Polen/Tjekkiet 2016: En smuttur med et formål...

Siden jeg købte Super Ténéré'en i august året før, havde jeg overvejet hvilken bagageløsning jeg ville benytte på maskinen. Efter grundige overvejelser faldt valget på Holan Nomada Pro sidetasker.
Det skulle dog vise sig, at Holan ikke havde en rack der passede til netop min model. Igennem min kammerat Oleksii der står bag Alburmoto kom jeg i kontakt med Tomek, som er indehaver af Holan. Vi blev hurtigt enige om, at jeg skulle komme forbi Holan, der ligger i Wroclaw i Polen, så de kunne bruge min maskine til at lave en rack.

En tirsdag morgen i midten af maj, satte jeg derfor kurs mod Polen.

Den første dag brugte jeg på at køre ned til et slot i udkanten af Wroclaw, hvor jeg skulle overnatte, så jeg kunne være hos Holan tidligt den næste morgen.

Da jeg ankom til Holan den næste morgen, blev jeg budt velkommen af Tomek. Han fik hurtigt sat en smed i gang med opgaven, hvorefter jeg blev inviteret på brunch inde i byen, sammen med Tomek og hans hustru.
Da vi kom tilbage til virksomheden, var arbejdet ved at være færdigt. Tomek begravede mig i gaver, som tak for hjælpen, inden jeg tog afsked.

Nu da jeg alligevel var på de kanter, forsatte jeg til Liberec i Tjekkiet for at besøge Oleksii, som jeg lærte at kende et par år før, på en tur igennem Østeuropa. Vi landede næsten samtidig i hans indkørsel. Han havde været afsted på en uges tur i bjergene mellem Polen og Slovakiet, hvor han bl.a. havde deltaget i et rally på hans KTM 1190 Adventure. Efter en god middag sammen med hans forældre, tog vi en tur i byen, sammen med en af hans kammerater. Det var en rigtig sjov aften.

Den næste dag forsatte jeg til det sydøstlige Polen for at besøge Michal, som jeg havde lært at kende på samme tur, hvor jeg første gang mødte Oleksii. Jeg ankom hos Michal sidst på eftermiddagen. Tidligere på året havde Michael og hans familie været på besøg hos Katrine og mig i Danmark.Det var dejligt at se dem allesammen igen. Efter at have spist middag med familien i Rzeszow, tilbragte Michal og jeg aftenen med at udveksle røverhistorier over en øl.

Efter morgenmaden den næste dag, benyttede jeg lejligheden til at tæve Michal's søn i skak - han går meget op i skak og er ret god til det, så det var en fornøjelse. Michal's hustru Helen og datter var til ridestævne, så vi havde frit slag, til lege i deres kæmpe have på Helen's Yamaha Tricker.

Det var ved at være middag, inden jeg satte kursen hjemad. Med Michal hjælp, havde jeg planlagt en rute på landevej igennem Polen. Det blev til en lang men god dag i sadlen.
Klokken 4:30 om natten, efter 1.400 km og 17 timers kørsel, var jeg hjemme igen.

I alt var jeg afsted i 4 dage, hvor jeg fik kørt lidt over 3.000 km.
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •