Alperne 2016

Prolog.

Efter i nogle år at have fokuseret på mere utraditionelle rejsemål, når Europa og omegn skulle udforskes på 2 hjul, besluttede Katrine og jeg, at det var blevet tid til at gense Alperne. Turen blev planlagt til at finde sted i juli måned. På den tid af året forventede vi, at alle pas i Alperne var farbare og vejret rimeligt stabilt.

Hele ruten.

På vej mod tinderne.

Oleksii og undertegnede.

Vi kørte hjemmefra en tidlig lørdag morgen under en truende mørk himmel. Vi var ikke kommet langt ned i Tyskland, før vi ramte et regulært skybrud - det første af flere som vi fik glæde af den dag. Sidst på eftermiddagen landede vi hos Oleksii i Liberec i det nordlige Tjekkiet. Jeg lærte Oleksii at kende på en solo tur i 2014. Vi har holdt kontakten og jeg glædede mig til at præsentere ham og Katrine for hinanden.

De gik som ventet godt i spænd. Vi tilbragte resten af weekenden sammen. Søndag kørte vi en tur, hvor Oleksii viste os sine favorit veje og steder i området. Aftenerne brugte vi i selskab med hans familie og venner.

Cyklerne parkeret ved Plankenstein.

Mandag forsatte vi sydpå igennem Tjekkiet. Sidst på dagen nåede vi frem til slottet Plankenstein i det nordøstlige Østrig. Slottet fungerer som hotel og vi havde tidligere på dagen booket et værelse. Inden aftensmaden blev serveret, havde vi tid til at gå på opdagelse på slottet, der var som taget ud af et eventyr, med hemmelige døre, gange i murerne, støvede loftrum og en skummel kælder.

Trappen ned fra vores værelse.

Næste morgen, efter et solidt morgenmåltid serveret i borggården, var det endelig blevet tid til at tage hul på Alperne. Dagens første mål var Niederalpl Pass efterfulgt af Sölker Pass, Turracherhöhe, Nockalmstrasse og til sidst Plöcken Pass på grænsen til Italien. Derfra forsatte vi til en lille landsby i udkanten af Dolomitterne, hvor vi overnattede på et hyggeligt B&B.

Sydpå igennem Østrig.

Dolomitterne.

Ruten igennem Dolomitterne.

Vi havde inden denne tur aldrig rigtig brugt tid på at udforske Dolomitterne. Det skulle der laves om på. Jeg havde derfor hjemmefra planlagt en rute der forbandt de 16 højeste bjergpas i området. For at have tid til at nyde naturen og hinandens selskab var ruten planlagt til at tage 2 dage.

Den første dag bestod menuen af Kreuzbergpass, Passo Tre Croci, Giau Pass, Passo Duran, Rollo Pass, Passo Lavaze og Karer Pass, inden vi sidst på dagen tjekkede ind på et hotel i byen Moena i hjertet af Dolomitterne.

Den efterfølgende dag var det San Pellegrino Pass, Falzarego Pass, Valparola Pass, Gardena Pass, Sella Pass, Pordoi Pass, Campolongo Pass og Würzjoch der stod for skud.

Udover de nævnte pas kom vi også over flere mindre på vores rute.

Fantastiske veje i Dolomitterne.

Udsigten fra Sella Pass.

Vi havde et par rigtig gode dage i Dolomitterne. Vejret havde været perfekt og kørslen sublim. Hvis man elsker snoede veje med god asfalt i idylliske alpine omgivelser, bliver det ikke meget bedre. Der er tilsyneladende mange andre motorcyklister der deler den opfattelse. Jeg har aldrig før kørt i et område, hvor der var så mange motorcykler!

Når man dertil lægger, at Dolomitterne også er populært hos vandrefolket og pensionister på bustur, resulterer det i, at området vrimler turister.

Igennem hjertet af Alperne.

Midt på eftermiddagen lagde vi Dolomitterne bag os, og forsatte nordpå ind i Østrig, hvor vi krydsede Kühtai Saddle og Piller Hühe, inden vi sidst på dagen indlogerede os på et gasthaus i See – en lille by ved foden af Silvretta i det vestlige Tirol.

Den næste dag lagde vi ud med at køre over Silvretta. Normalt koster det penge at køre igennem passet, men vores værtinde i See havde forsynet os med fribilletter. Besparelsen på vejafgift betød, at overnatningen havde været næsten gratis.

Tilbage I Østrig.

Vi nærmer os Liechtenstein.

Det var stadig tidligt på dagen, da vi passerede igennem Liechtenstein og forsatte vestpå ind i Schweiz. Dagens destination var Cortebért i Jurabjergene i det nordvestlige Schweiz, hvor vi skulle besøge vores venner Lisbeth og Martin. Vi havde god tid til at krydse alpelandet, så vi valgte en sydlig rute, der tog os over de imponerende bjergpas Oberalp og Susten. På vej igennem én af mange små alpebyer, røg vi i en fotofælde af den kedelige slags, der tager et billede både for- og bagfra. Resultatet var, at vi en måneds tid efter vores hjemkomst, modtog 2 fartbøder a 227 euro. Vi landede i Cortebért sidst på eftermiddagen, efter endnu en dejlig dag i sadlerne.

På vej op ad Susten Pass.

... og ned på den anden side med Katrine i front.

I godt selskab.

Lisbeth og Martin laver pizza til os den første aften.

Det var over et år siden vi sidst havde været sammen med Lisbeth og Martin, så det var dejligt at se dem igen. Lisbeth har jeg kendt, siden vi begge var 6 år gamle. Hun emigrerede til Schweiz for over 20 år siden og giftede sig for nogle år siden med Martin der er indfødt. De er begge tossede med sport, hvilket præger både deres arbejdsliv og fritid. Martin er tidligere verdensmester i White Water Kajak og Lisbeth nåede at blive danmarksmester i 100 m brystsvømning, inden hun emigrerede. De kører også begge motorcykel, men til forskel fra Katrine og jeg, bruger de dem kun som transportmiddel.

De næste par dage fik motorcyklerne lov til at slappe af i garagen. Den første dag brugte vi på at sejle kajak i Bielersee og vandre i området omkring Cortebért. Den efterfølgende dag var min fødselsdag. Det blev fejret med en svømmetur i Lac de Joux - den største sø i Schweiz, der ligger mere end 1000 moh - efterfulgt af picnic og en vandretur langs søen.

Da vi sidst på dagen returnerede til Cortebért, tog Stine og Johs imod os. De var kørt fra Danmark dagen før for at gøre Katrine og jeg selskab resten af ferien. Tilbage i 2010 kørte vi til Nordkapp sammen alle 4, og vi så frem til at rejse sammen med dem igen. Vi tilbragte en hyggelig aften sammen, inden vi tidligt næste morgen tog afsked med Lisbeth og Martin for at tage hul på den sidste uge af turen.

Fødselsdagsmiddag i Cortebért.

Route Des Grand Alpes.

Vi havde hjemmefra planlagt at køre Route Des Grand Alps sammen med Stine og Johs. Ruten starter lige syd for Geneve søen, går over de højeste bjergpas i de franske alper, slutter i Nice og strækker sig over knap 700 kilometer.

Vi ramte Col Des Gets, det første pas på ruten, sidst på formiddagen. Derfra lå passene som perler på en snor. Da vi først på aftenen indlogerede os på et beskedent hotel i Tignes, havde vi passeret Col De La Colombiere, Col Des Aravis, Col Des Saisies og Le Cormet De Roselend.

Den næste morgen forsatte vi sydpå ad Route Des Grand Alps. Det skulle vise sig at blive en begivenhedsrig dag. Vi lagde ud med Col De L’Iseran, Col Du Telegraphe og Col Du Galibier.

Ved middagstid på vej igennem en lille by valgte Katrine at overhale Stine og Johs i en rundkørsel – indenom på cykelstien. Manøvren gik fint, lige indtil hun kørte fast i et blomsterbed, med det resultat, at BMW’en lagde sig ned. Katrine slap med et blåt mærke på benet og cyklen med en skramme på styrtbøjlen. Katrine mente, det var en manøvre, jeg havde foretaget der havde tvunget hende ud i situationen. Jeg var af en anden opfattelse, hvilket gav en lidt spændt stemning.

