var ikke en specielt stor by, så jeg regnede med at kunne finde det, når jeg nåede frem.

Da jeg ankom til byen, viste den sig ikke at være helt så lille endda og efter at have kørt et par runder uden held, stoppede jeg i hovedgaden ud for en stribe butikker for at spørge om vej.

Det viste sig, at en ung mand i en radio/TV forretning der mest af alt mindede om en hælercentral vidste, hvor hotellet jeg søgte lå, og han talte tilmed en smule engelsk. Han forklarede, at det var lidt svært at finde og bad mig vente et øjeblik, mens han fik fat i en kammerat der kunne hjælpe mig.

Kammeraten der ikke kunne et ord engelsk fik forklaret, hvor jeg gerne ville hen, hvorefter han løb hjem og hentede sin scooter, så han kunne følge mig på vej. 5 minutter efter var han tilbage på scooteren og signalerede, at jeg skulle følge efter ham. Jeg fik sagt tak for hjælpen til ekspedienten i forretningen og fulgte derefter scooteren igennem byen. Et par minutter senere var vi kommet til en lille vej der førte ud af byen og kammeraten på scooteren angav, at jeg skulle følge denne vej, til jeg kom til hotellet. Jeg tilbød ham herefter lidt penge som tak for hjælpen, men han vinkede bare afværgende, smilede og kørte tilbage ind i byen.

 

Hotellet viste sig at ligge 15 kilometer uden for byen, og jeg havde aldrig fundet det uden hjælp.

Stedet var mere et ressort end et hotel. Det lå ned til en sø, dækkede et kæmpe område og havde bl.a. 7 hektar parklignende have med utallige frugttræer, hvor gæsterne måtte plukke og spise, hvad de havde lyst til. Det var tydeligvis et eksklusivt sted med gode faciliteter, imponerende værelser og en virkelig god restaurant – det perfekte sted at slappe af efter en lang dag i sadlen – ikke mindst fordi de solgte iskolde øl!

Udsigten fra mit hotelværelses altan.

Sidste dag i Afrika.

 

Den næste dag stod jeg op sammen med solen, da jeg stadig var godt 300 kilometer fra Tanger MED og gerne ville ankomme forholdsvist tidligt, så jeg kunne få overstået turen igennem tolden, inden det blev alt for varmt. Af samme grund valgte jeg for første gang under mit besøg i Marokko at tage motorvejene. De var helt på niveau med de bedste, man finder i Europa og næsten fri for trafik, da de var betalingsveje.

Det var dog tydeligt, at marokkanerne enten ikke har forstået eller respekterer formålet med en motorvej. Flere gange mødte jeg fodgængere og ryttere på æsler der krydsede vejen og nogle gange blev nødsporet brugt til at læsse lastvogne med afgrøder fra de omkringliggende marker.

 

Det gik dog hurtigt fremad, og allerede midt på formiddagen ankom jeg til havnen.

Ved billetkontoret vrimlede det som altid med touts der tilbød hjælp til alt fra parkering til køb af billet – hjælp som jeg hverken behøvede eller ønskede.

Jeg havde erfaret, at den bedste måde at håndtere de irriterende touts var at sende et signal om, at jeg havde helt styr på, hvad der skulle ske, og havde oceaner af tid til at få det ordnet – så plejede de hurtigt at begynde at kigge sig om efter andre ofre.

 

Billetkøbet var hurtigt overstået, og jeg kunne nu køre videre til toldområdet. I forhold til da jeg skulle ind i landet, gik det som en leg. Jeg skulle bare fremvise pas og aflevere den D16 formular, jeg fik stemplet ved indrejsen – det hele tog under 5 minutter. Inden jeg fik lov til at køre ind på havneområdet, skulle motorcyklen dog lige en tur igennem en mobil-scanner, men dette tog også kun et par minutter, så det varede ikke længe, før jeg kunne parkere foran bilerne i opmarchområdet ved den færge, jeg skulle med.

 

Overfarten tilbage til Europa forløb begivenhedsløst – det var dog et glædeligt gensyn med Europa, da Gibraltar efter 1½ times sejlads gled forbi på styrbordsside.

Glædeligt gensyn med Gibraltar.

Tilbage i Europa.

 

Da jeg var trillet fra borde i Algeciras og kommet igennem tolden, fulgte jeg i første omgang den spanske middelhavskyst mod øst.

Min plan var at tage en anden og mere østlig rute nordpå, end den jeg havde benyttet på turen sydover godt en uge tidligere. Årsagen til dette var, at det ville give mig mulighed for at køre igennem nogle områder, som jeg ikke tidligere har udforsket på motorcykel, samt at jeg påtænkte at besøge en kammerat i Schweiz på turen hjem imod Danmark.

 

Resten af dagen kørte jeg skiftevis langs Middelhavets kyst og igennem bjergene lidt længere inde i landet. Langs kysten var der behagelige 20-25 grader og sol, men i bjergene var der ca. 10 grader koldere og lejlighedsvis kørte jeg igennem regnbyger, hvoraf nogle var kraftige.

Udsigt over den spanske middelhavskyst.

Spansk forkælelse.

 

Efter en lang og afvekslende dag, ankom jeg først på aftenen til et usædvanlig hyggeligt Ibis hotel i den spanske by Murcia ikke langt fra kysten. Hotellet var halvtomt, og jeg blev rigtig forkælet af de ansatte. Først fik jeg lov til at parkere V-Strom’en gratis i hotellets kælder (kostede ellers 7 euro), hvorfra jeg kunne tage en elevator direkte op til mit værelse. Dernæst blev der disket op med lækker aftensmad efterfulgt af gratis dessert. Da jeg efterfølgende gik forbi baren på vej op til mit værelse, fik jeg stukket en kold øl i hånden, som jeg kunne tage med op – alt i alt en perfekt afslutning på en udmattende dag der havde strakt sig over 2 kontinenter.

 

De efterfølgende 2 dage brugte jeg primært på småveje i Spanien, Frankrig og Schweiz, inden jeg sidst på andendagen kunne parkere maskinen foran min kammerats hus, der ligger i Jurabjergene 20 kilometer fra Biel.

 

Det blev til et par rigtig fede køredage, hvor jeg bevægede mig igennem meget afvekslende terræn og næsten al slags vejr. Heldigvis passede det med, at jeg ramte de mest spændende og udfordrende veje i tørvejr, mens de mere uinteressante strækninger ofte blev tilbagelagt i silende regn.

Hviledag.

 

Tidligere havde min kammerat og jeg talt om, at vi skulle ud og køre en tur sammen, hvis jeg kiggede forbi på vej hjem fra Marokko. Vejret viste sig dog fra sin kedelige side under mit ophold i Schweiz, med 1-cifrede temperaturer og tunge utætte skyer.

Så på trods af, at min kammerat lige havde anskaffet sig en spritny ER6n, der stod og kaldte på hende i garagen, tilbragte vi den næste dag indenfor i varmen, kun afbrudt af en tur ind til Biel, hvor vi valgte at tage bilen.

Normalt siger det mig ikke alverden at køre i bil, men som vejret artede sig og efter mange dage i sadlen, var det faktisk rigtig hyggeligt at sidde varmt og tørt og kigge ud på landskabet der bevægede sig forbi, mens vinduesviskerne var på overarbejde.

 

Efter en afslappende og hyggelig hviledag, kriblede det dog i mig for at komme tilbage på motorcyklen og få tilbagelagt det sidste stykke vej hjem.

Klar til sidste etape efter en velfortjent hviledag.

Sidste etape.

 

Da jeg stod op på denne turens sidste dag og kiggede ud af vinduet, var det ikke just et opmuntrende syn der mødte mig. Termometret viste 3 grader og kun få hundrede meter oppe af bjergsiden fra min kammerats hus, var nattens nedbør faldet som sne!

 

Under morgenmaden fik jeg forklaret en rute nordpå ud af Jurabjergene, der gik igennem dalene, hvorved jeg forhåbentligt kunne undgå at skulle køre på snedækkede veje.

Jeg iførte mig herefter mit varmeste tøj, sagde farvel og satte kursen hjem mod Danmark.

Den første del af dagens etape blev en kølig fornøjelse, men det holdt tørt og jeg undgik sneen, så på trods af køleskabslignende temperaturer nød jeg turen igennem bjergene. Efter en times tid kørte jeg ind i Tyskland og lagde Jurabjergene bag mig. Det betød at temperaturen begyndte at stige til et mere behageligt niveau samt at landevejene blev skiftet ud med autobahn.

 

Fra da af og til jeg ramte færgelejet i Puttgarden, var V-Strom’en sjældent under 150 km/t, og jeg holdt kun pauser for at tanke, når benzinlampen advarede mig om, at det var ved at være tid.

I Puttgarden passede timingen så godt, at jeg efter at have købt billet kunne trille direkte ombord, netop som bommen gik ned. Det var derfor stadig først på aftenen, da jeg kørte fra borde i Rødby.

 

En lille time senere trillede jeg ind i indkørslen derhjemme, hvor Katrine bød mig velkommen med et kæmpe knus og en kold øl.

Tidlig morgen i Jurabjergene - en kold men smuk start på turens sidste dag.

Epilog.

 

Turen tog præcist 2 uger og jeg fik tilbagelagt lige knap 9.000 kilometer, hvoraf de 2.500 blev kørt i Marokko.

 

Der var mange højdepunkter på rejsen, hvoraf de fleste ikke overraskende var relateret til selve kørslen, da jeg typisk tilbragte 10-12 timer i sadlen dagligt.

Det er dog ubetinget tiden i Marokko der har brændt sig bedst fast på min mentale nethinde – ikke mindst pga. de kontraster jeg konstant oplevede i landet, både hvad angik naturen, vejene og befolkningen.

 

Alle de forventninger, jeg havde haft inden turen, blev indfriet. Jeg blev udfordret og fik til fulde tilfredsstillet både min køre- og eventyrlyst.

 

Jeg kan anbefale Marokko som rejsemål for motorcyklister der har lyst til at prøve noget der er lidt udover det sædvanlige. Det er dog en fordel at have nogen erfaring, både med motorcykelkørsel og rejser i al almindelighed, hvis man som jeg vil køre rundt på egen hånd, da landet på begge områder byder på udfordringer – Marokko ligger geografisk tæt på Europa, men er på mange måder en helt anden verden. 

 

V-Strom’en kørte for øvrigt fuldstændig problemfrit, og gentagne gange undervejs blev jeg imponeret over, hvor kompetent den håndterede det, jeg udsatte den for.

Det eneste der skulle til for at holde den kørende var benzin på tanken, og da jeg ofte var i stand til at køre over 500 kilometer mellem tankninger, gav det aldrig grund til bekymring.