Kort tid efter holdt jeg ind ved en lille kro/restaurant på vej op ad Col D’Izoard. Stedet var meget charmerende. Der blev serveret lammekølle grillet over åben ild. Da depoterne var fyldt op og smilet tilbage på læberne, forsatte vi sydpå.

Efter Col D’Izoard kørte vi over Col De Vars, inden vi kom til Col De La Bonette, der med sine 2802 moh er det højeste asfalterede bjergpas i Alperne. Derfra gik turen over Col Saint Martin, inden vi gjorde holdt for dagen i landsbyen Utelle i bjergene 50 kilometer nord for Nice.

Udsigten fra Col De La Bonette.

Aftenhygge i Utelle

Det havde været en lang og udfordrende dag. Vejene og naturen havde været storslået, men vejret meget omskifteligt. På toppen af Col Du Galibier oplevede vi 6°, tåge og regn, mens vi senere på dagen kørte i 36° og bagende sol. Begge ekstremer tærer på kræfterne.

Vi overnattede i en lækker lejlighed ovenpå byens restaurant. Restauranten var netop lukket, da vi ankom, men indehaveren tilbød at komme op med 4 anretninger og en flaske vin, som vi kunne nyde på lejlighedens terrasse med udsigt over landsbyen og bjergene. Efter maden tog vi en dukkert i stedets swimmingpool. Vi sluttede dagen af med en spadseretur i den charmerende lille by under en stjerneklar himmel.

Når uheldet er ude...

Da vi ankom til Utelle, manglede vi kun Col De Turini for at have kørt hele Route Des Grand Alps. Vi var dog ved at være lidt i tidsnød, og Stine og Johs ville gerne en tur i vandet på den franske Riviera, som de aldrig før havde besøgt. På den baggrund besluttede vi at springe Col De Turini over og i stedet køre direkte til Nice.

Vi var tidligt oppe den efterfølgende dag, i et forsøg på at nå til Nice, inden det blev alt for varmt. Vejen fra Utelle og ned til hovedvejen mod Nice, var lille og meget snoet med flere hårnålesving. Jeg tog teten, da vi lettede. Efter et par sving opdagede jeg, at de andre ikke længere var i sidespejlene. Efter at have ventet lidt, vendte jeg om for at se, hvor de var blevet af. Et lille stykke oppe af bjerget fik jeg bekræftet, hvad jeg havde mistænkt. En af dem havde været nede og ligge. Et af hårnålesvingene havde taget fusen på Johs med det resultat, at han havde lagt cyklen ned på højre side. Der var ikke sket noget med Johs. Cyklen var ikke sluppet så billigt. Bremsegrebet og bremsepedalen var begge knækket. Derudover var der slået hul på højre motordæksel, så olien dryppede ud.

Det vækkede minder om en tur, Katrine og jeg kørte tilbage i 2005, hvor Katrine på selv samme Suzuki Bandit, styrtede i Furka passet. Den maskine har haft et spændende men hårdt liv.

Johs fik tilkaldt autohjælp. Imens ringede jeg rundt til nogle Suzukiforhandlere i Nice for at høre, om de havde de pågældende reservedele på lager.

Efter et par timers ventetid ankom en ladvogn. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke haft held i min søgen efter dele. Motorcyklen blev læsset, hvorefter vi i kortege satte kurs mod Nice. Johs kørte med i ladvognen.

Efter en times kørsel, stoppede vi ved et lille én-mands-værksted i Down Town Nice. Mekanikeren, en rar ældre herre der kun talte fransk, kom ud og kiggede på Johs' 18 år gamle Suzuki Bandit, hvorefter han gik ind og rodede i nogle kasser. Da han kom tilbage, var det med et nyt bremsegreb og et brugt (men intakt) sidedæksel der passede til modellen. Han gik derefter i gang med at ordne cyklen. Vi brugte ventetiden på at indtage frokost købt på en nærliggende cafe. Efter 45 minutter var bremsegreb og motordæksel skiftet - bremsepedalen havde han med lidt kreativitet gjort brugbar. Han var stolt af sit arbejde, og sagde med et glimt i øjet, at vi bare kunne kalde ham MacGyver. Hele operationen inkl. reservedele løb op i svimlende 75 euro.

Johs' cykel var igen fit for fight, men formiddagen var blevet til eftermiddag og temperaturen i Nice havde rundet 35°. Det betød, at vi mere end noget andet havde lyst til at komme ud af byen og lidt op i højderne, hvor temperaturen var mere behagelig. Kort tid efter befandt vi os i bjergene nord for kysten.

Katrine efter hun havde torpederet min mc

På et tidspunkt passerede vi igennem en by, hvor politiet havde opsat en kontrolpost. De fleste biler blev stoppet og passagerne fik kontrolleret ID. Formentligt var det pga. migrantsituationen..? Umiddelbart inden havde Katrine og jeg talt sammen via intercom. Jeg havde sagt noget med, at det var et cirkus, jeg havde med ude at køre, med folk der smed deres cykler til højre og venstre. Jeg afbrød samtalen, da vi nærmede os kontrolposten. På det tidspunkt var Katrine ved at dø af grin i sin hjelm. Umiddelbart efter kontrolposten, hvor vi bare blev vinket igennem, stoppede jeg for en ældre kvinde i et fodgængerfelt. Et splitsekund efter bragede Katrine ind i min ene sidetaske, og smed sin cykel hen af asfalten. Hun havde koncentreret sig om at holde op med at grine og ikke vække opsigt på vej igennem kontrolposten, og havde derfor ikke set, at jeg bremsede. Inden jeg fik parkeret min mc for at give Katrine en hånd, var en hel flok betjente ilet til for at hjælpe – så meget for at prøve ikke at vække opsigt.

Hun slap med såret stoltheden og et ømt ben. BMW'en fik et par nye småskrammer på styrtbøjlens højre side.

Da alle cykler igen var på højkant, forsatte vi nordpå, indtil vi først på aftenen landede på Camping Moto i provinsen Drome.

Camping Moto.

Jeg besøgte Camping Moto første gang i 1993. Dengang var stedet det hotteste i Europa for motorcyklister. I højsæsonen var der typisk 4-500 gæster næsten hver dag. Det gav en fed stemning og masser af liv - ikke mindst om aftenen i baren. Jeg har efterfølgende besøgt campen flere gange og det var i mange år mit favoritsted i Europa. Stine og Johs ville gerne se det sted, jeg har talt så meget om igennem årene, hvilket var grunden til, at vi valgte at overnatte der.

Det sted jeg viste dem, har dog ikke meget til fælles med det, jeg forelskede mig i for 23 år siden.

Selve campen er stadig en perle. Den ligger i et skovområde ved floden La Gervanne, omgivet af bjerge der byder på fantastiske veje, smuk natur og mange spændende seværdigheder. Faciliteterne kan man ikke sætte en finger på og bar/pool området er de perfekte rammer til hygge og afslapning.

Siden jeg begyndte at komme på Camping Moto, har stedet skiftet ejere et par gange. Første gang var på en sørgelig baggrund, da Jante døde og hendes mand Peter ikke ønskede at køre stedet videre uden hende. De efterfølgende ejere har ikke formået at forny stedet og markedsføre det tilstrækkeligt.

Resultat er, at Camping Moto i dag kun er en skygge af, hvad det var engang. Antallet er gæster er faldet til en brøkdel og gennemsnitsalderen er steget betydeligt. Stemningen minder derfor mest af alt om en blanding af et alderdomshjem og en spøgelsesby.

Jeg håber, at Camping Moto engang får nogle ejere, der forstår at udnytte potentialet og vække stedet til live igen.

Stine, Johs, Katrine og jeg indlogerede os i 2 "Canada Trek Tents". Det er telte med trægulv og en rigtig seng, som man mod en mindre ekstra betaling kan benytte som alternativ til eget telt. Inden aftensmaden, var der tid til en tur i poolen, hvilket var tiltrængt efter en land varm dag. Resten af aftenen tilbragte vi i baren.

Ankommet på Camping Moto.

Næsen hjemad.

Venter på fyrværkeri i ikke helt ædru selskab.

Tidligt næste morgen kørte vi op til Chutes de la druise - et smukt 70 meter højt vandfald lidt nord for Camping Moto. Tilbage på campen pakkede vi motorcyklerne, inden vi nød et solidt morgenmåltid. Resten af dagen brugte vi på at køre til Besançon ad småveje igennem Frankrig.

Da det var Bastilledag indlogerede vi os på et hotel i hjertet af Besançon, så vi kunne tage del i festlighederne. Inden mørket sænkede sig, gik vi på opdagelse i den charmerende og historiske by der har rødder helt tilbage til 1500 år før vores tidsregning. Det mest markante landemærke er fæstningen "Vauban citadel" der er på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Vi indtog vores aftensmad på en lille restaurant, mens vi nød feststemningen der prægede hele byen. På et tidspunkt begyndte folk at søge mod byens broer. Vi fulgte trop og blev belønnet med et storslået fyrværkeri.

Dagen derpå forsatte vi mod nord. Jeg havde lagt ruten, så vi kom igennem Schwarzwald, et bjergrigt skovområde i det sydvestlige Tyskland. Området er ikke uden grund populært blandt motorcyklister. Vejene er i top og indbyder mange steder til frisk kørsel.

Vi sluttede dagen på et hotel i byen Glashütten lidt nord for Frankfurt.

Schwarzwald.

Der blev hurtigt fyldt i garagen, da vi kom hjem med 3 englændere på slæb.

Turens sidste dag blev en blanding af landevej og motorvej, inden vi først på aftenen ankom til færgelejet i Puttgarden. Vi ventede på færgen i samme bane som 3 englændere på vej til Nordkapp. De viste sig at være nogle underholdende fyre og da vi kom ombord på færgen satte vi os sammen i cafeteriet. De havde ikke booket et sted at overnatte den pågældende aften, så Katrine og jeg inviterede dem hjem til os. De syntes først, det var for meget at tage imod, men da de forstod, at invitationen var oprigtig ment, krævede det ikke meget betænkningstid før de slog til.

Stine og Johs skulle direkte til København, så Katrine og jeg tog afsked med dem på færgen, inden vi kørte fra borde med 3 englændere på slæb.

Humøret var højt, da vi landede hjemme i indkørslen. Katrine og jeg smed vores cykler i garagen og udskød udpakning til den næste dag. Da vi havde vist gæsterne til rette, smuttede jeg ind og hentede pizza til hele banden. Det blev en rigtig sjov aften i godt selskab - den perfekte måde at afslutte ferien på.

Epilog.

Det havde været en dejlig ferie! Vi havde været sammen med mennesker, vi holder af og der havde været utallige fremragende køreoplevelser. På trods af det, havde Katrine og jeg en lidt flad fornemmelse i maven, da vi de efterfølgende dage fik pakket ud og gjort status over turen.

Turen manglede simpelthen ”eventyrfaktor” og havde haft mere karakter af en ferie end af en rejse.

Efter i flere år at have besøgt mere utraditionelle områder og lande, når den stod på motorcykelferie, var det lidt af et antiklimaks at tilbringe en hel ferie i lettilgængelige områder overrendt med turister.

Det at være bare én blandt mange i en endeløs strøm af turister betød, at vi gik glib af meget af det der for os definerer begrebet ”at rejse” - Vi savnede at køre steder, hvor de eneste vi risikerede at møde, var lokale i gang med hverdagens sysler, at blive mødt med oprigtig interesse i stedet for høflig ligegyldighed af lokalbefolkningen, og på intet tidspunkt blev vi udfordret på vores holdninger og værdier ved mødet med anderledes kulturer.

Vi var forberedt på, at det ville blive sådan, da vi valgte Alperne som destination. Vi havde dog troet, at de fantastiske veje og den storslåede natur i højere grad ville kompensere for ”manglerne”. Nu er vi blevet klogere, og kan tage disse erfaringer med i planlægningen af fremtidige rejser.